Profilen: Bo Mancao

►  Tidligt lærte han at fylde flasker, afmontere dykkerudstyr og han lærte forskellige hilsner på diverse sprog. Der lå altid forskellige dykkemagasiner og spændende bøger, som han kunne bladre i. Flere år senere sparede Bo op til sit helt eget kamera og begyndte at fotografere. Han drømte om, at en dag at kunne leve af, at vise verden, hvor fantastisk smukt livet under overfladen er.

Opvæksten
Bo har guidet dykkere af forskellige nationaliteter gennem hele sin opvækst. Da han var 18 år, besøgte han Tubbataha National Park for første gang. Han brugte dengang et simpelt kamera, som han øvede flittigt med. Sammen med sin familie tog han rundt til forskellige dykkemesser, hvor han lærte mennesker fra alle verdenshjørner at kende.

Efter sine universitetsår flyttede Bo til Budapest for at arbejde i et par år. Europa var spændende og det stik modsatte af det ø-liv, han var vant til. Han havde tidligere studeret inden for IT og arbejdede i branchen, da han rejste tilbage til varmere breddegrader. Tidligt hver morgen mødtes han med sine venner for at tage et dyk, før det var tid til at tilbringe resten af ​​dagen foran computeren. Nok havde det været en begivenhedsrig tid i Budapest, men følelsen af ​​at være under overfladen igen var simpelt hen ikke til at overgå.

Eventyrene
Bo begyndte at fotografere mere og mere. Passionen voksede og også lysten til at udvikle sig. Da han boede på øen Cebu, omgivet af sunde koralrev, kunne han i princippet dykke så meget, som han ville. Sammen med sine venner tilbragte han nætter på simple udriggere, så de kunne dykke, indtil de ikke orkede mere. Han har fortalt om eventyrene på øen Malapascua, som dengang ikke endnu var blevet et populært turistmål. De slog lejr på stranden og dykkede i løbet af dagene. Cabilao, ikke langt fra øen Cebu, er endnu et sted, han gerne vender tilbage til. Under et af sine dyk der, så han hundredvis af hammerhajer passere – et uforglemmeligt minde.

Et par timer syd for Cebu City ligger kystbyen Oslob. Han havde hørt usikre rygter om garanti for at se hvalhajer der. Bo og hans venner syntes, at det lød besnærende, omend for godt til at være sandt, så en tidlig morgen kørte de sydpå for at se, om rygtet holdt vand. De satte sig under et stort træ og ventede. Efter et stykke tid kom en ældre herre, en fisker, og spurgte, om de ville se hvalhajer. Det ville koste dem 20 kroner i alt. Inden den ældre herre forsvandt, sagde han at han ville vende hurtigt tilbage. Og ganske rigtigt, efter et kort stykke tid, kom han padlende i sin lille båd et stykke ude fra stranden med en velkendt hajfinne stikkende op over overfladen bag ham. De blev alle glade og tog hurtigt deres udstyr på for at holde dem med selskab.

Comeback
I 2012 tog Bo en beslutning, der ændrede hans liv. IT-Karrierenblev skrinlagt, og han besluttede helt at leve af at fotografere. Han organiserede også dykkerture rundt i landet og...