Rebreathere Del II

Universalgeniet Leonardo Da Vinci (1452 til 1519) rodede med at designe dykkerudstyr, men det blev på tegnebrættet, og i dag ved vi, at Da Vincis princip overhovedet ikke ville havde virket.
Omkring 1680 videreudviklede en anden italiener, Giovanni Borelli, Da Vincis ideer, stadig under den antagelse, at man kunne indånde sin egen udåndingsluft.

Borelli var dog klar over, at udåndingsluften var uren og han forslog derfor, at den kunne renses ved at lede den gennem et kobberrør, der blev afkølet af vandet. Han håbede, at urenhederne ville kondensere i røret og dermed ikke påvirke dykkeren. Hans notater afslørede dog, at han ikke selv troede helt på det. Vi ved ikke om udstyret nogensinde blev testet i praksis.
I 1771 blev luftpumpen opfundet, så man kunne begynde at pumpe luft gennem slanger til dykkere på bunden. Det blev afgørende for udviklingen af overfladeforsynet dykning, der blev et alternativ til rebreatheren, som anvendes af erhvervsdykkere den dag i dag.

Året efter opfandt franskmanden Sieur Freminet en slags rebreather, der genanvendte udåndingsluften. Men Freminets opfindelse var ikke helt vellykket – han døde af oxygenmangel efter tyve minutter på sin enhed. Måske skulle han have ventet til 1773? Der opdagede den franske kemiker Lavosier nemlig, at oxygen er livsnødvendigt, og at mennesker og dyr forbruger oxygenet i luften.
I 1878 fik den engelske ingeniør Henry Fleuss patent på udstyr, der bestod af en gummimaske, forbundet til en åndesæk og en oxygentank af kobber. CO2’en blev renset ved at lede gassen gennem noget tovværk, der var vædet i kaustisk soda. På dette system kunne han dykke i op til tre timer. Fleuss testede sin enhed i 1879 ved at spendere en time i en vandtank og en uge senere dykkede han til 5,5 meter i åbent vand. Dette udstyr regnes for den første vellykkede rebreather.
Fleuss’ dykkeapparat blev brugt under et tunnelprojekt, hvor det var umuligt at anvende overfladeforsynede tungdykkere og det fik succes i forbindelse med redningsaktioner i oversvømmede miner.
I starten af 1900’tallet nåede oxygenrebreatheren efterhånden en vis modenhed og den blev anvendt i mange forskellige sammenhænge, blandt andet til røgdykning og som nødudstyr i miner og ubåde. Den enkle teknologi var relativt pålidelig på land og på lave dybder.

...