HMS Repulse
– vragdykning i Malaysia
Det var 10. december 1941. Krigen i Stillehavet var netop brudt ud, da Force Z, som den 240 meter lange slagkrydser HMS Repulse var en del af, blev opdaget af japanske fly. De britiske skibe blev angrebet af 86 japanske fly fra 22. eskadrille. Repulse overlevede en bombetræffer og undgik 14 torpedoer, inden hun blev truffet og sank på 20 minutter. 65 år efter rejste vi til Tioman Island i Malaysia for at besøge det berømte vrag.
Solens første stråler vækker mig på madrassen på dækket. Jeg er lettet over, at havet har lagt sig siden afrejsen i går aftes fra Salang. Vores kaptajn var således ikke tvunget til at vende om. Vi har kun to dage til at dykke ved øen Tioman. Vi har planlagt dykkene til slutningen af sæsonen, men jeg har ikke tid til dårligt vejr i min planlægning.
Vi har yderligere en til to timers sejlads inden vi kommer til vraget af HMS Repulse. Jeg benytter tiden til at kontrollere udstyret. Som så mange steder med dybe dyk er udstyret en blanding af eget og lejet udstyr – i det her tilfælde fra tek-skabet hos min vært B&J Diving.
Alle dele af udstyret er gode. Men den sammenbragte konfiguration bliver næsten ny for mig. ”Næsten” fordi det lykkedes mig at få et hurtigt dyp ved bådbroen i går aftes. Jeg måtte jo se, hvor meget bly, jeg behøvede.
Tydeligt torpedohul
Bare nogle meter under mig kan jeg allerede se skyggen af styrbordssiden på Repulse. Det gule på Bens flasker og scooter aftegner sig skarpt mod et mørkt torpedohul, hvor han binder nedstigningslinen fast. Nedstigningen er ukompliceret. Der er slet ingen strøm. Slækket i rebet driver blot i vandet. Senere medgiver Martin, at det dels beror på planlægning og dels på heldet. Strømme og tidevand er ikke lige så forudsigeligt som i fx den Engelske Kanal.
Først handler det om det almene strømmønster i det sydlige Kinesiske Hav og Thailandbugten. De drives af monsunvindene. Oveni kommer effekten fra tidevandet; i øjeblikket er der springflod. Til tider neutraliserer tidevandet havstrømmene. Nogle gange overmatcher havstrømmen tidevandet og andre gange aftager havstrømmen, så der er mulighed for stille vande.
HMS Repulse hviler på bagbordssiden og hælder så meget, at dækket danner et overhæng over overbygningerne og kanonerne. Men hun ligger ikke så meget på hovedet som de fleste andre krigsskibe. Måske skyldes det, at Repulse var en lettere bevæbnet krydser, eller også på forløbet den gang, hvor hun sank.
Under hullet fra torpedoen følger vi åbningen i overbygningen, til der hvor flykatapulten går tværs over dækket. Så svømmer vi fremad lige over midtlinjen. Ruten bringer mig forbi en af flakkanonerne og derefter forbi et kanontårn med tre firetommers kanoner. Artilleriet fortsatte med ildgivningen mod de lette Mitsubishi G4M Betty bombefly med torpedoer lige til den sidste eksplosion fik Repulse til at kæntre. Først da blev der givet ordre til at forlade skibet.
Begge kanontårnene er gået løs fra deres fundament, så man kan se maskineriet omgivet af små bunker ammunition. Hele 513 mand ud af besætningen på 1.309 gik ned sammen med skibet. Derfor betragtes HMS Repulse som en krigsgrav og man må ikke svømme ind i vraget. Men skaderne får mig til at fundere over hvor ”inde” begynder og ”ude” slutter. Jeg trækker en mental linje over vraget; en grænse, som jeg ikke må overskride.
En helt anden grænse på dykket går...
