Trimix
– er trimix det næste nitrox?
Hvor er han henne? En let paranoia er ved at indfinde sig. Vores instruktør kan finde på hvad som helst. Måske lukker han ned for gassen på dobbeltsættet? Måske flår han masken af os? Måske simulerer han freeflow-problemer ved at trykke på vores purge-knapper? Og måske gør han del hele på én gang?
Vi er i gang med et simuleret deko-dyk. Vi dykker med dobbeltsæt og to stage-flasker. Vi er i øjeblikket på det punkt i vores runtime, hvor opstigningen skal starte, men indtil videre har der ikke været nogen større udfordringer. Det er gået efter planen.
Vi ved, at dette dyk bl.a. skal teste vores evner til at løse komplekse problemer i teamet. Jeg kigger mig igen omkring, men jeg kan ikke få øje på vores instruktør Magnus, så jeg besvarer op-signalet fra mine to medkursister. I samme øjeblik stopper min gasforsyning, og jeg suger slangen tom i en sidste indånding. En skygge i øjenkrogen afslører, at Magnus må have sneget sig om bag mig og har lukket ned for mit dobbeltsæt. Jeg ved, at det ikke kan nytte noget at skifte til den alternative luftkilde, der hænger under min hage i en elastik. Den vil også være lukket. Jeg giver et stort tom for luft-signal til Gary, der straks tager sin egen regulator ud og rækker den lange slange til mig, mens han skifter til sin egen ekstra luftforsyning, der ligeledes hænger under hans hage.
Det fungerer helt uden panik og stress, men pyh! hvor det er rart igen at have en regulator i munden! Så langt så godt. Vi kigger os om efter Morten for at begynde opstigningen, men opdager pludselig, at han på uforklarlig vis har mistet sin maske! Mens jeg stadig trækker vejret fra Garys lange slange, tager jeg fast i Morten for at støtte ham, mens han får fundet sin reservemaske frem fra lommen i tørdragten og får den på. Så er vi endelig klar til at gå i gang med opstigningen og de simulerede dekostops, der ligger foran os. Vi er lidt bag ud i forhold til vores plan, så vi kommer til at justere den undervejs.
Gad vide hvilke udfordringer, der ellers møder os, inden vi igen bryder overfladen i det salte Middelhav?
Hele alfabetet
Trimix-dykning er ikke kompliceret i sig selv. Trimix er jo blot en åndingsgas, og lige som fx luft og nitrox, handler trimix-dykning sådan set bare om at trække vejret. Ind og ud. Ind og ud. Men trimix giver adgang til større dybder og dermed lange dekompressioner, ofte med brug af to-tre forskellige dekogasser ud over bundgassen. Derfor er det nødvendigt, at trimix-dykkere behersker en lang række komplicerede scenarier og situationer, og både er selvhjulpne og samtidig er teamplayers. Fritidsdykkere, der til enhver tid kan afbryde deres dyk, behøver kun en plan B, hvis noget går galt. Trimix-dykkere har brug for det meste af alfabetet...
Vi er på Malta for at gennemføre et kursus i teknisk dykning. Ud for hovedstaden Valetta, ligger et sandt overflødighedshorn af vrag, der er perfekte til formålet. På dybder mellem 40 og 60...