DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

NetMag Teaser

S/S Najade.
Bygget i 1886 af Lindholmens Mekaniska Verkstad, Göteborg.
Broen med navigationsrummet på Najade.
En ung nysgerrig sæl møder mig nede på vraget.
Jeg blev ved med at lade mig fascinere af Indonesien og Raja Ampat. Samtidig havde jeg også et ønske om at komme væk fra civilisationen, jeg ville gerne opleve et isoleret sted, som ikke er overendt af andre dykkerbåde, men efter som Raja Ampat er en top destination, så vil der være risiko for at her er mange andre dykkerbåde.
Udover den historiske relevans er Bandahavet interessant på grund af sit spændende marinliv og sin isolerede lokation, hvilket giver et forholdsvis uberørt rev og noget af det smukkeste dykning man kan opleve.
Luftværnskampvognen M42 Duster.
Foto: Rene B. Andersen
Tekst: Jesper Kjøller, Foto: Torbjörn Gylleus
For millioner af år siden var hele Yucatanhalvøen dækket af vand. Halvøen udgjorde bunden i et lavt hav. Her trivedes fisk, skaldyr og koraller. Skaller og knogler af døde organismer faldt til bunds. Calcium i skeletdelene blev indlejret i slam af calciumcarbonat (CaCO3). Slambestandene blev presset sammen, stivnet og omsider omdannet til porøs kalksandsten.

I den efterfølgende istid sank havoverfladen. Halvøen kom fri fra havet. Der var tørre områder dækket af frodig vegetation. Regnvand trængte gennem den porøse kalksten og sigtedes sidelæns mod havet.

Regnvandet indeholdt opløst kuldioxid (CO2) fra atmosfæren. Sammen med forfaldne plantedele blev der dannet kulsyre (H2CO3). Syren opløste kalke. Lodrette aksler blev dannet fra jordoverfladen og samtidig vandrette passager ud til havet.

Den vigtigste mekanisme bag hvordan hulerne blev dannet er, at kalkstenen blev opløst af regnvandet. Dette fænomen opstod primært langs eksisterende forgreninger og revner i kalken. Sådan blev hulrummene skabt i undergrunden. Tagene over hulrummene blev støttet af omgivende kalksten og af grundvandet. Nogle hulrum voksede sig store - eller grundvandsniveauet sank. Dette betød, at taget over en hule kunne falde helt eller delvis sammen. Sådan blev cenoterne skabt. De er altså åbne sinkholes, ofte formet som en halvmåne.

Mayaindianerne havde mange legender. En af dem fortæller at guderne fyldte halvøen med ferskvand da de skabte Yucatán. Vandet er ”blodet”, der giver næring til indianernes jord. Den vandfyldte undergrund kom til at spille en stor rolle i mayaindianernes livsstil. Dels kunne de vande deres marker og vitalisere den livsvigtige majs. Dels var cenoterne et centralt punkt i deres religion. De nedsænkede offergave i vandet. Nogle stammer ofrede endda mennesker i

Læs hele artiklen i NetMag #43...





SOME images:
Den vigtigste mekanisme bag hvordan hulerne blev dannet er, at kalkstenen blev opløst af regnvandet.
Den vandfyldte undergrund kom til at spille en stor rolle i mayaindianernes livsstil.
Nogle hulrum voksede sig store - eller grundvandsniveauet sank.
Cenoter er altså åbne sinkholes, ofte formet som en halvmåne.


Tekst & foto: Torbjörn Gylleus
Cavern-dykning betyder, at du ikke forlader dagslyszonen. Nogle cenoter har store dagslyszoner, mens andre, som kun er et hul i jorden, kun er egnet til huledykning.

På et cavern-dyk kan du forvente at se skønne dekorerede sale med smukt lysindfald ovenfra, der skaber et katedrallignende lys under vandet – en drøm for enhver undervandsfotograf! For at følge med på en guidet tur i en af Mexicos smukke cenoter er det i princippet nok med et Open Water-certifikat, men hvis du vil gøre det på en mere sikker måde med mulighed for at dykke med din buddy uden guide, anbefaler jeg et Cavern-kursus. Her lærer du de samme grundlæggende principper, der gælder for huledykning. Du vil drage stor fordel af disse færdigheder, selvom du efterfølgende kun dykker i åbent vand. Ud over teorien med din instruktør, skal du lave en masse praktiske øvelser som både er nyttige og sjove. I første omgang handler det om at kunne vise god balance og beherske forskellige finne-teknikker, så du kan bevæge dig frem uden at hvirvle sediment op eller påvirke miljøet. Ud over lygte- og håndsignaler vil du også blive trænet i en såkaldt S-drill (en tom for luft-øvelse udført i overfladen lige før nedstigning). Der vil derfor være forskellige line-øvelser, herunder at følge en hovedline samt håndtering af spoler og hjul, der først udføres på land, derefter i vandet og i sidste ende i huleområdet, og du skal også svømme på en bane i åbent vand, hvor du vil lære at håndtere forskellige problemer, som din instruktør iscenesætter. Som cavern-dykker overholder du tredjedelsreglen (hvis du dykker med enkeltflaske), hvilket betyder, at du vender dykket, så når du har brugt 1/3 (eller nået den maksimale tid for at vende om). Resten bruges som backup, hvis du har brug for at dele gas med din kammerat på vej ud. Dykker du med dobbeltsæt, bruger du i stedet sjettedelsreglen. Det betyder, at du bruger 1/6 på vejen ind og 1/6 på vej ud. Så har du 2/3 tilbage som reserve.

Forhåndskrav før kurset: 

  • Mindst 18 år gammel
  • Open Water-certifikat eller tilsvarende
  • Mindst 25 loggede dyk

Når du er en certificeret Cavern-dykker, gælder følgende:

  • Du skal forblive i dagslyszonen, så du må ikke gå længere ind, end du stadig kan se sollyset
  • Maksimalt 60 meter fra overfladen via nærmeste udgang
  • Du skal have god trim og kontrol så du kan svømme uden at hvirvle sediment og følge en line Ingen forhindringer (smalle passager hvor kun en dykker kan passere)
  • Ingen dekompressionsdyk
  • Maksimal dykkedybde 39 meter (for nogle organisationer maks. 21 meter, men normalt 30 meter)
  • Der skal være mindst 12 meter sigt i starten af dykket
  • Gasplanlægning efter tredjedelsreglen med enkeltflaske
  • Gasplanlægning efter sjettedelsreglen med dobbeltsæt

Udstyr:

  • Enkelflaske eller dobbeltsæt med manifold og isoleringsventil, alternativt side-mount 1 regulator med lang slange (2 m) 1 regulator med kort slange (~ 55 cm)
  • Vinge og bagplade
  • Våddragt, alternativt tørdragt
  • Maske og finner, ingen snorkel
  • 1 line-cutter
  • 1 sikkerhedsspole
  • 1 primær spole
  • 1 primær lygte
  • 1 backup lygte
  • Dykkecomputer eller bottomtimer og dybdemåler
  • Wetnotes eller clipboard
  • Dykketabel eller backup computer
  • 3 linemarkeringspile
  • 3 ikke-retningsbestemte markører (cookies eller REM’s)
Læs hele artiklen i NetMag #43...





SOME images:
På et cavern-dyk kan du forvente at se skønne dekorerede sale med smukt lysindfald ovenfra, der skaber et katedrallignende lys under vandet – en drøm for enhver undervandsfotograf!
Når du er en certificeret Cavern-dykker skal du forblive i dagslyszonen, så du må ikke gå længere ind, end du stadig kan se sollyset
Der vil være forskellige line-øvelser, herunder at følge en hovedline samt håndtering af spoler og hjul. Øvelserne udføres først på land, derefter i vandet og i sidste ende i huleområdet,
For at følge med på en guidet tur i en af Mexicos smukke cenoter er det i princippet nok med et Open Water-certifikat, men hvis du vil gøre det på en mere sikker måde med mulighed for at dykke med din buddy uden guide, anbefaler jeg et Cavern-kursus. Her lærer du de samme grundlæggende principper, der gælder for huledykning. Du vil drage stor fordel af disse færdigheder, selvom du efterfølgende kun dykker i åbent vand.


Tekst & foto: Torbjörn Gylleus
Med dette kursus træder (svømmer) du ind i verden hinsides dagslysområdet og lærer det grundlæggende inden for huledykning. Uddannelsen bygger på det, du har lært under cavern-kurset. Du vil ikke være en fuldgyldig huledykker, når du er færdig, men du vil få viden og værktøjer til huledykning, som du kan bygge videre på. De praktiske øvelser er stort set de samme som på Cavern Diver, som du nu vil lære at forfine og forbedre, men du skal også træne en del nye scenarier.

Mange af øvelserne fra Cavern-kurset vil blive gentaget, så de sidder på rygsøjlen. Det er både sjovt og spændende at lave det første ægte huledyk sammen med instruktøren i starten af kurset. Ved kursets afslutning får du bind for øjnene, og derefter opgaven at finde tilbage til hovedlinen inde i hulen. Det vil også være en øvelse, hvor du skal finde an forsvundet makker, der er svømmet væk fra linen. Endelig vil der være en rigtig blind exitmed slukkede lygter, hvor du skal følge linen ud af hulen i mørke. Oftest skal du oven i det, løse nogle problemer på vej ud.

Forhåndskrav før kurset:

  • Mindst 18 år gammel
  • Certifikat til Cavern-dykning eller tilsvarende
  • Erfaring med dykning med dobbeltsæt

Når du er certificeret til Intro to Cave gælder følgende...

Læs hele artiklen i NetMag #43...





SOME images:
Det vil også være en øvelse, hvor du skal finde an forsvundet makker, der er svømmet væk fra linen.
Mange af øvelserne fra Cavern-kurset vil blive gentaget, så de sidder på rygsøjlen.
Linemarkeringspile


Tekst & foto: Torbjörn Gylleus
Dette kursus er en overbygning og er beregnet til at fungere som en bro mellem Intro to Cave og Full Cave.

Certifikatet gælder kun i et år og skal derefter fornys. Ellers konverteres den til Intro to Cave. Mange vælger imidlertid at gå direkte fra Intro to Cave til Full Cave, så kurset er ikke så almindeligt brugt. Når du har bestået kurset, får du mulighed for at dykke med tredjedelsreglen – det samme koncept som gælder for Full Cave. Du vil også lære at navigere i T-kryds samt med gaps (forsætlig afbrydelse af hovedlinen) og jumps (hop til andre hovedliner i fx sidegange), men ikke med avanceret navigation – det vil du lære på Full Cave kurset.

Under træningen vil du skulle gentage flere af øvelserne fra tidligere kurser. Der vil være meget fokus på planlægning med enkel navigation, og du får skærpet din viden gennem praktisk huledykning, der ligger ud over de begrænsninger, der gælder for Intro to Cave.

Forudsætninger:
Mindst 18 år gammel
Certifikat til Intro to Cave, GUE Cave 1 eller tilsvarende

Når du er certificeret apprentice Cave Diver gælder følgende...

Læs hele artiklen i NetMag #43...





SOME images:
Du får skærpet din viden gennem praktisk huledykning, der ligger ud over de begrænsninger, der gælder for Intro to Cave.
Du bliver certificeret til at dykke med dobbeltsæt med manifold og isoleringsventil, alternativt side-mount.
Du skal have god trim og kontrol så du kan svømme uden at hvirvle sediment og følge en line.
Tør-øvelse med bind for øjnene for at øve forskellige scenarier før dykket.


Tekst & foto: Torbjörn Gylleus
Dette kursus er det tredje trin i uddannelsen til dykning i et overhead-miljø. Avanceret dykkeplanlægning i kombination med praktiske øvelser og forskellige scenarier.

Formålet med kurset er ikke,at du skal kunne udføre alle typer huledyk. Det handler om at udvikle og forbedre den viden og de færdigheder, som du allerede har tilegnet dig under tidligere kurser – med visse tilføjelser. Der lægges vægt på planlægning og forbedrede færdigheder gennem en række dyk i hulemiljø. Under træningen vil du blandt andet udføre dyk, hvor circuits og traverser (dyk der slutter i en anden udgang/hule, end de blev påbegyndt) indgår

Forudsætninger:

  • Mindst 18 år gammel
  • Certifikat til Intro to Cave, GUE Cave 1 eller tilsvarende
  • Dekompressionsdyk kan kun udføres, hvis den eleven tidligere har uddannet sig i dette.

Når du er certificeret til Full Cave gælder følgende:

  • Du skal have god trim og kontrol så du kan svømme uden at hvirvle sediment og følge en line
  • Moderate forhindringer (passager hvor kun en dykker kan passere)
  • Max dykkedybde 39 meter, men normalt 30 meter
  • Gasplanlægning efter tredjedelsreglen
  • Dekompression kun hvis eleven allerede er uddannet til dette

Udstyr:

  • Samme som for Apprentice Cave Diver

Videreuddannelse
Der er flere typer kurser for dem, der ønsker at gå videre og lære nye færdigheder, systemer og konfigurationer. For eksempel er side-mount blevet ekstremt populær blandt huledykkere. Under hulekurserne følte jeg nogle gange lidt old school med mine traditionelle bagmonterede flasker. Det tyder på, at størstedelen af huledykkerne i Tulum dykker side-mount.
 

Læs hele artiklen i NetMag #43...





SOME images:
Formålet med kurset er ikke,at du skal kunne udføre alle typer huledyk.
Der lægges vægt på planlægning og forbedrede færdigheder gennem en række dyk i hulemiljø.
Under træningen vil du blandt andet udføre dyk, hvor circuits og traverser (dyk der slutter i en anden udgang/hule, end de blev påbegyndt) indgår.
Klar til endnu et dyk i Mayan Blue.


Tekst: Erik Oskarsson
Vandet er 30 grader varmt og her er helt mørkt. Jeg koncentrerer mig om at ligge helt stille over en lille hårdkoral, der er blevet hjemsted for en koloni af rødprikkede koralkrabber med stærke grønne øjne.

Pludselig bliver jeg forstyrret af en febrilsk og nærmest komisk viften med en dykkerlygte i nærheden. Jeg bander for mig selv og længes pludselig tilbage til den tid, hvor UV-lygterne ikke var så kraftige. Zugi, som er manden bag lygten, vifter endnu mere ihærdigt og først nu går det op for mig, at han vil vise mig noget. Jeg svømmer hen til ham og må konstatere at han har overgået sig selv – igen. På en lille læderkoral sidder en blåringet blæksprutte. Jeg prøver at virke cool, men det store smil, der breder sig på mine læber, kan ikke skjule glæden. På natdyk i Raja Ampat, ser man ting, som man ellers kun læser om i de smarte dykkermagasiner.
Raja Ampat ligger i det østlige Indonesien, på nordspidsen af Vestpapua. Området består af 1500 øer, der ligger som drysset ud over et areal på 4,5 millioner hektar. Det er langt fra hele Raja Ampat der er udforsket. Området strækker sig fra Waigeo i nord til Misool i syd. Det mystiske navn Raja Ampat betyder ”de fire konger” og stammer fra en lokal mytologi om en kvinde, der fandt syv æg. Fire af æggene klækkede og blev konger på øerne Misool, Salawati, Batanta og Waigeo. De tre andre æg forvandledes til et spøgelse, en kvinde og en sten. For flere hundrede år siden hørte Raja Ampat området under det mægtige sultanrige Tidore. Da hollænderne koloniserede Indonesien, blev sultanriget splittet i atomer og idag har Raja Ampat sin egen regering og er en del Vestpapua.
Området er kendt for både sine kalkstensøer med fugleliv og for verdens måske mest spektakulære dykning. Der findes nok ingen steder på jorden, der har flere og smukkere koraller end Raja Ampat. Forskere har identificeret individuelle rev, med større artsrigdom end hele Middelhavet. Raja Ampat byder virkelig på alt hvad en dykker kan ønske se sig at se. Blåhvaler, pygmæsøheste, søkøer, hajer, djævlerokker og tusindevis af fisk. 76 % af alle verdens koraller lever i Raja Ampat ligesom mere end 3000 fiskearter og mere end 1000 tropiske arter af landlevende dyr. Raja Ampat føles lidt som en vinder af ”Champions League” indenfor biodiversitet – og så er her simpelthen utrolig smukt!

Det Sydlige Raja Ampat
Koralrevene i det sydlige Raja Ampat har to fælles-træk, hvis skal generalisere. For det første er revene fyldt med fjer- og blødkoraller – de vokser overalt. Der er både store og små, og alle er en næsten lysende orange farve eller en mørkerød kulør. Korallerne er hjem for en masse forskellige arter. Alt fra goby-fisk over blæksprutter til bittesmå pygmæsøheste i forskellige størrelser og former. For det andet er revene i det sydlige Raja Ampat fyldt med hulrum, revner, grotter og udhæng. Da Raja Ampat består af kalkstensøer, er det naturligt, at undervandslandskabet bliver formet af havets bevægelser. Hulrummene skaber et spændende landskab med stor variation – et mekka for vidvinkel-entusiaster.

Konstant foranderligt vejr
Når man er bosat i Skandinavien er det ikke helt enkelt at komme til Raja Ampat. Det er fandens langt væk og kræver flere flyrejser før man kan iklæde sig dykkerudstyret og hoppe i vandet. Jeg fløj via Helsinki til Singapore, videre til Jakarta og derfra til Makassar før jeg nåede min destination. Sorong er den største by nær Raja Ampat og den ligger knap seks timers sejlads fra de nordlige områder.
Raja Ampat ligger næsten lige på ækvatorlinjen, hvilket forklarer det vekslende vejr. Man kan godt gå ud fra at vejret hele tiden skifter. Det er næppe et problem for os skandinavere, der er vant til ustadigt vejr, men det regner faktisk en hel del i området, hvilket også er årsagen til at her er utrolig grønt og frodigt, trods manglen på ferskvand. Selvom det regner meget er her meget varmt og vandtemperaturen ligger det meste af tiden på omkring 29 grader. Dykkersæsonen i Raja Ampat strækker sig fra november til april, hvor vejret er mest behageligt og dykningen bedst. Alt efter hvilke dyr man ønsker at se, varierer sæsonerne. Går man f.eks efter at se klumpfisk er sandsynligheden størst i november og december, hvorimod den blåringede blæksprutte er nemmest at finde i slutningen af sæsonen. Men uanset hvornår man besøger Raja Ampat garanteres der dykning ud over det sædvanlige.
Dampiersundet og Waigeo-området
Hvis det sydlige Raja Ampat er den ultimative destination for dykning med fjer- og blødkoraller, så er det nordlige Raja Ampat strømdykkerens paradis. Strømmene i det nordlige Raja Ampat skaber gunstige forhold for helt andre dyrearter som f.eks. oceaniske djævlerokker.
Faktisk er der ret stor forskel på nord og syd, hvilket tydeligst markeres af den noget lavere vandtemperatur; 28 grader!.Jeg ved ikke om vandtemperaturen har noget at sige, men i nord er landskabet mere fladt og her er generelt primært hårdkoraller. Omkring Waigeo kan man også opleve smukke mangrove-dyk, hvor man kan se hvordan koraller og mangroveskov vokser sammen og skaber et helt unikt undervandslandskab.

Blue Magic
Navnet ”Blue Magic” vil man nemt kunne forveksle med en sødlig blå drink på en eller anden strand i Thailand, men i dette tilfælde, er der tale om en undervandsklippe, der rejser sig op af Dampier-strædet, lige syd for Waigeo i det nordlige Raja Ampat. Dykkerstedet ser, sammenlignet med andre dykkersteder i nærheden, meget almindeligt ud. Blue Magic er en 30 meter bred og 150 meter lang højderyg af koraller, der ligger på 12-15 meters dybde. Her finder du lodrette vægge, der rækker ned til 60-70 meters dybde i alle fire kompasretninger.

Vi har planlagt et tidligt morgendyk her ved Blue Magic, fordi vi vil på jagt efter pelagiske djævlerokker. Vi ruller baglæns i vandet og...
 

Læs hele artiklen i NetMag #42...





SOME images:
Revene mellem øerne i det sydlige Raja Ampat.
En langnæset Goby har samlet mod til at kigge frem under et natdyk.
Den smukke blåringede blæksprutte.
En djævlerokke i Dampier strædet.


Tekst: Erik Oskarsson
En anderledes haj!

Jeg får en deja-vu lignende oplevelse, da jeg forsigtig forsøger at snige mig hen imod en wobbegong (Orectolobidae), der ligger helt uforstyrret, under et koraludhæng ved Batu Kecils sydspids. Hajen minder mig om noget. Pludseligt slår det mig, hvor meget wobbegonghajen ligner en norsk havtaske (Lophius piscatorius). Jo, ganske vist er wobbegongen en del større end havtasken, men det er da nærmest også den eneste forskel. Hajarten, der på engelsk kaldes ”Carpet Shark”, er lidt en signatur-haj for Raja Ampat og det nordlige Australien.
Ordet wobbegong, menes at stamme fra de australske aboriginals, hvor det ordret betyder ”vildskæg”, hvilket refererer til de hårlignende udvækster hajen har omkring munden. Hajen bliver normalt 1-1,5 meter lang og tilbringer det meste af dagen med at ligge og lure på fisk på en afsats eller under et udhæng. Da hajen som udgangspunkt er forholdsvis ligeglad med os dykkere, er det faktisk ret nemt, at nærme sig den forsigtigt og studere dens adfærd...

Læs hele artiklen i NetMag #42...





SOME images:
Da hajen som udgangspunkt er forholdsvis ligeglad med os dykkere, er det faktisk ret nemt, at nærme sig den forsigtigt og studere dens adfærd.
Hajarten, der på engelsk kaldes carpet shark, er lidt en signatur-haj for Raja Ampat.
Pludsesligt slår det mig, hvor meget wobbegonghajen ligner en norsk havtaske.
En wobbegong ligger på en koral ved dykkerstedet Batu Kecil.


Tekst og foto: Rene Andersen
U-89 deltog i adskillige ”wolf packs”, som var betegnelsen for taktisk masseangreb med ubåde rettet mod de allieredes skibskonvoyer under slaget om Atlanterhavet.

U-89 er en tysk ubåd fra første verdenskrig, som var uheldig,da den dykkede ud og kom op i overfladen. Den varkun 200m fra krydseren HMS Roxburgh,der var hurtig til at udnytte situationen og påsejle hende, hvorefter ubåden gik ned med alle mand.
Jeg har tidligere være på ubåden U-251 og den lidt mere kedelige russiske ubåd ved Bornholm, og jeg er lidt skeptisk over for ubåde. Men det var et imponerende syn, da jeg kom ned ad linen, som var landet lige bag tårnet. U-89 står på bunden med en lille slagside til styrbord, og jeg kan se tårnet og begge kanoner. Bag agter kanonen kan man se, hvor den blev påsejlet. Ellers er den i god stand uden at være kedelig. Der er masser af gode detaljer på den,og med mulighed for at penetrere den vil det give dykket en helt særlig dimension…
 

Læs hele artiklen i NetMag #42...





SOME images:
Da U-89 pludselig dukkede op ved overfladen, reagerede krydseren HMS Roxburgh hurtigt og valgte at påsejle ubåden, der herefter sank og gik ned med hele besætningen.
Der mødte mig et imponerende syn, da jeg kom ned ad linen, som var fæstnet lige bag tårnet. U-89 står på bunden med en lille slagside til styrbord, og jeg kan se tårnet og begge kanoner.
U-89 deltog i adskillige ”wolf packs”, som var betegnelsen for taktisk masseangreb med ubåde rettet mod de allieredes skibskonvoyer under slaget om Atlanterhavet.


Tekst og foto: Rene Andersen
UNDER EN STORM I 1915 FORSVANDT HMS VIKNOR UDEN AT UDSENDE NØDSIGNAL, OG MAN VED IKKE, HVAD DER SKETE.

HMS Viknor var oprindeligt en gamle passagerliner fra 1888, som i 1914 indgiki den engelske flåde med den opgave at patruljere mellem Island og Skotland. Selv om skibet var håbløst forældet,blevhun bestykket med kanon, og hun skulle primært tjekke neutrale skibe for kontrabande til Tyskland.

Læs hele artiklen i NetMag #42...





SOME images:
Under en storm i 1915 forsvandt HMS Viknor uden at udsende nødsignal, og man ved ikke, hvad der skete.
En maskine i denne størrelse, som var på HMS Viknor, kræver en hel del dampkedler, og efter hvad jeg lige kan nå at tælle i farten, har den omkring 12 stykker.
HMS Viknor var oprindeligt en gamle passagerliner fra 1888, som i 1914 indgiki den engelske flåde med den opgave at patruljere mellem Island og Skotland. Selv om skibet var håbløst forældet,blevhun bestykket med kanon, og hun skulle primært tjekke neutrale skibe for kontrabande til Tyskland.
HMS Viknor var oprindeligt en gamle passagerliner fra 1888, som i 1914 indgiki den engelske flåde med den opgave at patruljere mellem Island og Skotland. Selv om skibet var håbløst forældet,blevhun bestykket med kanon, og hun skulle primært tjekke neutrale skibe for kontrabande til Tyskland.


Tekst og foto: Rene Andersen
Jeg når desværre kun den forreste del af hms hurst castle. det er utroligt, så meget af vraget, der er forsvundet. tingene ligger i små klumper uden struktur.

HMS Hurst Castle er en engelsk korvet fra februar 1944, så hun er et moderne skib. Hun når dog kun at være i tjeneste i syv måneder, før hun bliver ramt af en tysk torpedo. Pga. skaderne og den sparsomme byggestil på en korvetstår den kun 2m over bunden, hvilket også er grunden til, at hun først blev fundet i 2011.
Linen lander omkring midtskibs, og det eneste jeg kan genkende, er en dampkedel. Inden vi hopper i, får vi at vide, hvordan linen vil ligge i forhold til vraget, så jeg svømmer ud mod stævnen, da det er en af de intakte dele. Dybden er 82meter, og det er nok det vrag, der har været mørkest på turen. Da længden på skibet kun er 77meter, bliver det et rent lysshow, da de andre kommer ned. Jeg når desværre kun den forreste del, men det er utroligt, så meget af det,der er forsvundet. Tingene ligger i små klumper uden struktur. Heldigvis sidder der strobe på linen, så den er nem at finde. På vej op ad tovet kommer de to sidste også, og da jeg stadig kan se en strobe hænge dernede, er jeg usikker på, om alle har forladt vraget.
 

Læs hele artiklen i NetMag #42...





SOME images:
Inden vi hopper i, får vi at vide, hvordan linen vil ligge i forhold til vraget, så jeg svømmer ud mod stævnen, da det er en af de få intakte dele på HMS Hurst Castle.
JEG NÅR DESVÆRRE KUN DEN FORRESTE DEL AF HMS HURST CASTLE. DET ER UTROLIGT, SÅ MEGET AF VRAGET, DER ER FORSVUNDET. TINGENE LIGGER I SMÅ KLUMPER UDEN STRUKTUR.
HMS Hurst Castle er en engelsk korvet fra februar 1944, så hun er et moderne skib. Hun når dog kun at være i tjeneste i syv måneder, før hun bliver ramt af en tysk torpedo. Pga. skaderne og den sparsomme byggestil på en korvetstår den kun 2m over bunden, hvilket også er grunden til, at hun først blev fundet i 2011.


Tekst: Jesper Kjøller, Foto: Sune Dadda Karma Harms

1
PASFORM ER ALT

Der er flere alternative dragtmaterialer, men det er vigtigere,
om dragten passer godt, end om den er i neopren eller
trilaminat. Prøv flere forskellige dragter, før du træffer
dit endelige valg, og overvej eventuelt at få dragten
specialsyet, hvis du ikke kan finde en stangmodel, der sidder
perfekt. Husk, at du skal kunne bøje dine ben, så du kan
kravle op ad en bådstige, og at du skal kunne række dine
arme om bag nakken.

2
INDERST INDE

En af de mange fordele ved tørdragtsdykning,
er at du lettere kan tilpasse dig forskellige
vandtemperaturer og kortere eller længere dyk.
Med flere forskellige underdragter og eventuelt
svedtransporterende undertøj, kan du let
sammensætte en dragtkombination, der passer til
den aktuelle vandtemperatur.

3
STRAM BADEHÆTTE

Latexmanchetterne skal sidde til, ellers kommer der
let vand ind. Men de må på den anden side heller
ikke være for stramme. Hvis dine fingre bliver hvide,
eller du får kvælningsfornemmelser efter et par
minutter i dragten, er manchetterne for stramme.
I værste fald kan en stram halsmanchet medføre,
at dit blodtryk falder med besvimelse til følge.
Instruktøren på dit tørdragtskursus eller personalet i
dykkerforretningen kan hjælpe dig med tilpasningen
af din dragt.

4
SVAGESTE LED

En tørdragt er et relativt skrøbeligt stykke udstyr og
lynlåsen er dragtens svageste punkt. Pas på under
transporten og opbevar altid dragten i en separat
pose, så den ikke bliver beskadiget af dit øvrige
udstyr. Læg den altid øverst, så der ikke kommer…
 

Læs hele artiklen i NetMag #42...





SOME images:


Tekst & foto: Frode Kjems Uhre
Den georgiske dykker Aftandil henter mig som aftalt på mit hotel i badebyen Batumi i Georgien kl. 11 om formiddagen. Han har taget sin kone og sine to børn med.

Vi kører lidt sydpå langs Sortehavet og stopper ved Kvariati-stranden, der allerede er godt fyldt op med solhungrende russiske turister. Aftandil fortæller, at han de seneste år har haft en lille dykkerbutik på stranden, men at han har lukket den igen, da der ikke var kunder nok.
Nu arbejder han i stedet som erhvervsdykker. Jeg var ankommet dagen før med Turkish Airlines, men det var min dykkertaske ikke. Her til morgen havde jeg ringet til luftfartsselskabet for at høre, om min taske var kommet med morgenflyet fra Istanbul, som jeg var blevet lovet dagen før. Men de fortæller, at bagagen er lokaliseret og stadig befinder sig i København. Heldigvis er det ikke det store problem. Jeg rejser altid med alt mit undervandsfotogrej i håndbagagen og det samme gælder maske, dykkercomputer og regulator. Aftandil låner mig en 3 mm shorty og en BCD og nogle finner. Han har endda en stor dykkerkniv, som han insisterer på, at jeg spænder på benet.

Aftandil bliver på stranden med konen og børnene, og jeg dykker alene fra stranden. Vandet er 28 grader varmt. Jeg svømmer lidt væk fra de mange badegæster og hen mod et lille stenrev. Her er masser af små fisk, men de er meget sky og lader mig ikke komme tæt på med kameraet.

Det samme gælder for krabberne, og selv de små eremitkrebs er sky. Jeg svømmer lidt væk fra stenrevet, ud på den bare sandbund og når ud på godt 6 meters dybde…

Læs hele artiklen i NetMag #42...





SOME images:
Rød mulle (mullus barbatus)
Krabbe (Pachygrapsus marmoratus)
Den georgiske erhvervsdykker giver ok tegn til at jeg kan vade ud i vandet mellem alle de russiske badegæster.


Tekst & Foto René B. Andersen
Vi skynder os ned ad tovet mod bunden på 72 meter på vraget RMS Justicia for at tage billeder af stævnen, og da vi begynder at se bunden, går virkeligheden op for os.

Under briefingen havde vi fået at vide, at hun er meget ødelagt,og mens vi hænger 8 meter over bunden, må vi indse, at alt er ukendeligt, og med hendes størrelse på 240m x 26m er det svært at vide, hvor man skal svømme hen, så jeg prøver at svømme i en vilkårlig retning og ender ved kedlerne; herfra burde det være let. Men nej, intet giver mening, og da vi ikke har scooter med, bruger vi dyrebar tid på at lede.
Jeg havde booket hos Barry Mcgill fra Indepth Technical Diving efter at have set nogle af hans billeder på facebook, og selv om vi var lidt sent ude, havde han plads til to. Herfra gik det stærkt med at få booket fly, veje, udstyr osv.
Vi fløj til Dublin, og derfra er der fire timers køretur op til byen Carrigart i Nordirland, hvor vi skulle bo hos Mevagh Dive Center.
Vel ankommet får vi gjort grejet klar og møder nogle af de andre deltagere samt Barry, som giver en lille briefing om dykningen. På grund af den stærke strøm er det tidevandet, som bestemmer, hvornår på dagen vi kan dykke, og der er kun mulighed for ét dyk om dagen. Vinden bestemmer, hvilke vrag vi kan komme ud til, og de næste par dage skal vise, at de ikke er sarte med at sejle ud i hårdt vejr. Selv om skibet har en rimelig størrelse og er en katamaran, så den ligger mere stabilt i vandet, er det langt over grænsen for, hvornår det er sjovt at være på båden. Heldigvis har den en lift, så det at komme op i båden igen kan lade sig gøre, selv om kameraet får lidt tæsk.
Alt om bord virker gennemført med deko-station og nødflasker, de kan hejse ned til os på...

Læs hele artiklen i NetMag #41...





SOME images:
HMS Audacious.
Stævnen er den meste intakte del på vraget RMS Justicia og selvsagt den mest fotogene med sit ”Titanic-look”.
Skibet Laura Dean var virkelig en drøm at sejle med, hendes egenskaber i hård sø var imponerende. På billedet ser vandet fladt ud, men det snyder. Der er 25 minutters sejlads inden vi kommer ud i det åbne, hvor de virkelige forhold viser sig.


Tekst & Foto René B. Andersen
Det første vrag, vi får dykket på, er SS Laurentic. Efter at være stødt på to miner gik hun ned i 1917 med 350 personer og en hemmelig last af 43 tons guld, og ifølge opgørelserne skulle der stadig være 22 guldbarrer på vraget, som man ikke fik bjærget.

Vraget ligger på 39 meter og er desværre meget ødelagt. Al den oprindelige form af et skib er væk, men det afslører en masse gode detaljer, som man ellers ikke får at se, og alt er stort. Alle dampkedler ligger blottet, og de massive maskindele med knastaksel og dampturbine samt drivakslen er intakte. Den har også været bestykket med kanoner, og der er stadig én,som står op og udgør et flot fotomotiv.
Senere, da jeg ved dykkercenteret snakker med en ældre mand, fortæller han, at de har bjærget en af dem, som står i byen Downings, som ligger 8 minutter fra, hvor vi bor, så inden vi kører hjem, får vi set den.
Selv om vi når to dyk på den, finder vi...

Læs hele artiklen i NetMag #41...





SOME images:
En af de næsten intakte kanoner på SS Laurentic.
Med en længde på 172 meter kræver det nogle massive og store ankre, hvilket altid gør et godt motiv.
SS Laurentic har ikke helt en Titanic-stævn, men er stadigvæk et flot motiv. Fordelen på dette dyk er, at vi ikke skal stresse over tiden, da bunddybden kun er 39 meter, hvilket giver os rigelig med tid.
Stævnen er altid den mest massive del af skibet, men her på SS Laurentic er det et sølle indtryk man får. Ankerspil og kæde ligger for sig selv og næsten hele skroget er væk.


Tekst & Foto René B. Andersen
HMS Audacious er et slagskib i super-Dreadnought-klassen, som i 1914 støder på en mine under en skydeøvelse. Besætningen prøver at nå i havn, men må opgive skibet, og det går ned, så det i dag ligger på 64 meter.

Det er et af de vrag, jeg har glædet mig mest til på turen, et rigtigt krigsskib med en massiv bevæbning: 5 13,5” twin-kanoner og 16 4” kanoner samt 3 torpedorør.
Desværre sker der det, da skibet tager vand ind, at det vender rundt med bunden i vejret,hvilket gør, at nogle af granaterne må være væltet. De eksploderer og antænder B-magasinkammeret med to andre eksplosioner til følge.
Da vi som de første kommer ned, skal vi sikre os, at ankeret ligger forsvarligt fast, men inden vi når så langt, kommer der en sæl og svømmer rundt om os. Men selv om den er tæt på, bliver der ikke noget godt billede med et fiskeøjeobjektiv. Dog stadig en fed oplevelse.

Som det er med den slags slagskibe, ligger de store 13,5” kanontårne løst, så når skibet synker og drejer rundt, falder de ud, og i det her tilfælde tror jeg også, at eksplosionen har gjort sit, da det både er kanontårn og barbette, der ligger helt alene et stykke fra resten af vraget. Også en af de små 4” kanoner ligger for sig selv på bunden, hvor vi har lidt tid for os selv. Men område bliver hurtigt oplyst af de andre dykkere, så kanontårnet bliver badet i lys, og tiden går...

Læs hele artiklen i NetMag #41...





SOME images:
HMS Audacious er et af de vrag, jeg har glædet mig mest til på turen, et rigtigt krigsskib med en massiv bevæbning: 5 13,5” twin-kanoner og 16 4” kanoner samt 3 torpedorør.
Et af de fem twin 13,5” kanontårne på HMS Audacious. På billede ser det måske ikke ud af meget, men lad mig beskrive det: Selve løbet er næsten 16 meter langt, tårnet vejer over 76 tons og kan skyde 22 kilometer med en granat på 635 kg.
Barbetten, altså den del som kanontårnet bliver sat løst ned i og kun holdt på plads af sin egen vægt. Det er netop fordi, at kanonerne sidder løst i barbetten, at de næsten altid falder ud når skibet synker.
Her ser vi én af de fire skruer, der var med til at give HMS Audacious en topfart på 21 knob. Ved agter skal man lede lidt efter tingene men vraget skuffer ikke, overhoved ikke!


tekst & Foto René B. Andersen
RMS Justicia er en oceanliner fra 1914, som blev brugt som troppetransportskib under første verdenskrig.

RMS Justicia blev ramt af seks torpedoer fra to forskellige ubåde, før hun gik ned, så hun i dag ligger på 70 meter. Før hvert dyk havde Barry lavet en tegning af vraget, men det tog noget tid at finde stævnen. Det er et flot syn, næsten Titanic-agtigt med rælingen rundt langs kanten. Stævnen er den mest intakte del af vraget, men jeg ville gerne have set mere af vraget.
Men med kamera var det svært at svømme væk fra så flot et motiv, og det var en næsten umulig opgave at se hele vraget uden scooter. For at give et billede af hendes størrelse er hun kun 30 meter kortere end Titanic.
Tiden gik rigtig stærkt, og selv om vi havde sagt tre timer til overfladen, kom vi alligevel til at overskride tiden med 20 minutter. Det gør dog ikke så meget med det system de bruger med deko-stationen, da den først bliver koblet af ankertovet, når alle har taget deres TAG-mærke, så man kan se, at...
 

Læs hele artiklen i NetMag #41...





SOME images:
Dette er den eneste del af skibssiden på RMS Justicia, ud af skibets længde på 237 meter, som stadig står oprejst. Prøv at se, hvor små dykkerne er i billede. Hvis man vil udforske dette vrag er scooter den eneste mulighed.
Stævnen på RMS Justicia.
På dækket i stævnen, hvor vægten af ankerspil har haft sin effekt. Som man kan se på capstand er dækket faldet en meter ned.
På billede kan det være svært at se, men i højre side er et af de æggeformede koøjer som svinger i sin midteraksel.


Tekst & Foto René B. Andersen
Det sidste vrag, vi skal dykke på, er SS Empire Heritage, et transportskib, som kom fra New York med krigsmateriale af Sherman-kampvogne, lastbiler og andet materiale, der var hårdt brug for til krigen. Skibet blev sænket af en torpedo i 1944.

Vraget i sig selv fik vi ikke set meget af, da de fleste kampvogne har stået på dækket, og da skibet gik ned, er de fleste væltet af dækket, så de ligger spredt over havbunden ved siden af vraget.
Med det antal kampvogne, der ligger, er der rigtig mange fotomuligheder. Nogle ligger oven på hinanden, kastet som var de legoklodser, hvor andre står rigtigt med en god baggrund. Som sædvanlig fandt jeg det bedste motiv til sidst i dykket, og med en dybde på 65 meter går tiden stærkt.
På vej tilbage til tovet når jeg at se lidt af vraget, og som de andre vrag herover er det meget ødelagt. Det må være bølgerne, der bryder dem ned, selv om de fleste ligger...

Læs hele artiklen i NetMag #41...





SOME images:
Vraget af SS Empire Heritage i sig selv fik vi ikke set meget af, da de fleste kampvogne har stået på dækket, og da skibet gik ned, er de fleste væltet af dækket, så de ligger spredt over havbunden ved siden af vraget.
Scooter er den bedste måde til at få et overblik over de mange Sherman-kampvogne, der ligger spredt over et større område på havbunden ved siden af vraget.
En af de andre dykkere er flink at ”scoote” forbi en ekstra gang så jeg kan tage dette billede. Der er mange kampvogne og der går tid med at finde den som står rigtigt.
Dette billede er taget i yderkanten af vragområdet og her klumper vi lidt sammen sidst på dykket så jeg er steget 10 meter op så jeg kan få et oversigtsbillede og udnytte de andres lys.


Tekst Jesper Kjøller, Foto: Sune Dadda Karma Harms
Læs med her, hvis du vil blive bedre til at dykke i dårlig sigt!

Så snart vandtemperaturen stiger, falder sigten. Alger, plankton og fiskeyngel fylder vandsøjlen og det går ud over det klare vand, der præger vinterhalvåret. Men fortvivl ikke – her er en masse gode råd til dykning i begrænset sigtbarhed.

Læs hele artiklen i NetMag #41...





SOME images:
Når du er kommet lidt ned, så giv dine øjne tid til at vænne sig til lyset. Tjek dit udstyr og overvej situationen. Selv om lidt teknik og ekstra opmærksomhed kan gøre dykket sjovere og mere sikkert, er der grænser for, hvor ringe sigten kan være. Hvis det er som at dykke i yoghurt naturel og du knap nok kan se ud til maskeglasset, er det måske bedre at aflyse?
Det er normalt problematisk at bruge lygter i dårlig sigt. Nogle gange bliver det værre, fordi lyset reflekteres tilbage af alle partiklerne i vandet. Det svarer til at tænde det lange lys på bilen i sne eller støvregn. En lygte med en stærk, smal kegle er ofte bedre til at skære gennem vandet, end en lygte med stor spredning. Prøv at hold lygten lidt vinklet for at undgå at oplyse partiklerne. Tankegangen er den samme, som når fotografer prøver at undgå backscatter.
En af de største udfordringer ved at dykke i ringe sigtbarhed, er at holde sammen med makkeren. Er du ikke allerede fortrolig med brug af makkerline (der er nogen, der aldrig dykker uden, og andre, der efter hundredvis af dyk stadig ikke har prøvet en), så var det måske på tide at teste den?
Undgå dybe dyk i dårlig sigt. Nitrogennarkosen kan forstærkes, når synssansen er begrænset. Hvis du føler dig fortumlet, så luk øjnene og træk vejret dybt. Hvis du er tæt på bunden, så søg ned mod den og hold fast i noget stabilt. Hvis du bliver rigtigt desorienteret, så kig på dine bobler – de stiger altid op ad.


Tekst & foto: Frode Kjems Uhre
Det er en tidlig morgen i juli. Jeg har sovet godt i mit lille telt i den lune sommernat i den hyggelige dykkercamp i Montenegro, som jeg var ankommet til i lejebil fra Dubrovnik aftenen før.

En muskuløs fyr med glatbarberet isse og et utroligt varmt smil skænker kaffe op til mig ved et lille campingbord. Milan, som den flinke serbiske dykker hedder, er tidligere elitesoldat fra faldskærmstropperne i den Jugoslaviske hær. 

Det er ham, der har inviteret mig ned til sin dykkercamp ved Žanjic bugten på den lille halvø Luštica lidt sydøst for Herceg Novi. Den ligger lige ved indgangen til en af de smukkeste bugter i verden, nemlig Kotorbugten.

Men mens vi sidder ved campingbordet og hygger ved morgenmaden sammen med et par af Milans dykkervenner, stiger kviksølvssøjlen stille og roligt. Heldigvis er der er gode muligheder for afkøling, for havvandet er kun 16 grader på dybden.
Dykkerlejren ligger lige ned til stranden, hvor der også er en lille hyggelig havn. Og her har Milan et par små gummibåde liggende. Vores første dykkersted ligger 2-3 minutters sejlads uden for havnen. Det er vraget af Patruljebåden PBR 512, der blev bygget til den jugoslaviske flåde i 1952 på Tittos værft i Kraljevica i det nuværende Kroatien. Dens opgave var hovedsageligt at bekæmpe ubåde. I 80’erne blev de gamle patruljebåde afmonteret for våben og brugt som mål ved skydeøvelser. På en af disse skydeøvelser blev PBR 512 ramt af et skibs missil uden sprænghoved, og det lavede et hul i skroget. Man forsøgte at slæbe båden i havn, så den kunne bruges til endnu en skydeøvelse, men pumperne kunne ikke følge med, og man blev nødt til at løsne slæbetrossen og lade skibet synke. Nu ligger vraget på sandbunden på 25 meters dybde, og det er det mest besøgte dykkersted i hele Montenegro. Vraget er i meget fin stand, og der er også meget liv på vraget, men det undrede mig lidt, at der ikke var nogen store fisk. Milan fortæller mig, at det skyldes dynamit fiskeri.

Midt på dagen er der siesta i dykkerlejren, og hen på eftermiddagen sejler vi ud igen. Der er mange mindre huler langs kysten, som man kan udforske. Lidt nede af kysten ligger der endda en slags ”Blue hole”. Lige under overfladen er der på stenrevet en åbning, man kan dykke ned i, og efter en tur gennem nogle mørke gange kommer man 15 minutter senere ud igen på godt 30 meters dybde. Inde i hulen er der ikke mange fisk, men jeg ser flotte krabber, rejer og andre krebsdyr. Virkelig en sjov oplevelse.

Om aftenen bliver vi inviteret over til en af Milans venner, der disker op med en...

Læs hele artiklen i NetMag #41...





SOME images:
Der er mange grotter langs kysten på Lustica halvøen i Montenegro.
En af de sjove detaljer på vraget af Tihany er denne wc-kumme med gule rørsvampe.
Den smukt begroede maskintelegraf på Tihany.
To af Milans små dykkebåde i Zanjic-bugten.


Tekst: Jesper Kjøller
Isdykning vender op og ned på mange af vores vante forestillinger. Normalt stiger spændingen, jo dybere vi dykker, men ved isdykning er det omvendt. Desuden er det den sikreste form for dykning, der findes og i øvrigt ikke så koldt, som man skulle tro. Hvordan kan det hænge sammen? Det kan du læse om her.

Ligesom fx huledykning og vragpenetrering, foregår isdykning i overhead environments. Altså dykning på steder, hvor der ikke er fri adgang til overfladen. Det stiller større krav til organiseringen, planlægningen og udstyret. Men isdykning er, hvis det er udført korrekt, den sikreste form for dykning, der findes. Det er almindelig kendt, at de fleste dykkeulykker indtræffer i overfladen. Men hvem har nogensinde hørt om en isdykker, der er blevet sejlet ned af en speedbåd? Får du problem på et isdyk og kommer til overfladen, ender du i et hul på få kvadratmeter, hvor hjælpende hænder er stand by for at yde assistance. Og du er hele tiden i tæt kontakt med din makker via en makkerline og med lineholderen oppe på isen. Du har en ekstra, helt uafhængig luftkilde med dig og bevæger dig maksimalt 30-40 meter væk fra hullet, der under de fleste forhold kan ses, uanset hvor du er. Det kæmpe cirkelmønster, der er lavet ved at rydde sneen omkring hullet, peger hele tiden tilbage til udgangspunktet, så selv om linen skulle knække, er det alligevel let at finde tilbage. Desuden er der et fuldt påklædt makkerpar, der er klar til at plumpe i, hvis der skulle være et problem.

Ikke for alle
Isdykning stiller dog store krav til deltagernes fysiske, psykologiske og udstyrsmæssige overskud, og det kræver en hel del organisering. Isdykning stiller også krav om mere udstyr, end nogen anden form for fritidsdykning, og det kan diskuteres om ikke grænsen mellem fritidsdykning og teknisk dykning til en vis grad er overskredet? Men den disciplin, der skal til, er sund at stifte bekendtskab med, og de teknikker, procedurer og sikkerhedsprincipper, der tages i anvendelse, kan måske også inspirere til endnu bedre dykkepraksis i andre, knap så ekstreme situationer. Desuden udmærker organiseringen omkring et veludført isdyk, sig ved, at der er mange forskellige roller, der skal udfyldes. Man kan derfor godt deltage meningsfyldt som hjælper og lære af sine erfaringer på et par isdyk, inden man eventuelt selv starter på et isdykningskursus.

Fordi den er der
Der skal nok være nogen, der ryster på hovedet og spørger sig selv: Hvorfor i alverden er der overhovedet mennesker, der finder på at save hul i isen for at dykke under den? Det enkle svar er: fordi isen er der! I mange områder af Skandinavien er der ingen vej udenom, hvis man overhovedet vil i vandet i vintermånederne. Især i Nordsverige og Finland er isdykning den eneste form for vinterdykning, der findes. Men ud over det, kan der være mange grunde til at vælge isdykning – også selv om der findes alternativer i åbent vand, når søerne er frosset til. Isdykning giver adgang til dykning i områder, der er utilgængelige på andre årstider. Måske fordi der er for meget bådtrafik eller bare fordi man ikke kan komme derud. Isdykning giver en dejlig rolig og stor platform at arbejde fra. Ingen pladsproblemer eller søsyge her.
Isen er ikke nødvendigvis flad på undersiden. Den kan danne fantastiske og fantasifulde formationer, der er så smukke, at de i sig selv kan være den egentlige årsag til isdykning. Lysspillet og de optiske illusioner under isen skal simpelthen opleves. Det er ofte ved isdykning, at du kommer ud for den bedste sigt. I og med, at vandet står stille, og måske har stået stille i uge- eller månedsvis, er alle partikler faldet til bunds, og der er ingen plankton eller alger i vandmassen. Værsgo! Sigten er nærmest uendelig.
På samme måde som vores nysgerrighed drager os ned under overfladen om natten, er det også elementært spændende at se hvordan der ser ud under isen. Er der liv? Hvordan ser isen ud fra undersiden? Er det mørkt? Er det koldt? Det finder vi ikke ud af uden at gå derned.
Endelig skal man ikke underkende det adrenalinsus, det trods alt er at gå ind under en isflage, eller fornøjelsen ved at gennemføre et...

Læs hele artiklen i NetMag #40...





SOME images:
Man kan godt isdykke fra kanten af isdækket, men det kræver, at der er dybt meget tæt på land.
Det er ofte ved isdykning, at du kommer ud for den bedste sigt. I og med at vandet står stille, og måske har stået stille i uge- eller månedsvis, er alle partikler faldet til bunds, og der er ingen plankton eller alger i vandmassen. Værsgo! Sigten er nærmest uendelig
Isen er ikke nødvendigvis flad på undersiden. Den kan danne fantastiske og fantasifulde formationer, der er så smukke, at de i sig selv kan være den egentlige årsag til isdykning.
Her er der skåret et firkantet hul i isen. Det giver måske umiddelbart mere plads, men det er altså mere praktisk med et trekantet hul.


Tekst: Jesper Kjøller
Isdykning er uden sammenligning den form for dykning, der kræver mest udstyr. En komplet udrustet isdykningsoperation minder mest om en mellemstor isenkræmmerforretning, der afholder et udendørs ophørsudsalg.

Udstyret kan inddeles i fire kategorier. Selve isudstyret er knyttet til færdsel på isen og til udskæring af hullet. Sikkerhedsudstyret omfatter bl.a. liner og nødudstyr. Det personlige udstyr, ud over det basale dykkeudstyr, kræver lidt modifikationer og tilføjelser. Og endelig er der det øvrige udstyr, der er knyttet til deltagernes komfort.
 

ISUDSTYRET
Motorsav Selve hullet kræver en motorsav med en vis længde. Jo længere selve saven er, desto lettere er det at save, fordi man ikke skal læne sig frem, men kan stå nogenlunde oprejst. Foregår dykket på havet og er det dermed saltvandsis, der saves i, skal man nok ikke forvente sig lang levetid på saven. Den ruster hurtigt.
Sikkerhedsbriller beskytter mod flyvende issplinter. I mangel af bedre kan en almindelig dykkermaske anvendes, men rigtige sikkerhedsbriller er mere behagelige i længden.
Sand eller grus til at drysse rundt om hullet, så det er lettere at stå fast.
Flamingoplader eller liggeunderlag til at stå på, så kulden fra isen ikke afkøler mere end højst nødvendigt.
Isbor til at lave prøvehuller for at måle isens tykkelse og til at starte saveriet fra.
Plastickurve eller -kasser har flere funktioner. Dels bruges de til at transportere og samle alt udstyret i, men de kan også anvendes til at sidde på og til at opsamle liner i, så de ligger ordentligt kvejlet op og ikke fryser fast på isen.
Snerydningsudstyr og koste til at lave mønsteret på isen.
Kælke eller slæder til transport af udstyr og til at sidde på.

SIKKERHEDSUDSTYR
Cementklods. Hvis det er praktisk muligt at transportere den, kan en stor cementklods med en indstøbt metalbøjle (af den type, der holder skilte ved vejarbejder) anvendes som stopklods for linerne. Den har den fordel, at den vil lægge sig lige under hullet, hvis den af en eller anden grund skulle blive trukket ned i det. Er det tilstrækkeligt koldt, kan man fryse cementblokken fast til isen ved at hælde vand ud over den. Så flytter den sig ingen steder.
Isskruer bruges til at fæstne den ene ende af sikkerhedslinerne i isen, så de ikke kan smutte fra lineholderne. Kan anvendes i stedet for, eller som supplement til cementklodsen. Hvis der er et træ (eller en bil) i nærheden, kan linerne også fastgøres hertil.
Istænger til at hive isblokke op med.
Oxygenudstyr, førstehjælpskasse og kommunikationsudstyr siger sig selv.
30-40 meter 6 mm line som hovedline til det makkerpar, der er nede. Linen skal være statisk, dvs. uelastisk.
60-80 meter 6 mm line til stand-by dykkere. Worst case situationen er, at dykkerne skal eftersøges længere væk fra hullet end deres line går. Det kan fx være, at den er knækket eller gået løs. Derfor skal standby-dykkerne have en line, der er dobbelt så lang.
Flash til at afmærke hullet med.

PERSONLIGT UDSTYR
Det personlige dykkerudstyr kræver særlig opmærksomhed. Det gælder ved alle former for dykning, at udstyret skal være tip-top og i orden. Men små uhensigtsmæssigheder, som man måske lever med ved andre mere uforpligtigende former for dykning, kan have alvorlige konsekvenser under isen. Der er ikke noget, der hedder ”det går nok”. Punktum. De to forhold, der særlig spiller ind, er kulden og den begrænsede adgang til overfladen. Lad os se på udstyrskomponenterne et af gangen.
Maske, finner og snorkel. Ikke så meget at bemærke her, ud over, at masken evt. kan være en helmaske, der også dækker underansigtet. Den er væsentlig varmere, men bør kun benyttes, hvis dykkeren er fortrolig med den i forvejen. Hvis det er rigtigt koldt, nytter det ikke noget at spytte i masken. Det giver bare grødis i synsfeltet. Brug i stedet antidugmiddel. Snorklen bør ikke være monteret på masken, hvor den let kommer i vejen for linerne. Men den kan have sin funktion i overfladen, både for at spare luft og for at forhindre freeflow. Den kan evt. efterlades oppe på isen.
Regulatorsættet skal naturligvis være beregnet til koldtvandsdykning og bør være frysesikret. Førstetrin af membrantypen regnes generelt for at være mere frostsikre end stempelkonstruktioner, fordi membranen isolerer de bevægelige dele fra vandet. Andettrin i metal har en tendens til bedre at modvirke frysning, fordi metalhuset leder og fordeler varmen fra dykkerens udåndingsluft og dermed holdes temperaturen over frysepunktet, men der er også modeller i kunststof, der fungerer udmærket i koldt vand.
Uafhængig luftkilde. En almindelig octopus-konfiguration er ikke nok. Hver isdykker skal dykke med to helt uafhængige luftkilder. Fordi det oftest er førstetrinnet, der vil fryse, nytter det ikke noget at skifte til en octopus, hvis den primære luftkilde begynder at løbe løbsk. En Y-ventil med to separate førstetrin løser heller ikke problemet tilfredsstilende. Det er ikke usædvanligt, at selve flaskeventilen fryser, hvis uheldet virkelig er ude. Og så kan det være lige meget hvor mange førstetrin, der er sat på. Der kommer ingen luft. Løsningen er en ponybottle eller et dobbeltsæt med isolationsmanifold. Hvis den ene luftkilde begynder et freeflowe, lukkes for flasken og der skiftes til den anden. Og dykket afbrydes øjeblikkeligt.
Dragt. Du har måske hørt om folk, der isdykker i våddragt? Glem det – det er fuldkommen tåbeligt. Selve dykket går måske an, men at klæde om før og især efter dykket, er det rene selvmord. Isdykning foregår i tørdragt. Basta. Det siger sig selv, at du skal være fortrolig med tørdragtsdykning i åbent vand, før dit første isdyk. Læs i øvrigt mere om tørdragter og underdragter i DYK10, 2003.
Seletøj og makkerline. Seletøjet tages på uden på dragten, men før BCD og vægtbæltet. Seletøjet har en stor ring som sikkerhedslinen til overfladen og makkerlinen kan klipses i med to karabinhager med sikkerhedslås.
Handsker. Enten bruges tørhandsker eller tykke trefingerluffer. Et godt råd: medbring et tørt sæt handsker for hvert dyk, du skal lave. Ellers fungerer det...

Læs hele artiklen i NetMag #40...





SOME images:
Et par varme handsker, tør luft i flaskerne og et regulatorsæt, der er modstandsdygtigt over for frysning er de tre vigtigste komponenter i det personlige udstyr.
Enten bruges tørhandsker eller tykke trefingerluffer. Et godt råd: medbring et tørt sæt handsker for hvert dyk, du skal lave. Ellers fungerer det fint at hælde varmt vand i handskerne inden dykket.
Standby-dykkere skal have en line der er dobbelt så lang som dykkernes line. Worst case situationen er, at dykkerne skal eftersøges længere væk fra hullet end deres line går. Det kan fx være, at den er knækket eller gået løs. Linen skal altid være statisk.
Du har måske hørt om folk, der isdykker i våddragt? Glem det – det er fuldkommen tåbeligt. Selve dykket går måske an, men at klæde om før og især efter dykket, er det rene selvmord. Isdykning foregår i tørdragt. Basta.


Tekst: Jesper Kjøller
Temperaturen over isen var under tyve minusgrader og luften tindrede af iskrystaller i den lavthængende vintersol. Det var et fantastisk syn. Det var som at være med i Disneys Juleshow, hvor Klokkeblomst havde drysset tonsvis af tryllestøv ud i den frostklare luft.

Oslofjorden var her i vinterferien sidst i februar frosset hårdt efter tre måneders rå kulde.
Vi var en gruppe danske dykkerinstruktører, der var taget til Norge for at få isdykket ordentligt efter en del mislykkede forsøg på diverse halvfrosne nordsjællandske søer. Jeg indrømmer blankt, at jeg havde mine bange anelser inden jeg for første gang skulle ned i det trekantede hul. Nu var det min tur, efter en tjans som tender og sikkerhedsdykker. Forud var gået flere dage med transport og diverse forberedelser, og tidligere på dagen havde de rutinerede nordmænd, der var vores værter, lavet hullet og haft de første par dyk. Jeg plumpede i med min makker Lars og lå lidt i overfladen for at tjekke de sidste detaljer.
Først nu kunne vi åbne vores flasker, fordi den hårde frost ellers ville kunne fremprovokere freeflow i vores regulatorsæt. Men nu hvor førstetrinnet var nedsænket i det 1-2 grader varme vand, ville det ikke kunne fryse så let. Vi åbnede for hinandens flasker og de ponybottles, vi havde med som ekstra sikkerhed, og trak forsigtigt vejret i andettrinnet. Flere af de norske dykkere havde haft problemer med freeflow og havde måtte afbryde deres dyk efter få minutter. Det næste var at vænne underansigtet til det kolde vand. Oppe på land havde jeg haft en balaklava på (en slags elefanthue), men nu var min hage og mund blottet og det gjorde nas! Men efter et par minutter var huden akklimatiseret (eller også havde den bare mistet følelsen) og vi var klar til at gå ned.
 

Tøven
Da det var vores første isdyk, var det med en smule tøven i begyndelsen. Det forekom os naturligt at stige lodret ned, så vi havde hullet over os. Nordmændene kendte området ret godt, og havde med stor præcision lavet hullet lige over et sted, hvor en klippe falder ret brat fra få meters dybde og ned til omkring 30 meter. Vi kunne altså se frem til et kombineret is- og vægdyk!
Vi steg ned på maksdybden og glemte snart, at det var et isdyk. Der var nemlig buldrende mørkt. Dels var der et tykt lag sne på isen ovenover og dels trængte den lave sol simpelthen ikke ned på denne dybde, selv om sigten var som barbersprit. Vi kunne dog skimte hullet ovenover os som en svag gylden trekant. Det gav en god tryghed lige at kigge op og se at trekanten var der endnu.
I vores lygters skær så vi meget af den flora og fauna, vi havde forventet. Der var enkelte hummere og krabber samt søanemoner, søpindsvin og søsole. Med andre ord organismer, der ikke har mulighed for at flytte sig særlig meget. Fiskene var enten gået ned på dybere og dermed varmere vand, eller havde gravet sig ned i slammet på bunden for at holde varmen.
 

Hjul igen
Efter at have udforsket klippen i dybet, kom vi i tanke om, at det var et isdyk vi var på, og ikke et dybt natdyk og vi begyndte at stige lidt opad. Vi var så småt ved at vænne os til både at være bundet sammen med en mellemline og have en line til overfladen. Med jævne mellemrum signalerede vi ’alt ok’ til overfladen med et distinkt ryk i linen og fik et signal tilbage som bekræftelse på, at linen ikke hang fast eller – endnu værre – var blevet sluppet.
Da vi kom op på lidt lavere vand, var det tydeligt at se det kæmpe hjulmønster, vi tidligere på dagen havde lavet i sneen. Det gjorde, at vi med sikkerhed ville kunne finde tilbage til hullet selv om linen af en eller anden grund skulle knække eller knuderne gå op. Det gav en ekstra tryghed. Samtidig kunne vi også se vores kammerater gå rundt deroppe, men kun på de steder, hvor sneen var ryddet.
Det var nu jeg opdagede det mest besynderlige ved isdykning. Lige da vi steg ned, var jeg meget bevidst om den begrænsede adgang til overfladen. Men på dybden glemte jeg alt om det. Nu når vi  

Læs hele artiklen i NetMag #40...





SOME images:
Is på vandet kan være et lunefuldt fænomen. Et gammelt livredderordsprog siger: Den eneste sikre is, er ingen is. Tommelfingerreglen er, at hvis isen er ca. 8 cm tyk, så kan den bære én person.
Vi udforskede kanten af isen der hvor den mødte klippen, og jeg forestillede mig hvordan der sikkert var badende børn her om sommeren.
I vores lygters skær så vi meget af den flora og fauna, vi havde forventet. Der var enkelte hummere og krabber samt søanemoner, søpindsvin og søsole. Med andre ord organismer, der ikke har mulighed for at flytte sig særlig meget.
Udsigten over Oslo er helt utrolig om aftenen.


Tekst Fredrik Isakson, Foto Alex Dawson
Min telefon ringer. Det er Mauricio Grbac fra Krnica i Kroatien. Han spørger om vi vil komme ned og dykke lidt, møde nye mennesker. Anledningen er fejringen af at det er 100 år siden Cesare Rossarol blev sænket. Min makker og jeg kigger på hinanden og nikker – selvfølgelig vil vi være med. Rossarol er et vrag vi tidligere har besøgt, og lige nu er der et projekt i gang for at sikre alle oplysninger om vraget for fremtiden.

Vi sidder på en af Mauricios dykkebåde på vej til vraget. Jeg føler mig lidt rusten. Det er en måned siden jeg sidst havde et tech-dyk, så jeg sidder og gennemgår alle procedurer i hovedet. For mig fungerer det sådan, at jeg altid skal tænke lidt ekstra før et dyk, og nogle gange har jeg også brug for hjælp. Men når jeg først kommer i vandet bliver jeg rolig og alt begynder at spille. Sådan fungerer det også denne dag.
Mauricio Grbac, som jeg har kendt i mange år, griner og siger: ”Du er bare rusten, stop med at være en primadonna, det er tid til at dykke!”. Alle griner, med rette; de kender mig og ved, hvordan det plejer at være.
Snart er vi i vandet, roen kommer til mig og vi synker ned mod bunden.

Cesare Rossarol
Cesare Rossarol blev bygget som en rekognoscerings-krydser i Sestri Ponente, Genova i 1913 og løb af stablen i 1914. Ligesom hendes søsterskibe Alessandro Poerio og Guglielmo Pepe blev hun opkaldt efter soldater, som kæmpede under Østrig-Ungarns angreb i 1848.
Under første verdenskrig blev der etableret store miner ud for Pula og hele istriens kyst ved Østrig-Ungarn. Da krigen var forbi, gjorde ingen af parterne forsøg på at formidle hvor og hvor mange miner der var udlagt. Dette resulterede i at mange skibe blev sænket, efter krigen af de minespærringer, der stadig var tilbage. I Cesare Rossarols tilfælde skete det en uge efter våbenhvilen med Tyskland.

Ned i disen
På en dybde af fem meter kontrollerer vi, at alle er tilstede, og at alt fungerer som det skal. OK tegn bliver udvekslet og vi bevæger os videre.
Ordre om at eskortere
Kaptajn Ludovico De Filippe var blevet beordret at eskortere en serbisk officer til Fiume. Missionen var at overbevise de uregerlige serbisk-kroatiske tropper om ikke at modsætte sig den italienske besættelse af byen. Ludovico De Felipes mission har ført til mange historier om sænkningen, og den virkelige årsag til forliset kan derfor godt tænkes at være en anden, end sammenstød med en mine.

Det mælkehvide vand
På 40 meters dybde møder vi et mælkehvidt vandlag under os. Dette bliver ikke et af vores sædvanlige dyk med fantastisk sigt, men jeg ved at Alex Dawson, som er fotograf og min dykkermakker, alligevel vil fange nogle gode billeder... Han kan trylle med et kamera.

Minen
Ved middagstid den 16. november 1918 sejler skibet Cesare Rossarol ned mod Kamenjak. Planen er at sejle mod havnen i Fiume, da hun pludselig støder på en mine. Eksplosionen er så kraftig, at skibet straks deles i to stykker. Agterenden synker straks til bunds, mens den karakteristiske stævn flyder et par hundrede meter, før også den synker mod bunden. Hurtigt kommer andre skibe til hjælp, men det hele går så hurtig, at en stor del af besætningen går ned med skibet. Over 100 sømænd mister livet, og på det tidspunkt under Første Verdenskrig var sænkningen af Cesare Rossarol en af den italienske flådes største tab.
Monumentet
Vi er nu nede i det mælkehvide vand og kan se vraget. Jeg har været her før, så det er ret nemt at orientere mig, men for min teammakker Karin Engström er det noget vanskeligere. Vi bliver guidet af Jeroen Veltrop over vragets agter og videre mod brudfladen, hvor man arbejder med at placere monumentet. Vi stopper op lidt over vraget for ikke at hvirvle endnu mere sediment op og ødelægge sigten yderligere for dem, der arbejder, herunder Alex, der forsøger at tage billeder. Snart kan jeg i skyggen skimte de to dykkere, der arbejder på at fæstne monumentet, som er en mindeplade af metal. Da jeg efterfølgende taler med Karin, er hun ikke sikker på, om hun har set, hvad jeg så. Måske fordi at hun på det tidspunkt ligger en halv meter højere end jeg. Det kan tjene som et eksempel på, hvordan dårlig sigten er på dette dyk.

Sidste hvile
Cesare Rossarol ligger på 50 meters dybde, 2 sømil fra kysten, og i år er det hundrede år siden hun sank. Hun ligger på en passende dybde for teknisk dykning og er et spændende vrag med hendes våben og hendes historie. Som besøgende på vraget bør man huske, at det er en krigsgravplads for over hundrede søfolk, og derfor vise den rette respekt.
Fordi at jeg har været her før, bemærker jeg, at den ammunition, der tidligere var ved antiluftskyts kanonen i agter, nu er væk. Jeg ved ikke, om det er officielt bjærget eller om det er forsvundet på ulovlig vis, men det tager utvivlsomt lidt fra oplevelsen, når tingene forsvinder på den måde. Vraget er dog stadig fyldt med detaljer og er bestemt flere dyk værd, og hvis du går ind på projektets hjemmeside: http://www.rossarol.krnica.com kan du danne dig godt overblik før du dykker på vraget, hvilket er svært når først du er kommet ned til bunden – i hvert fald på et første dyk.

Øvelse og færdigheder
Mange af GUEs (Global Underwater Explorers) instruktører tager til Krnica for at gennemføre kurser med deres studerende. Simpelthen fordi infrastrukturen er god og dykkercentret er rart. Mauricio Grbac har alt hvad du behøver, og det er relativt “tæt på”, uanset hvor du kommer fra i Europa. Her er også verdensklasse vragdykning, med vrag på dybder, der er egnet til teknisk dykning, på både Tech 1-niveau og Tech 2 niveau. At Mauricio er samtidig er en original og en hyggelig dykkercenterejer gør bare det hele endnu bedre.

Projektet og Jeroen Veltrop
I flere år har centret sammen med Jeroen Veltrop og GUE kørt et forsknings- og dokumentationsprojekt omkring vraget. Målet har været at...

Læs hele artiklen i NetMag #39...





SOME images:
På trods af den ekstremt ringe sigt, lykkedes det Alex Dawson, at tage et billede efter at monumentet er fæstnet på bunden.
Den nye mindeplade, sænkes ned til dykkerne.
Fordi at jeg har været her før, bemærker jeg, at den ammunition, der tidligere var ved antiuiftskyts kanonen i agter, nu er væk. Jeg ved ikke, om det er officielt bjærget eller om det er forsvundet på ulovlig vis, men det tager utvivlsomt lidt fra oplevelsen, når tingene forsvinder på den måde.
På vej ned er sigtbarheden ganske god. Jeg nyder synet af mine dykkermakkere , der følger linen ned mod bunden og også at man kan se bådene over dem.


Tekst: Mark "Crowley" Russel
Mark ’Crowley’ Russell besøger dykkerresortet Wakatobi og taler med grundlæggeren, Lorenz Mäder, om det hårde arbejde, det er at gøre bæredygtighed muligt.

Der er ikke noget dårligt ved penge...” siger Lorenz Mäder, schweizisk grundlægger af Wakatobi Resort i Sydøstasien, ” ...så længe du bruger dem på en ordentlig måde!
Og i de sidste 24 år har han “brugt pengene på en god måde” og opbygget et dykkerresort i verdensklasse som har brugt sin økonomiske styrke til at forvandle det omkringliggende rev og det marine livs sundhed. Med en rolig fremtoning, men med fast hånd har Lorenz en direkte tilgang til hvordan bæredygtighed udføres i praksis.
Siden resortet åbnede i 1995, er Wakatobi blevet en rollemodel for bæredygtig økoturisme, selv om ”bæredygtig” måske ikke tilstrækkeligt beskriver den indvirkning, som projektet har haft på de lokale koralrev. De er ikke kun blevet vedligeholdt, de er blevet væsentligt forbedret. ’Wakatobi’ er en sammenlægning af navnene på de fire største øer af det, der tidligere var kendt som Tukangbesi Archipelago: Wangi-wangi, Kaledupa, Tomia og Binongko, som ligger ud for den sydøstlige kyst af den indonesiske provins Sulawesi. Wakatobi National Park blev grundlagt i 1996 og dækker nu 1,4 millioner hektar, hvoraf omkring 65% er koralrev. I 2003 blev de fire øer sammenlagt under et enkelt, nyt administrativt område og officielt navngivet ’Wakatobi’.

Alle tænkelige faciliteter
Resortet er bygget på en lille ø adskilt fra den vestlige bred af øen Tomia af en smal, lav kanal. Mäders engagement i miljøet er tydeligt fra det øjeblik Wakatobi kommer til syne. Det centrale langhus, der er bygget ved hjælp af traditionelle indonesiske teknikker og materialer, passer ind i sine omgivelser, omgivet af en palmejungle og med en hvid sandstrand foran.
Hytterne og de private villaer er godt placeret på resortet. Med udsigt over intet andet end havet og uden en antydning af anden menneskelig eksistens i miles omkreds, er stedet nærmest definitionen på afsondrethed. Selvom du godt ved, at du er ved at træde indenfor på et førsteklasses resort, ser det ved første øjekast ud til at være meget, skal vi kalde det, rustikt.
Bygningernes indre viser imidlertid tydeligt, at Wakatobi er alt andet end et basal. Alt den moderne komfort som folk forventer, og mere til, er til stede: aircondition, minibar, himmelseng, udendørs varme brusere og internet; villaerne har pool og verandaer med havudsigt, og der er samtidig ikke noget pralende over det.
Den miljøvenlige æstetik er dog kun en lille del af Wakatobis historie. Modsat flere almindelige dykkercentre, blev virksomheden grundlagt på principperne om miljøbeskyttelse, ved at arbejde i partnerskab med den indfødte befolkning – Wakatobi Collaborative Reef Conservation Programme.

Dybt engageret i miljøet
Kort forklaret betaler Wakatobi lokalbefolkningen for leje af visse strækninger af revet mod at de ikke fisker på visse steder og ikke bruger destruktive fiskemetoder som dynamit og cyanid. Samtidig giver resortet beskæftigelsesmuligheder og forsyner desuden landsbyen med elektricitet og frisk vand. ”Fra den første dag,” siger Lorenz, ”har det været en forretningsaftale. Det sætter en stopper for ødelæggelserne, fordi det handler om penge. Alle forstår det”. Samarbejdet er en del af årsagen til den høje pris på Wakatobi. ”Man kan gøre mere med én person, der betaler 1.000 dollars, end man kan med 10 personer, der betaler 100 dollars hver,” siger Lorenz.
Mäders drivkraft mod bæredygtighed stammer fra tidligere erfaringer fra andre steder, hvor udviklingen af masseturisme forårsagede en forringelse af det lokale miljø. ”Den sædvanlige oplevelse er at, 95 procent af gæsterne, der vender tilbage til en destination siger, at det ikke er så godt som tidligere,” fortæller han. ”Og det er virkelig nederen!”
Det er et verdensomspændende fænomen, at når områder i udviklingslandene bliver populære som turistmål, udnytter lokalbefolkningen de økosystemer, som er med til at give dem indtjening og forøge deres levestandard.
Jorden bliver solgt til turismeudvikling, fisk bliver fanget og leveret til restauranter, træer bliver fældet og skåret til byggematerialer, og på meget kort tid er det, der engang var et tropisk paradis pludselig et billigt turist-hotspot. De omkringliggende koralrev, der allerede er truet af et klimaændringerne, er underlagt et pres der har placeret mange af dem er i fare, berøvet for fisk, hjem kun for knuste koraller og kvælende alger.

Millioner af dollars
”Alt for mange udbydere går ind på markedet, konkurrerer på prisen, men bruger ikke penge på miljøet,” siger Mäder. ”Vi har betalt millioner af dollars siden vi kom her,” fortsætter han. ’Det er vanvittigt. Det er penge, vi kunne have brugt til at købe fancy både og hvad ved jeg.”
Millioner er ikke en overdrivelse. Den 24-timers strømforsyning gælder alle de boliger, der huser den lokale landsbys befolkning på 500 personer; det friske vand leveres af Wakatobi Resorts eget afsaltningsanlæg; 300 lokale er ansat på feriestedet, og samarbejdet omfatter alle 17 landsbyer i det regionale underområde. Skoler, bevaringsprojekter og patruljering af revet og fiskeriområderne er alle sponsoreret af Wakatobi Resort – og selvfølgelig er der feriestedets private landingsbane, der bringer turister og forsyninger to gange om ugen til Pulau Tomia om bord på et 70-sæders propeldrevet fly.
Dette er langt fra de tilstande der var i 1994, da Lorenz først ankom til øen. Ingen elektricitet, ingen motorer, ingen transport ud over håndlavede fiskerbåde. Han fortæller, at det var som at være “tilbage i det 18. århundrede”. Han blev inspireret til at besøge stedet efter at have læst i en kopi af Lonely Planet om provinsen i det Sydøstlige Sulawesi (som er på størrelse med Schweiz). ”Der var en oversigt over provinsen og én sætning,” siger han. “Sydøst Sulawesi er så svært at tilgængeligt, og ingen tager hertil, derfor skriver vi ikke om det. Punktum”.
Under sine omfattende rejser talte Mäder med lokale landsbyhøvdinger for at finde ud af, hvem der var parat til at arbejde sammen med ham. Med sin baggrund i marinbiologi undersøgte han også lokale miljøforhold for at afgøre, hvilken placering der bedst passede til hans drøm om at opbygge et bæredygtig resort. ”Jeg ville ikke have, at det var som andre steder, jeg har arbejdet,” sagde han. ”Du ved rejse dertil, og efter to år er det væk”.

Det perfekte sted
Bare det at kommunikere med lokalbefolkningen var svært. Størstedelen af den indfødte befolkning taler Bahasa Indonesian, men en meget vigtigt etnisk minoritet, Bajau – eller Sea Gypsies, som næsten udelukkende er afhængige af havet for deres eksistens – gør det ikke. I det han beskriver som et lykketræf, fandt Mäder ikke kun en...
 

Læs hele artiklen i NetMag #39...





SOME images:
Wakatobi's levende rev er en glæde for fotografer (Foto: Marco Fierli)
Pontoh’s pygmæ søhest (Hippocampus pontohi) Foto: Marco Fierli
Ung marmoreret tudsefisk (Antennarius maculatus) Foto: Walt Stearns
Wakatobi’s liveaboard, Pelagian, sejler mod anløbsbroen (Foto: Didi Lotz)


Sider