Cuba

►  Der er meget uro rundt om i verden. Covid-19 hærger i Asien og visse dele af det sydlige Europa, men da jeg rejser er epidemien endnu ikke nået til Skandinavien eller det amerikanske kontinent.

Forholdet mellem Cuba og USA er ikke det bedste og Trump har bestemt, at ingen turister må rejse til Cuba fra USA. Eftersom jeg allerede har en billet til Miami, der ikke kan ombookes, må jeg ændre planerne og rejse via Mexico. Derfor udnytter jeg naturligvis chancen for at blive en uge i Tulum med lidt skøn huledykning, noget som jeg virkelig blev bidt af forrige år og som du kan læse om i DYK #43.

Flyet videre fra Cancun til Havanna tager knapt en time, og jeg lander om aftenen. Efter at have passeret grænsekontrollen og hentet bagagen bliver jeg stoppet i tolden. Den kvindelige kontrollant peger på en håndskreven tekst på min bagage-tag og peger på en kø af folk længere inde i ankomsthallen. Jeg må vente over en time inden det bliver min tur. De to kvinder søger langsomt og nøje igennem min bagage inden jeg får et grønt stempel og kan passere.

Udenfor terminalen er der masser af taxier. En ung cubaner beder mig sætte mig ind i hans bil hvor hans mor allerede sidder på forsædet. Hans engelske er godt og vi småsludrer lidt på vej mod centrum af Havanna. Det er blevet lige efter midnat, da jeg checker ind på mit hotel. Af en eller anden grund får jeg en enorm suite med tre værelser og to badeværelser. Det kan virke lidt overdrevent til en enkelt person, som bare skal sove i fire timer, inden at det er tid til at mødes med de andre deltagere i lobbyen, for så at kravle på en bus, der skal køre os mod syd.

En lang rejse
Det er stadig mørkt da minibussen ruller genom Havannas folketomme gader og videre ud i landdistrikterne. Salsa-toner strømmer ud af højtalerne mens vi passerer små byer og marker med sukkerrør. Jeg nyder alle de mange indtryk langs vejen og ville ønske at jag havde mere tid til at udforske landet. Det føles som en anden tidsalder her. Overalt på vejene ser man gamle 50'er biler og hestevogne, som lader til at være de almindelige transportmidler for familier og arbejdere. Efter godt seks timers busrejse ruller vi ind i den lille by Port Jucaro med sine slidte men farverige huse langs gaderne. Vejen leder ned til en lille marina hvor båden som skal bringe os videre venter.

Personalet byder os velkommen og bærer vores tasker ombord. Bådrejsen ud til ø-gruppen Jardines de la Reina (dronningens haver) tager næsten fem timer, og da vi kommer frem til det flydende resort Tortugas, der ligger velbeskyttet mellem kanalerne i mangroveskoven, er det allerede blevet mørkt. Efter en lang dag med kun nogle små sandwiches til frokost er det vidunderligt med en vellavet middag.

“Tito!…Tito!”, råber en af kvinderne ombord pludselig, mens hun hænger udover rælingen med en lille spand i hånden. Snart åbenbarer der sig en enorm krokodille ved siden af...