Sejlbåd | Rat var der nok af. Her et lidt mindre på sejlbåden Caskelot.
Vragdykning på Åland
– et længe ventet gensyn
Det var 17 år siden, jeg sidst dykkede på Åland, men nu var det tid igen til nogle dages Kristi Himmelfartsdykning med fokus på vrag. Åland er på mange måder et unikt sted for vragdykning. Her, midt i Østersøen, har der gennem århundreder gået tætte søfartsruter mellem Sverige, Finland, Rusland og resten af Europa, og resultatet er en usædvanlig rig bestand af vrag. Samtidig har det kolde, brakvandede og ofte iltfattige vand skabt næsten ideelle forhold for bevaring. Fraværet af pæleorm gør, at trævrag kan overleve i årtier, århundreder og nogle gange endnu længere. Det er netop derfor, Åland er blevet lidt af et undervandsmuseum for den, der interesserer sig for søfartshistorie.
► Åland er også specielt over vandet. Øgruppen er selvstyrende inden for Finland med eget parlament, egen landskabsregering og svensk som eneste officielle sprog. Det giver Åland et særpræg, som mærkes både i samfundet og i kontakten med omverdenen. Havet og søfarten er konstant til stede, både i historien og i hverdagen. Peter Hallgren, som jeg ikke havde dykket med i mange år, hentede mig, og sammen kørte vi til Grisslehamn, hvor Eckerölinjens færge tog os over Ålands Hav. Ombord mødte jeg også Roger, som var kørt ned fra Sundsvall. Vel fremme fortsatte vi til Övernäsgården lige uden for Mariehamn, hvor vi checkede ind i vores hytte. Sent om aftenen ankom også de øvrige fire i gruppen.
Vi samledes i Skeppsvik, hvor Villes båd Silverpilen og dykkercentret Dive Åland holder til. Ville havde lavet en plan for ugen, men som altid ude i skærgården måtte den være fleksibel. Hvis vejrudsigten ændrede sig, måtte planen også gøre det.
Sejlskibsromantik på bunden
Den første dag blæste det lidt mere, så vi begyndte med den tremastede jernbark Plus. Hun blev bygget i 1885 hos Blohm & Voss i Hamburg for det velkendte Laeisz-rederi og var, ligesom så mange andre sejlende fragtskibe fra perioden, helt uden maskinkraft. En stormfuld nat i 1933 sank hun nær Hertonklobben sydvest for Mariehamn og ligger i dag på 25–37 meters dybde. Østersøens kolde og iltfattige vand har bevaret vraget godt, og den, der vil forestille sig, hvordan hun engang så ud, kan med fordel besøge museumsfartøjet Pommern i Mariehamn, som stammer fra samme epoke.
Da Ville havde haft båden på værft om vinteren, blandt andet til motorrenovering, blev sæsonstarten lidt senere end normalt. Dette var årets jomfrutur. Isen havde desuden taget flere af bøjerne i løbet af vinteren, så Mikael Björk, også fra Sverige, var kommet over for at hjælpe med arbejdet ombord og med at lægge nye bøjer ud ved vragene.
På Plus sad bøjen dog stadig. Da vi havde gjort os klar og hoppet i, gik vi først ned til en klippe og fulgte derefter linen ned til vragets agterende. Plus ligger med cirka 40 graders slagside til styrbord, med agterenden lidt grundere end stævnen. Vi svømmede op over agterenden og ind over dækket, hvor mange detaljer stadig er bevaret: skylights, rigdetaljer og rester af et skib, som stadig føles relativt intakt.
De tre master er sprængt af for ikke at udgøre en fare for skibsfarten og ligger ude på styrbord side. Vi tog en afstikker og fulgte stormasten ud på bunden, hvor jomfruer, blokke og andre rigdetaljer lå spredt, som om de først for nylig havde forladt deres plads.
Længere fremme på vraget kom vi til en overbygning, som var styrtet ned i skroget. Oven på taget stod en glødehovedmotor – en detalje, som gav vraget en næsten mærkelig blanding af sejlskibsromantik og arbejdsfartøjets praktiske virkelighed.
Efter det forreste lastrum nåede vi bakken og stævnen, hvor galionsfiguren stadig gør indtryk. På vejen...
Kort om Åland Åland er et selvstyrende, demilitariseret og svensksproget øsamfund inden for Finland, beliggende midt i Østersøen mellem Sverige og Finland. Søfarten og havet præger både historien og...
