WWF-klumme

”Læderskildpadderne er tilbage på Sipadan”. Sådan kunne man i marts måned læse i en lokal avis i Sabah-provinsen på Borneo. Baggrunden for det glædelige udbrud skal findes tilbage i 2004, hvor de fem dykkeoperatører, der på det tidspunkt havde dykkercentre og lodges på den malaysiske ø, fik besked om at pakke sammen ved udgangen af året. Argumenterne var dengang, at der var for meget forurening og forstyrrelse af den dyrebare ø – og af det endnu mere dyrebare omgivende havmiljø. Myndighederne ønskede, at Sipadan skulle gives tilbage til naturen og håbet var også, at havskildpadderne igen ville strømme til øen for at lægge deres æg.
”Så virkede det altså”, tænkte jeg, efter at have læst avisen. Havets skjoldbærende kæmper var tilbage, og avisen kunne endda fortælle, at ikke mindre end fem stykker af den yderst sjældne læderskildpadde inden for de sidste måneder havde meldt sin landgang. Hvilken sensation! Hvilken succes! Og sådan gik jeg så og glædede mig, indtil jeg en dag ved en lille fest mødte en anerkendt havskildpaddeekspert. Over et glas afkølet hvidvin kunne han fortælle mig, at det hele desværre var en fejltagelse, og at der var nogen, der havde misforstået og misfortolket en rapport – og at der overhovedet ikke havde været skyggen af nogen læderskildpadder på Sipadan i mange år – måske ikke nogensinde.
Nå, men heldigvis har jeg da så mit eget foretrukne havskildpadde-sted. Det er øen Sangalaki i Derawan-øgruppen ud for den indonesiske del af Borneo. Dog er det ikke læderskildpadder, men arten med det ucharmerende navn, suppeskildpadde, der hver eneste nat året rundt kommer op på øen for at lægge æg. Og hvis man ellers kan sove, mens store havskildpadder, bonker ind i ens hytte og rumsterer og stønner lige uden for hver nat, ja, så er Sangalaki bestemt et besøg værd.
Der er havskildpadder på Sangalaki hver eneste nat – men ikke så mange, som der var engang. Dengang krigen hærgede herude, blev der konsumeret både æg og skildpadder i stor stil. Hver nat blev strandene kæmmet. Æggene blev opsamlet og skildpadderne blev vendt om på ryggen til senere indsamling. Man siger, at man kan måle japanernes rovdrift som en slags stort hul i frekvensen af besøgende havskildpadder. Om det er sandt, ved jeg ikke, men det er sikkert, at rovdriften på havskildpadderne langt fra udelukkende tilhører tiden hvor verden herude var helt af lave.
I juni måned 2005 blev fem drivnet på hver over en kilometers længde fundet i farvandet ud for Sangalaki. Verdensnaturfonden og de lokale myndigheder havde længe forsøgt at pågribe skildpaddefiskerne, men uden held. Og denne gang var man kommet for sent, for i de fem net fandt man ikke mindre end 144 havskildpadder! Kun 16 var stadig i live, og de blev hurtigst muligt viklet ud af nettene og sat fri. Resten af skildpadderne og de dødbringende net blev fragtet til Derawan, hvor man afholdt en respektfuld ceremoni inden man begravede de mange døde skildpadder og brændte nettene...