DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

  Kystleksikon  Kustlexikon
Kystleksikon #63 Helligsø – Midt/VestJylland
Kystleksikon #63 Helligsø – Midt/VestJylland
Kystleksikon #63 Helligsø – Midt/VestJylland
Kystleksikon #63 Helligsø – Midt/VestJylland

Kystleksikon #63

Tekst og foto Kim Meineche
Helligsø – Midt/VestJylland

Et yndet dykkested i Limfjorden ligger ud for Helligsø Teglværk og i området umiddelbart nord og syd for. Teglværket ligger ca. 30 km nord for havnebyen Struer. Blot nogle få hundrede meter fra Teglværket ses en yderst ejendommelig og bemærkelsesværdig konstruktion udført i stål og plastik. Den ligger et stykke ude i vandet og er forbundet med en gangbro ind til land. Konstruktionen tilhører Nordisk Folkecenter for vedvarende energi og udgør deres prøvestation for bølgeenergi. Denne forsøgsstation er dog lukket til daglig, med mindre man har en aftale med Folkecentret om en fremvisning.
Med asfaltvej og P-plads, blot nogle få skridt fra selve stranden, er stedet yderst tilgængeligt. Når ellers vindforholdene ikke forplumrer sigten i vandet, er der, afhængigt af årstiden, et mangfoldigt liv af søanemoner, sønelliker, nøgensnegle, diverse fladfisk, stenbider, krabber, muslinger, østers, tang og måske en hummer hvis man er heldig. Bestanden af hummer i Limfjorden er gennem de senere år steget betydeligt, hvilket er en god indikator om, at vandkvaliteten er blevet markant bedre end den har været i mange år.
Bunden er forholdsvis flad og består af blandede områder af sand og sten. Lige nord for teglværket er bunden dog mere stenet end syd for.
Den ringe strøm, den moderate dybde og det mangfoldige bundliv gør stedet velegnet for især nye dykkere, men også undervandsfotografen med hang til natur og dyreliv, vil finde stedet meget interessant. Desværre er sigten ikke altid så god, da stedet er meget udsat for vestlige vinde, så det tilrådes i første omgang at gå i vandet med makro-optikken monteret.
Det er ikke usædvanligt at møde lystfiskere i området, så vis hensyn og gør dig synlig for dem, så dykket ikke ender i én stor forvikling af fiskesnører og bandeord.

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også