DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

  Viden  Vetenskap

Rebreathere Del II

– rebreatherens historie

Tekst & foto: Jesper Kjøller

Mennesket har gennem alle tider ledt efter teknologier, der giver mulighed for at opholde sig kortere eller længere tid i ugæstfrie miljøer. Dykning med lukkede systemer er langt ældre end åben scuba, men hvor de første 200 års udvikling af rebreathere har været drevet af militære og erhvervsmæssige behov, er det den tekniske sports-dykning, der har drevet DEN de sidste 30-40 år.

Universalgeniet Leonardo Da Vinci (1452 til 1519) rodede med at designe dykkerudstyr, men det blev på tegnebrættet, og i dag ved vi, at Da Vincis princip overhovedet ikke ville havde virket.
Omkring 1680 videreudviklede en anden italiener, Giovanni Borelli, Da Vincis ideer, stadig under den antagelse, at man kunne indånde sin egen udåndingsluft.

Borelli var dog klar over, at udåndingsluften var uren og han forslog derfor, at den kunne renses ved at lede den gennem et kobberrør, der blev afkølet af vandet. Han håbede, at urenhederne ville kondensere i røret og dermed ikke påvirke dykkeren. Hans notater afslørede dog, at han ikke selv troede helt på det. Vi ved ikke om udstyret nogensinde blev testet i praksis.
I 1771 blev luftpumpen opfundet, så man kunne begynde at pumpe luft gennem slanger til dykkere på bunden. Det blev afgørende for udviklingen af overfladeforsynet dykning, der blev et alternativ til rebreatheren, som anvendes af erhvervsdykkere den dag i dag.


Året efter opfandt franskmanden Sieur Freminet en slags rebreather, der genanvendte udåndingsluften. Men Freminets opfindelse var ikke helt vellykket – han døde af oxygenmangel efter tyve minutter på sin enhed. Måske skulle han have ventet til 1773? Der opdagede den franske kemiker Lavosier nemlig, at oxygen er livsnødvendigt, og at mennesker og dyr forbruger oxygenet i luften.
I 1878 fik den engelske ingeniør Henry Fleuss patent på udstyr, der bestod af en gummimaske, forbundet til en åndesæk og en oxygentank af kobber. CO2’en blev renset ved at lede gassen gennem noget tovværk, der var vædet i kaustisk soda. På dette system kunne han dykke i op til tre timer. Fleuss testede sin enhed i 1879 ved at spendere en time i en vandtank og en uge senere dykkede han til 5,5 meter i åbent vand. Dette udstyr regnes for den første vellykkede rebreather.
Fleuss’ dykkeapparat blev brugt under et tunnelprojekt, hvor det var umuligt at anvende overfladeforsynede tungdykkere og det fik succes i forbindelse med redningsaktioner i oversvømmede miner.
I starten af 1900’tallet nåede oxygenrebreatheren efterhånden en vis modenhed og den blev anvendt i mange forskellige sammenhænge, blandt andet til røgdykning og som nødudstyr i miner og ubåde. Den enkle teknologi var relativt pålidelig på land og på lave dybder.

...

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Fakta

BEGRÆNSET
Oxygenrebreatheren – enkel og pålidelig, men den har en praktisk maksimaldybde på 6-7 meter og anvendes derfor stort set kun af militære elitekorps.

Fakta

PÅLIDELIG
Halvlukket rebreather – SCR, her en Halcyon RB80. Udviklet til avanceret sportsdykning især dyb huledykning. Relativ enkel og pålidelig teknologi, men har ikke samme grad af...

Fakta

FLEST FORDELE  
Den hellukkede rebreather – CCR, her en AP Valves Buddy Inspiration. Udviklet til tekniske dykkere, der nyder godt af de længere bundtider på grund af effektiv udnyttelse af den...

Læs artiklen i DYK #46:





SOME images:
, , ,

Læs også