Nyt vrag fundet i Scapa Flow
Scapa Flow på Orkneyøerne har længe været betragtet som et sandt mekka for vragdykkere. Tusindvis af dykkere sætter hvert år kursen til øerne ud for Skotlands nordkyst for at dykke på nogle af de fineste vrag af første verdenskrig.
Den høje koncentration af vrag i Scapa Flow skyldes en sænkning af den tyske flåde, der fandt sted på Royal Navys flådebase i Scapa Flow efter afslutningen af første verdenskrig. Den tyske højsøflåde blev interneret i området i henhold til våbenstilstanden mens der blev forhandlet om skibenes skæbne.
Af frygt for, at alle skibene ville blive beslaglagt og tilfalde de allierede magter, besluttede den tyske kommandant, admiral Ludwig von Reuter selv at sænke flåden. Sænkningen blev udført den 21. juni 1919. Britiske vagtskibe havde held til sætte en række af skibene på grund, men 52 af de 74 internerede skibe sank.
Nu er der fundet endnu et vrag i området. Efter omfattende en eftersøgning, der startede tilbage i 2009, har ARGOS-gruppen (Aviation Research Group, Orkney & Shetland) nu lokaliseret en Grumman Wildcat Fighter, som gik tabt fra hangarskibet HMS Trumpeter under anden verdenskrig. Ifølge skibsloggen tabte man flyet på grund af en katapultfejl. Piloten blev reddet, men flyet sank i dybet.