
På færgeturen fra Bukavu til Goma sejler vi lige forbi øen Idjwi, der er en indre ø i Kivu-søen. Øen er 70 km lang og med et areal på 340 km² er det den næststørste sø-ø i Afrika og den tiende største i verden.
D. R. Kongo
Endemiske cichlider og to tiggende bomber
Blå diplomatplader
Det er en tidlig morgen i august 2023 i Burundis hovedstad, Bujumbura. Sammen med den danske konsul i Burundi, Michael Hansen, pakker vi hans bil med dykkergrej. Michael vil gerne med mig op til Goma og dykke. Vi kører gennem smukke landskaber nordpå, op gennem Burundi og krydser grænsen ind til Rwanda. Som konsul har Michael naturligvis blå diplomatplader på sin bil, hvilket gør papirarbejdet ved grænsen meget lettere. Ved de mange vejsidekontroller bliver vi hurtigt vinket videre. Vi kører til byen Cyangugu i det sydlige Rwanda, hvor vi efterlader bilen og finder et hotel for natten.
Forbudt for turister
De seneste år har det ikke været let at få visum til D.R. Congo. Da jeg en måned tidligere sendte mit pas og visumansøgning til ambassaden i Stockholm, blev jeg kort efter ringet op af ambassadøren. Jeg havde i min ansøgning været lidt for ærlig og skrevet, at jeg planlagde at rejse til Goma og dykke i Kivusøen. Ambassadøren forklarede, at det kunne han ikke godkende
– Goma var alt for farligt for turister. Men hvis jeg kunne sende en ny ansøgning, hvor det fremgik, at jeg skulle til hovedstaden Kinshasa, kunne det lade sig gøre. Han bad blot om en hotelreservation og en flybillet som dokumentation. Det var tydeligt, at han blot ville sikre sig, at han havde ryggen fri, hvis der skete mig noget. Jeg lavede en proforma-flybillet og hotelbooking – og få dage senere fik jeg mit visum.
Blåt servicepas
Næste morgen får Michael og jeg et lift til grænsen. Her står allerede en stor mængde mennesker, der – ligesom os – ønsker at krydse grænsen til fods fra Rwanda til byen Bukavu i D.R. Congo. Jeg kigger bekymret på Michael og siger opgivende: ”Det her kommer til at tage hele dagen.” Michael griner og trækker mig hen til diplomatlugen, hvor der ikke er nogen kø. Her fremviser han sit blå servicepas, og få minutter efter er vi begge stemplet ind i D.R. Congo.
Hellere færgetur end farlig landevej
På grund af M23 og andre væbnede grupper er det for farligt at køre bil op gennem D.R. Congo til Goma. I stedet tager vi færgen på Kivusøen fra Bukavu til Goma – en smuk sejltur på 4-5 timer. Vi passerer øen Idjwi, Afrikas næststørste sø-ø (340 km²), og den tiendestørste i verden. Søen har afløb i Ruzizi-floden, der løber mod syd til Tanganyikasøen. Nogle cichlidearter findes i begge søer, mens andre er endemiske for hver især. Kivusøen er med sine 485 meter en af verdens dybeste, og overfladen er dobbelt så stor som Lollands.
AK-47 ved havelågen
Ved ankomsten til Goma er der militær overalt. På næsten hvert gadehjørne holder et militærkøretøj med tungt bevæbnede soldater. Jeg havde fået kontakt med Bruce, en lokal dykker med flasker. Hans familie stammer fra Belgien, men han har boet her hele sit liv og vil gerne tage mig med ud. Næste morgen går vi hen til hans hus, som er omkranset af mure og...