Mars stadigvæk mageløs

►  Brandrøgen er tyk og stanken af krudt blander sig med lyden af angstskrig og stålklinger, der krydses. Overalt dundrer et bulder af musketter og kanoner. Dækket er rødt af blod og det er svært at stå fast. På Mars kæmper tapre svenske sømænd og soldater for livet. I bølge efter bølge driver de fjenden tilbage. Det er den 31. maj, det herrens år 1564 og det nådesløse søslag udspiller sig nordøst for Øland i Østersøen.
Desperationen hænger i luften og Mars er gået i brand, så det er bare et spørgsmål om tid, før flammerne når frem til krudttønderne. Det er utænkeligt at stryge flag og kapitulere. Kun de med nobelt blod i årene kan håbe på pardon hos sejrherrerne. Adelige vil blive holdt tilbage med et krav om løsepenge, men almindelige tilfangetagne soldater vil derimod miste livet på den mest grusomme måde for at afskrække fjenden, så det her er en kamp på liv og død. Danskerne og deres medsammensvorne, de professionelle lejesoldater fra Hansestaden Lübeck, drives af en brændende ambition om at indtage Mars. Det ville være et fantastisk trofæ, men soldaterne er ligeglade med kongernes politiske målsætninger – de vil bare have andel i krigsbyttet.
Kanonkuglerne fra Mars og fra de talrige angribende danske orlogsfartøjer under ledelse af den navnkundige admiral Herluf Trolle, fyger gennem luften i den korte afstand mellem skibene, som er låst sammen af entrehager, ræling mod ræling. Fyrre punds kanonkugler rammer igen og igen med stor kraft og smadrer træværk eller river lemmerne af soldater. Det er et mareridtsagtigt sceneri af død og ødelæggelse.
En kraftig eksplosion ryster pludselig det mægtige skib. Hele dækket synes at rejse sig og krigerne falder omkuld. Både svenskerne, danskerne og de tyske lejesvende forsøger nu desperat at forlade Mars, der hurtigt synker. Vandet syder og koger, og en enorm sky af damp rejser sig som et kæmpe spøgelse op af havet. Mageløse Mars er ikke længere at se på Østersøen. Tilbage i overfladen ligger blot vragstumper og lemlæstede eller døende sømænd.

På frierfødder
Den svenske konge Gustav Vasas søn Erik XIV’s ivrige frierfærd rundt til Europas fyrstelige hoffer kan i dag virke noget småkomisk. Prinsen er omkring 30 år og vil gerne giftes, men ikke med hvem som helst. Han opvarter mange potentielle adelige jomfruer hos Europas fyrstendømmer i en jagt efter en passende dronning, men Erik er kræsen. Mange bliver fornærmede, når han forhører sig, om den pågældende kandidat er smuk eller ej.
Gustav Vasa har målbevidst opbygget en stærk flåde for at kunne sikre Sveriges handel på Østersøen. Prins Erik rekvirerer ofte disse skibe som transport, når han er på frierfødder. Det må have været et ret imponerende syn, når prinsen af Sverige anløb en havn, eskorteret af Østersøens mest moderne krigsflåde.
Oprustningen undgår ikke den danske kong Frederik IIs opmærksomhed, og på trods af, at Danmark er tvunget til at gældsætte sig, indleder man et oprustningskapløb....