Når dybder drager
For et par år siden befandt jeg mig på et gammelt sejlskib i Stillehavet. Kaptajnen og hans kammerat var et par gamle flippere, der havde dykket længe før, at nogen havde overvejet min tilblivelse. De gamle rotter var formet af en anden tid, hvor erfaringer måtte gøres uden løftede pegefingre. Udstyret skulle man nærmest genopfinde ved leveringen. I hvert fald var det ikke sjældent, at man modificerede grejet. Der er sket landvindinger siden, men mange af de nye udstyrsfinesser mente de var til at springe op og falde ned på. Eksempelvis var der ikke nogen af dem, der blev videre imponeret, da jeg demonstrerede et fikst hjælpemiddel kaldet en BCD. ”Luft ind, luft ud – det er sgu’ da bare derned af”, sagde de.
Disse herrer havde mange dyk på bagen. Kaptajnen havde med tiden droslet ned for dykkene, men hans ven – lad os kalde ham Dykkeren – var bidt af en gal dykkerrabies, hvis lige jeg ikke siden er stødt på nogen steder i verden. Han dykkede simpelthen på alt, der var fugtigt. Så snart flasken var tom, tikkede den antikverede kompressor på fordækket i den fugtige tropiske luft, alt imens Dykkeren stod ved dens side med et bredt smil og en pibe i munden.
Da jeg gik om bord på båden, havde jeg gennem et halvt år forinden arbejdet på en stor dykkebåd i Middelhavet med mange gæster. Samtlige medarbejdere var vant til lange arbejdsdage med dykketider på grænserne af diverse anbefalinger. Alligevel kom det som noget af en overraskelse, da jeg sammenholdt dybder og tider for de dyk, der blev foretaget om bord på dette sejlskib. En så lemfældig omgang med ikke-dekompressionsgrænser var jeg ikke vant til.
Lunken øl
Det lille ørige øst for Filippinerne som vi besejlede, bød på mange suveræne dykkeoplevelser. Nogle forskere hælder til den opfattelse, at livet på jorden er opstået i det Indiske Ocean, og siden hen har det spredt sig til resten af kloden. Det skulle forklare, at artsrigdommen er så sindssygt varieret som intet andet sted på jorden. Det er nærliggende at købe denne forklaring, for på de dyk, jeg foretog, var det fuldstændig overvældende, hvad der passerede langs revvæggen. Hajerne baskede roligt forbi på hvert eneste dyk, og skildpadder lignede på ingen måde en truet art, når den ene familie efter den anden sejlede forbi mod en dybblå baggrund.
Adskillige uger forløb, og det meste af tiden brugte jeg i selskab med Dykkeren. De eksotiske forhold, det varme vand og de varierede dykkesteder indbød ikke til disciplineret dykning. Vi plaskede i baljen, så snart vi fik lejlighed til det, og var der en snert af dårlig stemning om bord, var Dykkeren altid den første til at spænde blybæltet om vommen, og forsvinde under overfladen. Med tiden stod dekompressionsgrænserne ikke længere så tydeligt i bevidstheden som ved ankomsten. Var albueleddet ømt ved dagens slutning, blev bekymringerne skyllet bort med lunkne øl i solnedgangen. Næste morgen var der intet at mærke.
Kalkuleret...
