Scuba Libre
- uovertrufne naturoplevelser på Cuba
Jeg følte mig som medvirkende i et reality show på MTV: Hi I’m Johnny Knoxville, and your’e watching Jack Ass. I’m about to go in the water with sharks in a feeding frenzy...
Måske burde jeg have anet uråd allerede på vej til dykkestedet? Affaldsposen i bunden af speedbåden var frossen, da vi sejlede fra vores liveaboard, men nu udsender den et umiskendeligt duftspor i den bagende sol. Fiskekadavrene er medbragt med henblik på at fodre hajer – en praksis, jeg er lidt loren ved. Men vi får at vide, at hajerne først vil få godbidderne efter dykket. Godt så. Skik følge eller land fly.
Ved Coral Negro 1 briefer vores cubanske divemaster Idelvis os om, at vi formodentlig, ud over silkehajer, også vil se store caribiske revhajer. Og dem skal vi passe på. Lad være med at flagre med arme og ben, lyder rådet. Det lover vi.
Efter dykket hænger vi på sikkerhedsstoppet og nyder sceneriet i det absurd klare vand. Vi har haft hajer omkring os hele tiden, men nu kommer der flere og flere til. Der er efterhånden omkring 20 silkehajer og en håndfuld caribiske revhajer omkring båden – de ved vist godt, at der snart er mad på bordet.
Oppe i overfladen spørger Idelvis mig, om jeg vil blive under vandet og fotografere hajernes ædeflip. Hvor tit får man sådan et tilbud? Jeg siger ja tak uden at betænke mig. Det kan vel ikke være risikabelt, ellers ville han jo ikke spørge, siger jeg til mig selv. Men der er dog ét problem. Der er ikke meget luft tilbage i min flaske. Jeg foreslår, at jeg bliver i overfladen og snorkler i stedet. No problemo! Jeg krænger scubaenheden af og min makker Andreas bliver også i vandet med snorkel, men vælger en anden vinkel med sit videokamera. Resten af gruppen kravler op i båden.
Jeg svømmer lidt væk, og fornemmer den næsten elektriske stemning i vandet, mens hajerne samler sig omkring båden. De ved godt, hvad der skal til at ske. Det gør jeg ikke...
Cubakrisen
De frosne fiskerester smides i en plastikkurv, der bliver sænket ned. Hvad der nu sker, varer formodentlig kun få minutter, men det fornemmes som en evighed. Efterhånden fatter et dusin silkehajer større interesse for mig, end for fodringen ved båden. Først kommer de bare tæt på. Så kommer de endnu tættere. Og pludselig begynder de decideret at gå til angreb på mig! Det er fuldstændig uvirkeligt og ret ubehageligt. Jeg må bogstaveligt talt forsvare mig med mit kamera og har ikke åndsnærværelse nok til at fotografere. Her ligger jeg i overfladen langt fanden i vold fra civilisationen midt i et feeding frenzy. This is not happening to me! Jeg venter hvert øjeblik, at hajernes tænder vil flænse min våddragt, og jeg frygter, at blodet vil gøre dem endnu vildere. Jeg holder stadig fast i mit kamera. Selv om jeg et kort øjeblik overvejer at droppe det, giver det en vis sikkerhed at have noget at forsvare sig med.
Men på trods af, at hajerne helt klart...
