Fremtidens vindmøller får måske kun to vinger
Traditionelt har vindmøllen haft tre vinger, for at fordele sliddet på møllen jævnt. Men det problem mener Envision nu at have fundet en løsning på, og så er der ikke længere nogen grund til at den skal have tre vinger i stedet for to.
- Vi har forstærket møllen med ekstra stål for at modvirke problemet. Møllen er designet til at holde 20 til 25 år på samme måde som de trevingede møller, siger Anders Rebsdorf, der er direktør for den danske udviklingsafdeling i Envision Energy, til P4/Vest.
Testresultaterne fra Thyborøn viser desuden at den tomøllede vindmølle producere næsten lige så meget energi:
- De foreløbige resultater er lovende. Vi kan lave omtrent lige så meget strøm som en mølle med tre vinger. Det skyldes primært, at vores to vinger er bredere, siger Anders Rebsdorf.
Fordelen ved de to vinger er, at den er meget billigere at bygge og lettere at installere ude på havet. Derfor mener Envision Energy, at deres mølle vil have en god chance på det voksende marked.
- Vi kan skære 30 procent af omkostningerne, så møllen vil være konkurrencedygtig, siger direktør Anders Rebsdorf.
EnvisionEnergy har en tilladelse til at teste møllen ved Thyborøn Havn i to år. Når testperioden er slut er det planen, at en større udgave af selskabets tovingede mølle skal installeres på testcentret i Østerild Klitplantage.