Bonaire
– Total dykkefrihed
Turen over Atlanten er altid noget af et eventyr. Det er en lang rejse på omkring ti timer, og man ved aldrig, hvor anstrengende turen bliver. En gang endte jeg med ikke at kunne rejse mig under hele flyveturen, fordi en overvægtig kvinde havnede i sædet ved siden af mig. Straks efter, at flyet var lettet, faldt hun i en dyb søvn, og hun vågnede først lige inden landing på den anden side af Atlanten med det resultat, at jeg ikke forlod mit sæde under hele turen. Det var drøjt, men så er belønningen så meget desto større, når man endelig er kommet frem. Sådan er det også denne gang.
En lun brise slår dig i møde, når du stiger ud af flyet. Det er ikke en kvælende, ubehagelig hede, men bare et behageligt pust af varme, som straks får stressen til at klinge af. Så henter du en metallicblå pickup hos biludlejningen og du begiver dig til hotellet. I vores tilfælde er det Bonaires mest berømte dykke-resort, Captain Don´s Habitat. Siden 60’erne har de taget mod gæster fra hele verdenen og har bidraget uvurderligt til den stærke position, dykningen i dag har på Bonaire. Don selv er still going strong og kommer forbi en gang i mellem og fortæller skipperskrøner for gæsterne. Øens slogan – A Divers Paradise – er et af resultaterne af, hvordan Don en gang i tidernes morgen forestillede sig dykningen. Han indså fra starten, at det var nødvendigt at beskytte koralrevene, og hans syn på øens natur og miljø gennemsyrer den måde, dykningen er organiseret på i dag. Øboerne værner om deres natur og de er dedikerede til at passe på den, så den er intakt til glæde for kommende generationer.
Bestem selv hvor du dykker
Holder øens slogan vand? Et det virkelig A Divers Paradise? Det lyder måske som et fikst markedsføringsslogan, men hvis du kan lide, at dykningen består af uberørte rev, bekvem adgang til dykkestederne og hvis du holder af en stor grad af selvbestemmelse med hensyn til, hvor og hvornår, du skal dykke, så er dette det rigtige sted at tage hen. Her er også muligheder for lidt mere eventyrlig dykning, hvis du skulle have lyst til det. Hvis du vil, kan du holde dig til båddykning eller vælge at besøge nogle af de mange kystyk, som er markeret med gule sten langs kystvejen.
Efter at vi fået pakket vores udstyr ud, laver vi et checkdyk lige foran Captain Don´s Habitat. Trapperne fra broen leder lige ned i det turkise vand. Vi efterlader hætten på land, spytter i masken, stopper regulatoren i munden, laver en hurtig makkerprocedure og forlader overfladen. Dette dykkested starter over en sandbund, der skråner svagt ned mod revkanten, som derefter falder brattere ned på mere end 50 meter mod endnu en sandbund. Mange af kystdykkene har en tilsvarende karakter, men der er også er både dobbeltrev og store koralhaver, vrag og vægge.
Højdepunkter
Der er ingen typisk sæson – på Bonaire dykker man året rundt. Når man glider langs revene og nyder det overraskende rige fiskeliv,...