DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

11. feb 2014

Huledykkerne omkom ved to separate incidenter

Huledykkerne omkom ved to separate incidenter
De finske myndigheder oplyser, at de tre overlevende finske huledykkere efter ulykken i Plura i Norge i sidste uge, nu er kommet hjem efter at være blevet behandlet i et trykkammer på Universitetshospitalet i Tromsø. Ingen af dem vil få alvorlige fysiske skader. Men hvad var det, der skete?

Ulykken, hvor to dykkere omkom, skete i fredags, da et erfarent team af fem mænd udforskede de dybere niveauer i hulesystemet i Pluradalen i Midtnorge. Deres plan var at svømme fra Pluradalen til Steinugleflåget i to grupper, og derefter dykke tilbage den følgende dag. Dykket skulle tage fem timer og bringe dykkerne ned til 129 meters dybde. Der blev brugt rebreathere og man medbragte en ekstra enhed som backup. Den første gruppe på to dykkere begyndte to timer før de andre tre dykkere. Dykket forløb i begyndelsen uden problemer og begge grupper lykkedes at komme ned til 129 meter.

På vejen op til Steinugleflåget sad en af dykkerne imidlertid fast i en trang passage på 110 meters dybde. Han fik problemer med sin rebreather og døde på trods af makkerens forsøg på at hjælpe. Makkeren var tvunget til at fortsætte alene til overfladen. På grund af problemerne varede dykket over otte timer i stedet for de planlagte fem timer. Den overlevende måtte stige hurtigere op end anbefalet, men han klarede sig uden symptomer på trykfaldssyge. Den anden gruppe løb ind i problemer, da de forsøgte at komme forbi den afdøde dykker. En af dykkerne formåede at komme igennem passagen, men mistede derefter kontakten med de andre og fortsatte alene. På grund af den lange dykketid, fik han ledsmerter. Da han kom op, blev han mødt af den overlevende dykker fra den første gruppe. De antog, at de to andre var vendt om mod Pluradalen og begav sig sammen ud af hulen. Med hjælp fra en lokal beboer advarede de politi og redningspersonale.

I mellemtiden var de to andre dykkere i sidste gruppe forblevet på 110 meters dybde, og på grund af problemer med rebreatheren måtte den ene skifte til sin backupgas. Han døde kort tid senere og den resterende dykker vendte om og satte kursen tilbage mod Pluradalen i stedet. Undervejs fik han problemer med sin uv-scooter og kom først til overfladen 11 timer dykkets start. Alligevel fik han ikke symptomer på trykfaldssyge. De to afdøde dykkere er stadig i hulen på omkring 110 meters dybde, og det er uklart, hvornår de vil blive bjærget.

Øvrige nyheder
  • Til reception på "Livet under overfladen"
25. nov 2012

Til reception på "Livet under overfladen"

I fredags var der reception i anledning af, at der er udgivet en ny bog med billeder fra...
  • Um-el Faroud - Maltas mest naturlige kunstige vrag
24. nov 2012

Um-el Faroud - Maltas mest naturlige kunstige vrag

Du behøver ikke rejse helt til Truk på den anden side af kloden, hvis du har lyst til at...
  • Nyt finning-forbud er ikke godt nok
23. nov 2012

Nyt finning-forbud er ikke godt nok

Et EU-flertal har valgt at vedtage et forslag, der har til hensigt at lukke det hul, der...

Sider