Efter 3 uger langs Australiens østkyst kan vi konstatere, at strækningen er fabelagtig for opdagelsesrejsende men frustrerende for bloggere og andre internetbrugere. Skulle der forvilde sig en læser eller to forbi bloggen her må jeg beklage, at opdateringerne kommer med forsinkelser... Vi befinder os pt. på Fraser Island, verdens største sandø.
Dagene op til jul har budt på den yderst frygtede manflu - jeg har virkelig været underdrejet og pænt passet min seng. Men efterhånden mente jeg jo nok at det var tid til at se lidt på hvad der skete i vandet, så en lille tur i vandet lille Juleaften blev det til. Ikke noget voldsomt og "kun" med tre gæster. Men jeg tror ikke "hornet" var helt klar til dykning.
Vi har alle nogle ting vi er gode og ting vi ikke er så gode til. Jeg har nu kæmpet i over et år for at lære at bakke under vand - og pludselig var den der. Jeg kan bakke under vand. Ikke bare en enkelt heldig gang, men jeg kan gentage det. Og det bliver brugt - det er forrygende. Og hvordan lærte jeg det så?
På Australiens østligste punkt ligger Byron Bay. Her har jeg booket mit første dyk i South Pacific Ocean hos Byron Bay Dive Centre, som tilbyder dyk og guidede snorkelture ved 'Julian Rocks Marine Reserve' 5 minutters sejlads fra kysten.
Jeg har ondt i røven - ikke på den der overførte måde, men på den direkte og ægte måde, og da det er efter en julefrokost er der jo virkelig lagt op til at dem med en beskidt fantasi kan gøre sig nogle tanker. Så det får de lov til indtil slutningen af indlægget, hvor den sande historie afsløres.
Det er jo fantastisk at andre også vil dele deres eventyr med os, så først og fremmest velkommen til Sine som blogger - det bliver spændende at følge hendes dykning.
Og det lader til, at der er et publikum til disse blogs. Der er kommet et spørgsmål på min fb-profil om bloggen er død. Nej bestemt ikke, men jeg har faktisk haft travlt og været træt. Men hvem kan sidde en venlig hentydning overhørrig så her er en lille opdatering.
Der er under 48 timer til afgang og jeg er vel nået halvvejs igennem pakningen af kufferterne. Dykkerudstyr og sommertøj pakker jeg nærmest på autopilot. Beslutninger om hvad der ellers er praktisk at medbringe, når man skal tilbringe størstedelen af de kommende tre måneder i en autocamper, kræver lidt mere nærvær og forestillingsevne.
Jeg kan nu næsten mærke solens lys og varme og høre lyden af bølgerne på havet. Lugte min våddragt og smage Abyss’en i min mund. Forventningens glæde er stor … ☺
Jeg er jo kun et menneske, og må indrømme at jeg føler mig ganske smigret når der kommer gæster og spørger efter mig fordi de har dykket med mig tidligere og gerne vil dykke med mig igen. Det bekræfter at jeg gør noget rigtigt - og det varmer naturligvis. Der findes naturligvis også folk der nok frabeder sig at dykke med mig, men dem hører jeg heldigvis aldrig om. Så lad os fortsætte i det positive spor.
Der kommer af og til gæster forbi dykkerenteret som i orderts mest positive forstand er sande originaler (og hvem gider kopier). Sådan et par var Henrik og Stella. De troppede op med et OWD fra Phillipinerne, spritnyt udstyr der endnu ikke var pakket ud og ønsket om at få et AOWD. Det var min gode og yderst kompetente kollega Susanne der fik fornøjelse af Henrik og Stella - og der var virkelig noget at arbejde med. Faktisk så meget at det også var nødvendigt med et kursus i afbalancering.
Efter min yderst alvorlige mandeforkølelse har der virkelig været travlt. Oktober var ingen god måned for mig. Intet af det jeg lavede blev til penge - jeg var den forkerte mand på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Og nærmest på klokkeslet skiftede det, da vi gik ind i november. Mine skriblerier her medførte en henvendelse fra Bent om jeg ville lave nitrox og vragspeciale med ham - og naturligvis.
