Ægypten hæver prisen på visum
Beslutningen om at øge prisen på et turistvisum til Ægypten er blevet udskudt flere gange. Oprindeligt var det planen, at prisstigningen skulle gælde fra november 2013. Den blev derefter udskudt til februar 2014 og nu endelig til 1. maj.
Ifølge turistministeren Hesham Zazou ventes stigningen ikke at påvirke strømmen af turister til landet. Ministeriet fortæller, at et ægyptisk turistvisum stadig vil være blandt de billigste i verden.
Ægyptens indtægter fra turisme, som er en vigtig kilde til udenlandsk valuta, faldt drastisk efter 2011-revolutionen på grund af efterfølgende politisk ustabilitet.
Da sikkerhedssituationen i det sydlige Sinai er blevet forværret under et voksende militant oprør, har Tyskland og de skandinaviske lande i øjeblikket udstedt en advarsel mod at rejse til halvøen.
Antallet af turister, der besøgte Ægypten i de første to måneder af 2014 faldt med 28 procent til 1,3 millioner i forhold til januar og februar 2013.