En sky af liv

Et par uger senere var jeg på et natdyk som så mange andre før ved Grand Cayman. Men problemet var, at dette ikke bare skulle være endnu et natdyk. Jeg kiggede på mit ur. Det blinkede 21:20. Vi havde været i vandet i 15 minutter allerede. Mine øjne fik øje på en flot blå blæksprutte på jagt, men jeg ignorerede den og blev ved med at stirre på korallen foran mig. “Kom nu! Kom nu!” Intet. Klokken var 21:26. Solen var gået ned for mere end to timer siden.

Klokken 21:31 kunne jeg se de første tegn, men efterhånden som minutterne tikkede, begyndte det at blive mere og mere usandsynligt, at det ville ske i aften. I bare begejstring over at være fløjet tværs over Atlanten og være taget ud på revet sent på aftnen, havde jeg måske fortrængt, hvor små vores odds faktisk var. Måske havde korallerne allerede udløst deres sæd og æg tidligere på aftnen? Måske havde de gydet i går? Måske var det sket for en måned siden? Måske var der slet ingen massegydning netop her? Jeg så på mit ur. Stadig 21:31! 

Klokken 21:33 begyndte jeg at føle en knude i maven. Hvad skulle jeg sige til Steve, når vi kom op? Jeg så op og så ham på den anden side af revet i silhuetten fra hans dykkelygte. 

Min computer viste 21:36, og lige pludselig så mine koraller anderledes ud. Måske havde jeg stirret på dem så længe, at mine øjne begyndte at opfinde nye mønstre? Jeg kiggede igen. Mens jeg rykkede nærmere, kunne jeg se, at polypperne langsomt, men tydeligt begyndte at ændre form. Blegt lysrøde bundter på en eller to millimeter i diameter begyndte at vise sig i polypperne. Yes!

Jeg susede over til Steve, mens jeg viftede med armene for at få hans opmærksomhed, og jeg trak ham over til min koral. Nu var ændringen meget tydelig selv fra flere meters afstand. Overfladen på hele kolonien så anderledes ud. De fleste koraller er hermafroditter, og de udsender bundter af æg og sæd. Jeg kiggede i den næste koloni og den næste ved siden af – overalt var korallerne parat til at udsende deres sky af æg og sæd. 

Det var der, at Steve og jeg udvekslede de formodentlig mest entusiastiske O.K.-signaler, der nogensinde er udvekslet. Det blev også til en række mindre traditionelle håndsignaler, der skulle udtrykke, at vi jo var vidne til et enormt bunkepul. 

Efter 20 minutter, og med en brag, begyndte den egentlige forestilling. Der var adskillige arter, der gydede på én gang. Små kolonier af hjernekoraller udsendte deres lyserøde bundter i forskellige størrelser. Og selvom jeg aldrig tidligere har kunnet udskille de enkelte polypper i hjernekoraller, var de nu tydeligt synlige, fordi hver af dem producerede deres eget bundt. Knaldrøde slangestjerner kravlede omkring på korallerne og indfangede bundter med deres klistrede arme, hvorefter de overførte rovet til deres mund.

Der var to arter af viftekoraller, der også var i gang med at formere sig – det var en overraskende og velkommen tilføjelse til forestillingen. Viftekoraller gyder ikke helt...