Great Lakes Revisited

►  Forsinket rejse
I 2021 havde Becky en planlagt tur til Presque Isle, og jeg havde i mellemtiden gennemført mit MOD2 rebreather kursus, hvilket er et krav til disse ture. Jeg tilmeldte mig med det samme, men turen blev aflyst på grund af COVID-situationen. Turen blev rykket et år frem, og jeg erfarede, at tre andre svenskere havde booket sig på samme rejse, men på grund af restriktioner skete der heller ikke noget det år.

Men endelig fik vi grønt lys til at tage afsted i begyndelsen af ​​juli 2023. Jeg rejste en dag tidligere end de andre og mødte Fredrik, Jesper og Jan i Chicago, hvor vi havde booket en Ford Expedition, den største bil udlejningsfirmaet havde. Da vi skulle hen for at hente bilen, viste det sig, at vi måtte nøjes med en Chevrolet Tahoe. Der stod vi med 12 store tasker og en del håndbagage og kløede os i hovedet, men efter lidt "Tetris" med taskerne lykkedes det os at få det hele med. Køerne ud af Chicago bevægede sig til tider langsomt, og vi måtte stoppe natten over på den 72 kilometer lange tur fra Chicago til hotellet i Rogers City, hvor vi skulle bo i en uge. Den følgende dag møder Becky og hendes mand David os på hotellets parkeringsplads. Det er et simpelt hotel, men med en fin beliggenhed og en sandstrand ved Lake Huron. Vi møder også de andre deltagere, som alle er amerikanere.

Resten af ​​dagen går med at klargøre og samle udstyret og transportere det til dykkerbådene. Vi fire svenskere ender på vores egen båd og bliver mødt af skipperne Lindsay og Nick. Det er en større hurtiggående aluminiumsbåd med dobbelte påhængsmotorer og finesser som f.eks. en dykkerlift (hvilket er usædvanligt her). En særlig innovativ detalje er de højdejusterbare pladser til vores rebreathers.

Første dyk
Søndag morgen er det tid til vores første dyk. Vraget hedder Defiance, en tomastet skonnert bygget i 1848. Skibet sank i 1854 efter en kollision med skibet John J. Audubon (hvilket bliver vores andet dyk på dagen). Sejlturen tager cirka 45 minutter, inden vi ankommer til en hvid bøje markeret med vragets navn.

Det er altid lidt anspændt ved første dyk et nyt sted. Jeg tjekker udstyret en ekstra gang og prøve-ånder i loopet et stykke tid, inden jeg får hjælp til bailout flaskerne og hopper i.

Vandet er azurblåt og klart med næsten ingen strøm. Jeg svømmer hen til bøjen og venter på Janne, som er min buddy. Vi tjekker, at intet bobler og stiger så ned langs linen ved bøjen. Vandet er ret varmt, men på omkring 30 meter passerer vi gennem et springlag, og temperaturen falder til fire grader.

Det er overraskende lyst, og jeg kan se vraget i sin fulde længde under mig, mens jeg bremser på 55 meters dybde – et næsten surrealistisk syn! Jeg stopper ved agterstavnen og tager billeder, mens Janne lyser op og filmer. Vraget er helt kølret og er utroligt velbevaret med begge master stadig stående. Vi svømmer forbi et lille ovenlys...