Milliadærs skib ødelægger koralrev
Den amerikanske milliardær og medstifter af softwaregiganten Microsoft, Paul Allen, har fået en betragtelig bøde for, med sin enorme yacht, at have ødelagt det meste af et beskyttet koralrev.
Paul Allens 92 meter lange lystyacht, Tatoosh, ødelagde ifølge flere medier næsten 1.300 kvadratmeter af det beskyttede koralrev ud for Cayman Islands i Det Karibiske Hav tidligere i januar med sin ankerkæde. Det svarer til omkring 80 procent af koralrevet, oplyser de lokale miljømyndigheder. Paul Allen selv var ikke om bord, da det skete.
Paul Allen ejer flere lystyachter heriblandt en af verdens største privatejede yachter Octopus som har ligget i Københavns Havn flere gange. Det var dog den lidt mindre Tatoosh, der skabte problemer ved Cayman Island.
Ifølge den amerikanske TV-station CNN står Paul Allen til en bøde på op til 600.000 dollars foruden eventuelle erstatningskrav.
Ifølge myndighederne på Cayman Islands kan skiftende vinde have skubbet Tatoosh hen mod revet ud for øerne, som ligger syd for Cuba og huser omkring 58.400 indbyggere.
Skaderne på koralrevet sker kun fem måneder, efter at Paul Allen offentligt har meddelt, at han støtter forskning i at bevare og genskabe koralrev kloden over.