Frodes Logbog: Tadsjikistan

Dykning med ren ilt
Dykkerturen til Tadsjikistan starter i nabolandet Usbekistan. Her har jeg lige dykket med en 12-liters stålflaske, jeg havde haft med i flyet fra Danmark. I Samarkand var flasken blevet fyldt med 100% ilt på en fyldestation til svejseflasker. Nu forsøger jeg sammen med min tolk og guide Djasur at spørge pænt på en brandstation, om de vil fylde flasken med atmosfærisk luft. Brandmændene kigger længe på flasken og studerer flaskeventilen, men efter en halv times tid siger de pludselig, at deres kompressor er gået i stykker. Det virker ikke til, at de vil hjælpe. Så vi må tilbage til fyldestationen, der fylder svejseflasker. Her fylder de den igen med 100% ilt. Det giver mig så en dybdebegrænsning på 6 meter, fordi ilten bliver giftig ved 1,6 bars partialtryk. Prisen for lufpåfyldning er 25.000 usbekiske som, som svarer til 15 danske kroner. En yderst rimelig pris.

Slæberi ved grænsen
Vi kører mod den tadsjikiske grænse, som kun ligger 40 km fra Samarkand. Da vi ankommer til grænsen efterlader vi Djasurs bil på den usbekiske side, og på den tadsjikiske side vil vi så blive samlet op i en tadsjikisk registreret bil for at undgå komplicerede formaliteter med bilpapirerne. Dykkerflasken og de 25 kg jernskiver, jeg havde lånt i en sportsbutik og som skal gøre det ud for blybælte, har jeg fordelt i to store duffelbags, som nu vejer helt absurd meget. Men ved fælles hjælp får Djasur og jeg slæbt alt grejet hen til de usbekiske immigrationsmyndigheder, der stempler os ud af Usbekistan. For at komme ud af Usbekistan skal bagagen igennem et sikkerhedstjek, og fyren der sidder og passer sit monotone arbejde foran skærmen ved x-ray-maskinen, stivner pludselig, da dykkerflasken og vægtskiverne lyser op på skærmen. Han taler ikke et ord engelsk, men Djasur oversætter og fortæller, at jeg skal åbne dykkertaskerne. Fyren gør store øjne, da han ser alt dykkerudstyret, blandt andet flaske, vægtskiver, tørdragt, regulator og stort undervandskamera. Djasur forklarer til ham, som det er, at vi skal dykke oppe i Fann-bjergene i Tadsjikistan. Han griner højt, siger ”Jacques Cousteau” og vinker os igennem. Vi slæber prustende det tunge grej gennem ingenmandsland. Da vi kommer til den tadsjikiske del af grænsen, er der en kæmpe kø. Djasur ringer til Shodmon, der er vores kontakt på den tadsjikiske side. Det viser sig, at Shodmon allerede holder i sin bil og venter på os, og han har kontakterne i orden — for da han kommer hen til tolderne, bliver vi vinket forbi den enorme kø og stemplet ind i Tadsjikistan på få minutter.

Lidt efter sidder vi i Shodmons store Lexus firehjulstrækker på vej mod byen Panjakent, hvor han bor. Her skifter vi køretøj og fortsætter i en firehjulstrukket minibus, som Shodmons chauffør kører. Shodmon er ejeren af den alpine camp ved Seven Lakes højt oppe i Fann-bjergene. Det er her, jeg vil forsøge at dykke. Shodmon taler kun tadsjikisk, men det sprog mestrer Djasur...