Skærpet rejsevejledning til Sharm el Sheikh
I forvejen har Udenrigsministeriet i et stykke tid advaret mod rejser til den nordlige del af Sinai, men nu udvides advarslen. Den udvidede rejseadvarsel gælder ikke-nødvendige rejser til det øvrige Egypten, skriver Udenrigsministeriet på sin hjemmeside.
Danske rejsebureauer har reageret ved at forberede hjemsendelsen af de danske turister, der er i de risikoplagede områder.
Ministeriets advarsel omfatter ikke turistområderne ved Rødehavet (herunder Hurghada) samt Luxor og Aswan og Nilkrydstogter imellem disse byer og Abu Simbel, oplyser ministeriet.
Årsagen til det forhøjede varsel er den generelt høje risiko for terrorhandlinger og bortførelser i hele Egypten, skriver ministeriet. På baggrund af trusler og angreb mod militær- og sikkerhedsstyrker er sikkerhedsberedskabet på Sinai-halvøen forhøjet.
Tysk stramning fornylig
Danmarks stramme rejsevejledning kommer nogle dage efter at Tyskland advarede mod rejser på hele Sinai-halvøen.
Det tyske rejsevarsel fik tyske rejsearrangører til at hente i hundredvis af turister hjem fra den egyptiske ferieby Sharm el-Sheikh ved Rødehavet.
Sidste efterår aflyste flere danske rejseselskaber sine ture til Egypten, da Udenrigsministeriet frarådede det i rejsevejledningen. Den blev dog lempet igen i september.