De fleste dykkerflasker rundt omkring i verden har ingen markering på ventilen, der viser om der er åbnet eller lukket for luftgennemstrømningen. Derfor checker man selvfølgelig både sin egen og makkerens luft ved det obligatoriske buddy check
Tæt på
– en påmindelse om det grundlæggende
Hvad der skulle have været et afslappet dyk, udviklede sig pludseligt til en stressende situation under vandet. En simpel fejl førte til en vigtig lektie om forberedelse og grundlæggende færdigheder – og hvor hurtigt ting kan ændre sig under et dyk.
► For nogle år siden, da min mand og jeg var i gang med vores Divemaster-uddannelse (DM), besluttede vi os for at tage en dag med helt “almindelige” dyk. Vi ville minde os selv om, hvorfor vi elsker dykning – foruden uddannelse og praktik – og nyde den simple glæde ved at være under vandet.
Vi klargjorde alt udstyr omhyggeligt og læssede båden. Da vi havde en times sejlads foran os, blev al vores udstyr lagt pænt i bunden af båden.
Ved ankomsten til dykkerstedet gik vi alle i gang med at tage udstyret på. Jeg fik mit sæt på og gjorde mig klar, men kom pludselig i tanke om, at jeg havde glemt at åbne flasken.
Jeg bad min mand om hjælp, og han gik straks i gang med at åbne flasken. Mens han arbejdede, opdagede han, at stroppen om flasken var løs, så han spændte den fast igen. Jeg spurgte ham bagefter, om han fik åbnet flasken, og han svarede, at det mente han. For at være sikker tjekkede jeg mit manometer, der viste 200 bar, og tog et par dybe indåndinger i regulatoren. Manometeret viste ingen udsving, så alt virkede til at være i orden. Vi rullede bagover fra båden og begyndte vores dyk.
Problemer på dybden
På 10 meters dybde mærkede jeg pludselig, at luftstrømmen i regulatoren blev svagere. Jeg kiggede hurtigt på mit manometer, der nu viste 50 bar – et fald, der fik mit hjerte til at slå hurtigere. Inden længe var jeg nede på 20 bar. På det tidspunkt var jeg nået til 13 meters dybde, og selvom min makker (min mand) var tæt på, befandt han sig dybere end mig og lidt uden for rækkevidde.
Jeg havde kun få sekunder til at tage en beslutning. Skulle jeg svømme op til overfladen eller nå hen til ham? Jeg valgte det sidste. Jeg tog en sidste indånding – bogstaveligt talt den sidste luft fra flasken – og svømmede så hurtigt som muligt hen til ham.
Stressens virkning
Da jeg nåede frem, var der ingen tid til at tænke på korrekt signalgivning for “tom for luft”. Jeg greb hans octopus og hev den hen til mig, spyttede min egen regulator ud og forsøgte at få hans i munden. Stressen gjorde mig dog så urolig, at jeg satte den forkert i munden – omvendt. Jeg måtte tage den ud, vende den rigtigt og endelig tage en meget tiltrængt indånding.
Min mand tjekkede hurtigt mit manometer og fik en idé. Han justerede flaskens ventil og åbnede den helt. Som forventet viste manometeret straks 200 bar. Det viste sig, at flasken kun var delvist åbnet tidligere, hvilket havde begrænset luftstrømmen.
Læren af en tæt på-oplevelse
Efter denne oplevelse har jeg lært et par vigtige ting:
Åbn altid din egen flaske. At overlade det til andre kan føre til misforståelser eller fejl, som denne episode beviste.
Lær at åbne flasken med udstyret på. Det er en simpel færdighed, der kan gøre hele forskellen, hvis noget går galt under vandet.
Denne oplevelse var en hård, men vigtig påmindelse om, hvorfor det grundlæggende...
I DYK har vi bragt mange historier om fantastiske dyk, smukke dyr, destinationer og kurser. Men der er også den 'anden side af medaljen', der handler om hvordan man IKKE skal gøre, og hvilke – i nogle tilfælde...
, 
