Koraller formet som buske fungerer som hjem for anthias fisk i alle regnbuens farver.
Napantao
– På eventyr i Filippinerne
Næsten to måneder er gået, siden vi var på sejlbåden Yamanja, fulde af eventyrlyst. Jeg tænker ofte tilbage på den uge og smiler. Så mange smukke øjeblikke. Øjeblikke hvor jeg følte mig levende, nærværende og lykkelig. Med blikket konstant søgende i horisonten efter en gruppe legende delfiner, eller minderne om alle solnedgangene på rejsen. Og bedst af alt, den uforglemmelige dykning.
► Eventyrlyst
Fabrice er en god ven af Bo og mig, der elsker eventyr mindst lige så meget som vi gør. Han kom til Filippinerne i en alder af tyve år med drømmen om at blive dykkerinstruktør. Tredive år senere er han her stadig. Ligesom jeg blev han forelsket i landet. Vi havde længe talt om at begive os ud i hans sejlbåd for at dykke på fjerntliggende steder. Efter noget planlægning ventede vi nu kun på den tropiske sommer med solskinsdage, roligt hav og bedre sigtbarhed. Vi var så klar som vi kunne blive.
Den Første Fase
Da vi forlod øen Cebu og tog mod øst, så Bo en rævehaj hoppe højt over overfladen allerede inden for den første time. Det føltes som et godt tegn. Vi passerede øer som Negros, Sumilon, Siquijor, Camiguin og Bohol. Undervejs blev jeg venner med flere delfiner, der blev hos os i lang tid. Jeg sad forrest på båden med mine ben dinglende over det klare blå vand. Jeg hørte delfinerne kommunikere med hinanden, da de legende svømmede lige under mig. Jeg råbte til Fabrice, at han måtte komme hen for at lytte. Der sad jeg næsten en halv time før de smukke dyr fortsatte deres rejse i en anden retning.
Solen gik ned over horisonten og steg harmonisk op næste morgen. Vi måtte skiftes til at lede efter lokale fiskere, der håbede på at få bid. En gruppe grindehvaler passerede tidligt om morgenen. Regnen kom og gik, og det samme gjorde bølgerne. Vores jolle forsvandt en eftermiddag, mens vi alle havde tankerne andetsteds. Da vi kiggede agterud, var der tomt, og vi forstod hurtigt, hvad der var sket. Bølgerne havde været høje, og båden havde taget vand ind. Der var kun at vende om og hente Maldito, som jollen så pænt blev navngivet.
Limasawa
Efter præcis 40 timer på havet, ankom vi til et af de smukkeste steder, jeg nogensinde har set. En frodig ø med stejle små bjerge, der gav et dramatisk, men beroligende indtryk – Limasawa Island. Det er et sted man kan læse om historiebøgerne: I 1521 besøgte den portugisiske opdagelsesrejsende og navigatør Ferdinand Magellan og hans besætning nemlig øen. Efter en periode med kampe med de indfødte, indgik man en fredsaftale. Lederne af øen, Rajah Kolambu og Rajah Siani, konverterede derefter til kristendommen og kort tid efter holdt europæerne den første romersk-katolske messe i Filippinerne nogensinde. Rajah Kolambu havde dengang fem koner, og det siges, at det var sådan øen fik sit navn, fordi "lima" betyder fem og "sawa" betyder koner. I dag, 500 år senere, er størstedelen af Filippinernes befolkning stadig katolske.
Heldigvis fik vi en helt anden modtagelse end Ferdinand Magellan, da vi ankom. Vi fandt hurtigt en ubeboet lagune, hvor man kunne høre smuk musik fra junglen. Et rigtigt paradis. Fabrice og jeg sejlede ud med Maldito for at finde ud af, hvor vi kunne lave det første dyk på turen. Allerede efter et par minutter så jeg koralrevet kun få meter under mig, og det så sundt ud. Forventningerne steg...
, 
