NetMag Teaser

Daedalus Reef (med det arabiske navn Abu Kizan) er et 400 meter langt og 100 meter bredt rev, der ligger ca. 90 km fra Marsa Alam. Der er en lille kunstig ø i centrum af revet, som er vært for et fyr bygget af franskmændene i 1863 i forbindelse med anlæggelsen af Suez-kanalen. Fyret blev ombygget i 1931.
Daedalus Reef er velkendt som et sted med gode chancer for at møde hammerhajer og de generelt fantastisk flotte vægge med en overflod af koraller.
Det maleriske fyrtårn på øen er 30 meter højt og stadig aktivt. Det drives af den ægyptiske flåde og de modtager gerne besøg.
Vraget af Zealot er måske ikke så stor en hemmelighed, da de mange vragrester på lavere dybder til dels af- slører beliggenheden. Men jeg er sikker på, at mange dykkere har svømmet forbi stumperne uden at tænke over, at der ligger et vrag 100 meter nedenunder. Vragresterne er spredt over et større område, så det kan være svært at ramme Zealot præcist. Vi ender med at tilbagelægge 2-300 meter på 60 meters dybde med scooterne, inden vi endelig kan ane konturerne af vraget nede i dybet. Vi spilder derfor en del kostbar bundtid på at søge efter vraget, men vores rebreathere giver en uovertruffen fleksibilitet, og vi er i praksis kun begrænset af, hvor meget dekompression, vi er villige til at betale i den anden ende. Vi har gas nok.
Hvis du har dykket på Carnatic på Abu Nuhas, så har du et meget godt billede af, hvilket type fartøj, Zealot er. Zealot er dog noget mere medtaget, selv om her formodentlig kun har været en brøkdel dykkere her, sammenlignet med Carnatic, der ligger på 20 meter. Zealot ligger lidt spredt og det er svært at danne sig et samlet overblik. Men roret, skruen og de to ankre giver nogle faste holdepunkter.
Efter at have tilbragt omkring 15 minutter på vraget, er vi ved at nærme os den maksimale dekompression vi har aftalt inden dykket og det er på tide at…
 

Læs hele artiklen i NetMag #19...

Kilderne er lidt uenige om datoen, men det var formodentlig i efteråret 1887, at kaptajn J.A. Bests med en besætning på 53 mænd og to passagerer var på vej fra Liverpool mod Bombay. Lasten består ifølge manifestet af bomuldsballer, kasser og jern til en værdi af 24.700 £. Efter sejladsen gennem Middelhavet, går Zealot den 12. oktober ned i Rødehavet via Suez. Den følgende morgen passerer fartøjet Shedwan Island ved Hurghada, og Kaptajn Best sætter kurset 24 grader for at gå vest om Brothers Islands.
Førstestyrmanden Jonathan Russell er på sit første togt efter at være blevet forfremmet til officer, og klokken 04:00 overtager han ansvaret og går i kortrummet for at arbejde med kurserne. Daedalus’ fyr er endnu ikke i sigte. 20 minutter efter kommer han tilbage på broen og opdager nu, at ikke alene er fyret i sigte – det er lige foran skibet…
 

Læs hele artiklen i NetMag #19...

Elphinstone Reef (på ægyptisk Sha'ab Abu Hamra) befinder sig tæt på kysten omkring 30 km nord for Marsa Alam. Revet er langstrakt og omkring 500 meter langt fra nord til syd. De spektakulære vægge falder brat ned i dybet og de ofte stærke strømme gør dykkene noget uforudsigelige. I den nordlige ende strækker et langt smalt plateau sig. For enden på omkring 35 meters dybde, er der en dyb sprække i revet som om en kæmpe havde kløvet det med et øksehug. Her kan det betale sig at hænge et stykke tid og spejde efter hajer. Det sydlige plateau er noget mindre, men til gengæld er her et par pudsestationer, der tiltrækker rævehajer, mantaer og andet storvildt. Tæt på overfladen hele vejen rundt om revet er det almindeligt at møde de nysgerrige oceaniske hvidtippede Longimanus. Revet fik efter sigende sit engelske navn af Robert Moresby som var officer i den indiske flåde. Han opkaldte det i 1830 efter Mountstuart Elphinstone (1779-1859) som netop var blevet pensioneret fra sin stilling som guvernør i Bombay for East India Company (1819-27). Revet kan faktisk ses på Morsebys søkort. Der er ingen vrag på Elphinstone – med sin beliggenhed tæt på kysten ligger revet langt fra sejlruterne gennem Rødehavet. Det har derfor heller ikke været nødvendigt at etablere et fyrtårn. Men Elphinstone gemmer nu alligevel på en anden dyb hemmelighed... 

Læs hele artiklen i NetMag #19...

Dykkerinstruktøren Rasmus Lehe tager imod, og da vi lidt efter sidder i bilen på vej til Rummu, 40 kilometer vest for Tallinn, fortæller han mig lidt om det specielle dykkersted, vi er på vej ud til. Vi skal dykke på et gammelt fængsel fra Sovjettiden. I 1938 blev der startet et kalkstensbrud i Rummu i det nordlige Estland, og ”tilfældigvis” oprettede Stalin samtidigt et Gulag fængsel lige ved siden af.
I 1991, da Sovjetunionen brød sammen, og Estland blev uafhængigt, stoppede man mi- nedriften, og der var pludselig ikke nogen til at betale elregningen i kalkstensbruddet. El- selskabet slukkede for strømmen og dermed også for den pumpe, der havde holdt dele af fængslet og stenbruddet vandfrit. Resultatet var, at grundvandet steg og dannede en sø, så stenbruddet og dele af fængslet nu ligger under vand. Mange af maskinerne fra stenbruddet og flere af bygningerne står stadig intakte på bunden af søen. Og det er her, vi skal dykke. Dykkerbåden består af en flydende platform med en lille påhængsmotor monteret. Den er ikke hurtig, men den er enorm stor og derfor super komfortabel, fordi der er masser af plads til dykkergrejet. Jeg bliver dykkermakker med Marta fra Polen, der også er dykkerinstruktør. Fra platformen kan vi inde på søens bred se dele af fængslet med bl.a. de gamle vagttårne. Fængselsmuren går vinkelret ud i søen og forsvinder ned i vandet, og her starter vi vores første dyk. Vi kan se de gamle lam- per, der har oplyst fængselsmuren om nat- ten, og der ligger partisanpigtråd i store ruller. Flere af de gamle bygninger, der har fungeret som værksteder, står rimelig intakte. Marta, der er uddannet huledykker, penetrerer alle de bygninger, hun ser, og jeg prøver at...

Læs hele artiklen i NetMag #19...

1 Hold udstyret tæt til kroppen Hver gang du skal løfte, bære eller flytte dit grej, så hold det ind til kroppen i stedet for at holde det i strakte arme. Bær det ind mod brystet med begge arme, så belastningen bliver
fordelt mest muligt.

2 Løft med lårene Brug altid dine stærke lårmuskler og ikke musklerne i din lænd, når du skal samle noget op fra jorden. Hold ryggen helt lige, lås rygsøjlen og sug maven ind, når du løfter. Undgå at vride i overkroppen
under løftet.

3 Gå i grejet Den bedste måde at bære dit grej over længere afstande er at tage det på. Tag BCD’en på ryggen og blybæltet om livet. Og gå hellere to gange, frem for at prøve at have det hele med på én gang.

4 Spred vægten Hvis du har brug for meget bly på dykket, så fordel det,
så det ikke alt sammen sidder på din hofte og tvinger dig til en unaturlig stilling i vandet med stort svaj i ryggen. 

Læs hele artiklen i NetMag #18...

Omkring en sjettedel af jordens befolkning kan i dag beskrives som overvægtige. Der tales om global fedmeepidemi og en eksplosion af livsstilssygdomme. Vi sidder for meget stille, og har i det hele taget indrettet os så bekvemt, at vi næsten ikke behøver at røre en finger. Men vores krop er i virkeligheden konstrueret til fysisk arbejde, eller i hvert fald til at blive brugt meget mere. Og vi er godt klar over det. Det skyldes ikke uvidenhed. Vi bliver hele tiden tudet ørene fulde af budskaber og kampagner, der slår på tromme for en sundere og mere aktiv levevis, og man kan efterhånden ikke tænde for sit tv, uden at se et reality show, der handler om at tabe sig, eller om at omlægge sin livsstil. Det er vel derfor næppe nødvendigt at gentage alle de generelle gode grunde, der er til at spise sundt, kvitte smøgerne og få mere motion. Hvis du ikke allerede kender dem, har du enten opholdt dig på en øde ø de sidste 25 år, eller også er du bare uden for fornuftens rækkevidde. Vi vil derfor ikke spilde din tid med flere formaninger, eller løftede pegefingre, men i stedet sætte behovet for træning ind i et dykkemæssigt perspektiv.
Hvis du endnu ikke er i gang med en eller anden form for motion, og denne artikel kan være med til at give dig et skub, så du får bevæget dig lidt mere, så er målet nået. Og hvis du allerede får regelmæssig træning, kan vi forhåbentlig inspirere dig til at målrette dine anstrengelser endnu mere, så du tænker dykningen ind i din daglige træning.

Train hard, dive easy
I modsætning til fx erhvervsdykkere eller dykkere i frømandskorpset, kan vi fritidsdykkere selv vælge tid og sted, når vi dykker. Er vejret for hårdt, eller føler vi os ikke på toppen på dagen, kan vi jo bare stå over dykket. Vi bestemmer selv. Denne valgfrihed gør, at man ikke behøver at stille helt de samme fysiske krav til fritidsdykkere som til professionelle. Vi skal ikke nødvendigvis have fysik som en elitesoldat eller en olympisk atlet.
Dykning er i sin essens en afslappende aktivitet. Det går ud på at nyde vægtløsheden og have et langsomt og roligt åndedræt. Under dykket skal du helt ned i gear. Koncentreret, fokuseret, sansende, men aldrig anstrengt eller forpustet. Dykning er ikke cardio træning.
Mange erfarne dykkere har en tendens til at fastholde, at de med deres rutine, vandfølelse og fornuftigt lave luftforbrug, ikke behøver at være i særlig god form. Men det afslører en manglende forståelse af, hvad deres hjerte og lunger gør for dem, når de dykker. Det handler nemlig ikke bare om et lavt luftforbrug. Der er mere på spil.
Al færden i naturen er kendetegnet af en vis grad af uforudsigelighed. Forholdene kan hurtigt skifte, eller uventede situationer kan opstå. Ethvert dyk kræver en vis form for anstrengelse, og ofte undervurderer vi, hvor meget vi...

Læs hele artiklen i NetMag #18...

Tesen er, at fedtvæv skulle give større risiko for dekompressionssyge, og der er stadig dykkerlæger, der helt rutinemæssigt afviser folk, der ligger over en bestemt fedtprocent eller BMI (Body Mass Index, et mål for forholdet mellem højde og vægt). Der er dog intet, der tyder på, at denne sammenhæng holder direkte. Hvem har fx hørt om en dykker, som har fået trykfaldssyge i fedtvævet omkring livet? Men der er naturligvis en grund til at antage, at en person, der er særdeles overvægtig, næppe er i særlig god fysisk form, og hurtigt vil blive forpustet. Overvægtige dykkere skal derfor stadig holde ekstra konservative afstande til maksimumgrænserne.
Der er faktisk fordele ved at være overvægtig i forbindelse med dykning! Fedt er en glimrende isolator mod kulden. Men det har faktisk vist sig, at muskler også isolerer, og desuden producerer de varme, når de bruges. Du er derfor bedre tjent med at øge din vægt med 1 kg muskler end med 1 kg fedt.
Overvægtige personer er ofte stærke. De træner jo i en vis forstand hele tiden og får...

Læs hele artiklen i NetMag #18...

Steffen Kruse startede som flaskedykker og begyndte at øve fridykning for at forbedre sit vejrhold når han undervandsjagede. Med fridykningen kom også mere fokus på træning og den fysiske form.
Steffen kom i kontakt med 6-Direction, en dansk virksomhed, der har udviklet et træningsprogram, der bygger på brugen af små gummimåtter eller ”sliding” måtter. Steffen begyndte at anvende slide-træning i samarbejde med 6-direction og fandt hurtigt træningen effektfuld.

Steffen har altid været en vandhund og snorklet ved de danske strande som barn. Interessen for livet under overfladen, blev for alvor skærpet, da han under en længere rejse i Sydøstasien, tog dykkercertifikat. I den forbindelse kom han forbi Crystal Divers ved Minni Vangsgaard på Bali. Det var her han i 2010 også tog sin Divemaster uddannelse.
I 2015 tog han et introkursus i fridykning, for at forbedre sit vejrhold når han undervandsjagede. Det blev et vendepunkt, og han faldt pladask for fridykning. Steffen begyndte at træne i Københavns fridykkerklub, og i 2016 stillede han op til Danmarksmesterskaberne i pool fridykning, der blev afholdt i Kalundborg, et mesterskab som han også var medarrangør på. Her opnåede han en samlet 7. plads. Året efter, til DM i Århus 2017 blev det til en samlet 6. plads.
 

Læs hele artiklen i NetMag #18...

Træningsprogrammet kan nemt og enkelt udføres både hjemme, i træningscenteret og f.eks også på dykkerferien.
Programmet består af ti forskellige øvelser, som samlet tilgodeser hele kroppen og forbedrer din smidighed, udholdenhed og styrke.

Programmet består af 10 forskellige øvelser:

• Squat
• Split
• Leg curl
• Knees to chest pull
• Upperbody swim
• Pushup
• Situp
• Move your toes
• Heel walk
• One leg jump 

Læs hele artiklen i NetMag #18...

Vi drøner afsted i vores udlejningsbil på highway 23, der løber langs Lake Hurons kystlinje nordpå. Vejen går gennem små søvnige byer og uendelige rækker af sommerhuse langs stranden. Det er nu to dage siden, min bror og jeg forlod Sverige og via Reykjavik og Toronto krydsede grænsen til Amerika. Vi har allerede fået et glimt af både Canada og USA efter at have overnattet ved Niagara Falls. Vi er nu på vej mod Mackinaw City, hvor vi skal mødes en håndfuld andre dykkere og overnatte i fem dage. Jeg drejer til højre og følger en mindre vej ned til et gammelt fyrtårn for at holde et sidste stop, inden vi når frem til vores slutdestination. Vi opdager nogle spanter og en skibsbund og bliver mindet om de mange vrag, der er i området. Stedet kaldes 40 Mile Point Lighthouse, og er i dag et museum, hvor man kan besøge fyret og de omkringliggende bygninger fra 1800-tallet. Her er også flere vragdele og modeller af nogle vragene, vi skal dykke på i den kommende uge. Et par hundrede meter ud for stranden ligger endnu et vrag på snorklingsdybde, men vi har ikke tid til at undersøge det nærmere. I stedet får vi en guidet tur gennem det gamle fyrpasserhus og selve fyrtårnet. Vi kører videre og efter nogle en snes kilometer er vi fremme ved Mackinaw City, hvor vi tjekker ind på vores hotel. Værelset er lidt lurvet med en simpel standard, men beliggenheden er fin på selve stranden med udsigt over Lake Huron og Mackinacbroen i baggrunden.

BECKY KAGAN SCHOTT
Efter at have sat vores baggage på værelset, mødes vi med resten af gruppen på stranden, hvor nogle er ved at foretage et testdyk for at tjekke deres udstyr. Her møder vi også Becky Kagan Schott, der har arrangeret turen og skal være leder af vores dykkerekspedition omkring Mackinac Strait. Selvom Becky kun er i starten af trediverne, er hun en meget erfaren dykker, instruktør, filmproducer og fotograf. Som teknisk dykker med passion for dybe vragdyk og ekstreme huledyk, har hun med sit produktionsselskab Liquid Productions arbejdet for bl.a. National Geographic, Discovery Channel og BBC, og hun har sammen med sin mand Dave, der også er med på denne ekspedition, vundet fire Emmy’er.
Becky fortæller os om planen for ugen før vi går videre til en nærliggende restaurant for at spise en fælles middag med gruppen.
Mackinaw City er en turistmagnet, der tiltrækker mange besøgende fra Midtvesten, men også resten af USA i løbet af sommeren. I den lille kystby er der masser af souvenirbutikker, restauranter og caféer. Vi spiser på et populært steakhouse, hvor jeg sidder ved siden af Becky, så der er meget snak om dykning og uv-fotografering under middagen.

MOBILT DYKKERCENTER
Vi vågner tidligt og er de første til morgenmad i spisesalen. Her serveres et simpelt måltid med bagels, Philadelphia-ost, og pandekager med sirup. Efter morgenmaden smider vi vores dykkerudstyr i bilen og kører den lille strækning til marinaen midt i byen. Her møder vi Jitka Hanakova og Brian Anderson, som sammen driver en dykkerchartervirksomhed med forskellige aktiviteter og både. Vi kommer ombord på Jitkas båd Molly V, mens den anden halvdel af gruppen mønstrer på Brians båd Blackdog. Brian har en stor trailer på sin Dodge Ram, der fungerer som et komplet mobilt dykkercenter med værksted, og vi lejer vores dobbeltsæt og stageflasker af ham. I traileren er der også en stor kompressor og oxygenflasker, så han blander også nitrox til dem, der ønsker det. Næsten halvdelen af de ti deltagere i ekspeditionen dykker med rebreather, og samtlige af dem har en Megalodon rebreather, som synes at være den mest populære producent i USA. Det er imponerende, hvor godt organiseret, rent og ryddeligt der er her ved marinaen. Ud over toiletter og omklædningsrum, er her også vogne, man kan låne til køre udstyret ned til bådene. Vi laster vores grej på Molly V og får briefing om rutinerne på båden og hvordan dykningen foregår.

CEDARVILLE
Det er en grå morgen med en let støvregn, da vi tøffer ud fra marinaen. Så snart vi kommer ud forbi molen, kan vi godt mærke, at Lake Huron er lidt i bevægelse i dag. Jitka sænker farten idet vi nærmer os to hvide bøjer, der ligger et stykke fra hinanden. Under os hviler S/S Cedarville – et 182 meter langt fragtfartøj, der forliste i 1965 og tog ti mand med sig i dybet efter en kollision med det norske fartøj Topdalsfjord. Vraget er så stort, at man det kræver flere dyk for at se det hele. Planen er, at vores gruppe dykker på agterenden mens den anden gruppe dykker på den forreste del af vraget. Vi hopper i vandet og svømmer mod bølgerne frem til bøjen, hvor vi synker ned under overfladen. Sigten varierer her i sundet og i dag er den ikke så god som jeg havde håbet på, men da jeg kommer ned på omkring 18 meters dybde, kan jeg skimte konturerne af den store runde agterstavn. Vraget ligger på styrbordssiden og vi fortsætter ned til bunden på 34 meters dybde, hvor man kan se detaljer, der er faldet ned fra skibet. Lidt længere fremme har vi lastrummet med bunker af kalksten, der er væltet ud. Vi vender om knap halvvejs til stævnen og kigger ind i en masse forskellige åbninger, inden det er tid til at dykke op til overfladen igen.
Efter lidt over en times overfladeinterval bytter vi plads med den anden båd og dykker på den forreste del af vraget. Denne del af vraget ligger næsten på hovedet og på bunden mødes vi af den klassiske halvcirkelbro, som man finder på mange ældre fragtskibe fra Great Lakes. Længere agterude ligger en enorm kran, som blev brugt til at losse kalkstenslasten.

VEJRETS MAGTER
Vinden tager til og næste morgen slår store bølger ind mod stranden uden for vores vindue. Vi er i tvivl om hvorvidt vi kommer til at forblive på landjorden hele dagen.
Vejret er hurtigt omskifteligt omkring Great Lakes og bølgerne kan blive op til syv meter høje. Siden pionererne på det franske fartøj Le Griffon forsvandt i en storm i 1679, har søerne skabt stor respekt blandt sømænd, og der har været mange ulykker gennem årene. Eksempelvis forliste Cedarvilles søsterskib Carl D. Bradley i en storm på Lake Michigan i 1958, hvor skibet gik over i to dele. Vraget ligger på 110 meters dybde og er et meget avanceret dyk.
I 1966 indtraf en af de mest bizarre ulykker, hvor det da 60 år gamle fragtskib Daniel J. Morrel knækkede over i to dele. De meste af besætningen omkom i det iskolde vand, men nogle få personer i fartøjets forreste ende lykkedes at komme op i en redningsbåd på dækket. Mens de sidder i redningsbåden og venter på den forreste del af skibet skal synke, ser de til deres rædsel, at et andet skib er på vej direkte mod dem fra bagbord. Sekunder efter går det op for dem, at det ikke er et andet skib, men den bagerste del af deres eget skib, der bevæger sig mod dem dampmotorerne i fuld fart. De to sektioner kolliderer med et brag og agterskibet fortsætter videre bort i det fjerne, som forfatteren William Ratigan beskriver det: ”Som en tilskadekommen med et afhugget hoved”.

MUSEUMSBESØG
Det bliver en sen morgenmad i dag og nogle fra gruppen beslutter at tage til skibsmuseet i byen Sault Sainte Marie, der ligger på den canadiske side. Min bror og jeg vælger at blive i Mackinaw City og besøge Old Mackinac Point Lighthouse, der ligger ved siden af broen. Fyrtårnet blev bygget i 1889 for guide fartøjer gennem de farlige vande i sundet og meget er bevaret fra den tid. Vi får en guidet rundtur gennem de forskellige bygninger, og fyrpasserboligen af en yngre mand i et moderne outfit. Ligesom ved 40 Mile Point, er der også her en udstilling med vragene fra området. Nogle af dem kommer vi til at dykke på i løbet af ugen. Afslutningsvis får vi en demonstration af den gamle dampdrevne tågehorn – heldigvis får vi en advarsel før støjen begynder.

VELBEVAREDE TRÆVRAG
Dagen efter er vinden aftaget og vi kan fortsætte vores vragudforskning i området. Vi finder mod vest for at bruge formiddagen på at dykke i Lake Michigan på vraget S/S Eber Ward, en fin trædamper fra 1888, der hviler på 47 meters dybde. Bosse og jeg hopper først i og der er kraftig strøm hele vejen ned til vraget. Vi kommer ned på fordækket af fartøjet, der står kølret på bunden. På museet havde de en model af Eber Ward, som planlagde min fotografering på vraget efter, men strømmen gør det næsten umuligt at ligge mig i den rigtige position. Min stakkels model kæmper for ikke at blive trukket væk fra vraget og jeg svømmer alt hvad jeg kan for at komme tilbage for at tage et billede af den høje og smalle stævn. For at komme ud af strømmen svømmer vi ind i førerhuset på vraget. Her finder vi flere spændende detaljer. For eksempel et par gamle støvler. Vragplyndring finder sjældent sted her i Great Lakes. Det meste af det, som er blevet taget med op, er i dag udstillet på museer og udstillinger. Jeg snakker med nogle dykkere, der fortæller, at der er hårde straffe for at plyndre vragene her, til forskel fra østkysten, hvor Atlant-dykkere systematisk renser vragene for alt, hvad de finder. Vi tager endnu et dyk på dette fantastiske vrag, hvor vi kigger ind i agter med intakt ror og propeller for derefter at penetrere vraget. Midt i fartøjet er maskinrummet, hvor der står en flot kompressionsmaskine med en masse hjul og drejeknapper.

MUSLINGER PÅ GODT OG ONDT
Vragene i Lake Michigan og Lake Huron er de seneste år blevet dækket af muslinger. Zebramuslingen lever normalt Sortehavet og det Kaspiske Hav. I 1986 blev de første eksemplarer opdaget i en kanal mellem Lake Eire og Lake Huron, og tre år senere fandt man dens fætter quaggamuslingen, der stammer fra floden Dnjepr i Ukraine. Begge arter menes at være kommet hertil via skibes ballasttanke. De er invasive og findes nu i enorme mængder. Muslingerne benævnes af og til som ”The Great Lakes Cancer” fordi de fordriver en del andet dyreliv. På en kvadratmeter kan man finde over 100.000 eksemplarer og skallerne...

Læs hele artiklen i NetMag #17...

Verden omkring os er stærkt påvirket af fire store teknologier: social, mobile, analytics og cloud (SMAC). At de indtræffer samtidig, gør virkningen så meget desto stærkere – de danner nærmest en teknologisk perfect storm. Virksomheder som Netflix, Uber, Airbnb, Tesla, Amazon og de fleste sociale medieplatforme trives på synergien mellem disse fire trends. De rider alle på ​​SMAC-bølgen.
Deepblu COSMIQ+ er en dykkecomputer med en solid integration af sociale medier. Den bruger cloud storage, muliggør analyse af ​​big data og implementering af mobilteknologier – med andre ord: den er en SMAC dykkecomputer!
Men der er endnu en grund til dens interessante potentiale. Computeren passer fint ind i en anden mega-trend: Wearables. Vi måler, deler og analyserer vores egne biologiske data som fx søvnkvalitet, puls og hvor mange skridt, vi går dagligt, og vi bærer enheder som FitBits, smartwatches og hjertefrekvensmålere til at indsamle data om vores daglige aktiviteter. COSMIQ+ er med andre ord et produkt af sin tid.
Det er der sådan set ikke noget nyt i – andre dykkecomputere tilbyder noget tilsvarende, men ikke helt så enkelt og elegant som COSMIQ+.
De første inkarnationer af enhver ny teknologi er ikke altid frugtbare. Mange forsøg på at lancere en mp3-afspiller mislykkedes, før Steve Jobs med introduktionen af ​​den originale Apple iPod viste os, hvordan det skulle gøres.
Det er for tidligt at forudsige, om Deepblu COSMIQ+ har ramt rigtigt med konceptet. Mens dette skrives er produktet midlertidigt udsolgt, så det ser ud til at være en succes allerede, så måske er COSMIQ+ dykningens iPod?

Unboxing
Enheden leveres i en flot lynlåsæske med et særligt USB-opladerkabel, to skærmbeskyttere og en lille manual. Pakken indeholder også et stykke bungee og en såkaldt NATO-rem.
Den fysiske udformning af det overraskende lille og lette glasfiberforstærkede polycarbonathus har en markant designfejl. Undersiden er helt flad, hvilket betyder, at computeren kun sidder komfortabelt ovenpå ​​håndleddet. Hvis du forsøger at vinkle den på en måde, så det er nemmere at læse skærmen uden at skulle dreje armen, så glider den tilbage på den flade del af håndleddet. En mere afrundet underside ville have været bedre. Problemet forværres af, at den ret skinnende overflade på displayet dikterer en meget specifik synsvinkel, og især hvis du har andre instrumenter på samme arm, er det irriterende, at du ikke kan placere dem på en sådan måde, at alle instrumenter kan læses hurtigt.
NATO-remmen er en cool og militært udseende rem i ballistisk nylon med to metalspænder og en velcro-sektion, men jeg fandt den bøvlet at fastgøre om mit håndled. Med kolde fingre og tykke handsker ville jeg helt tabe tålmodigheden. NATO-remmen kan også konfigureres på en sådan måde, at den kan hænges i en D-ring på din BCD eller i en lomme, hvis du bruger computeren som backup.
Heldigvis leverer producenten også et stykke bungee som et alternativ til nylonremmen. Bungee-mounting har mange fordele. Instrumentet er lette at tage på armen og at flytte rundt, elastikkerne tilpasser sig automatisk til dragtens skiftende tykkelse, og selv om en af elastikkerne skulle gå i stykker, vil den anden redde instrumentet. Du kan også bruge bungees som en midlertidig parkering til bolt snaps eller cave markers, og de er nemme og billige at erstatte. Så det er en god option for os, der foretrækker bungees, men det ville have været ideelt med fire huller i stedet for de to sprækker. Den foreskrevne metode til at binde det medfølgende stykke elastik er lidt underlig og besværlig. Jeg formoder, at tilføjelsen af ​​bungee-muligheden var en eftertanke, og ikke en del af det originale design af huset. Det virker stadig dog stadig meget bedre end remmen.

Opladning og synkronisering
Batteriet kan med det specielle medfølgende kabel oplades fra enhver USB-strømkilde, hvilket eliminerer behovet for en særlig oplader. Det er godt, men jeg bliver lidt træt af antallet af unikke kabler, det er blevet nødvendigt at tage med på en dykkerejse for at kunne oplade alle batterier, kameraer, telefoner, lygter og alle de andre enheder, vi omgiver os med. Okay, det er et first world problem.
De to små opladningsterminaler holdes på plads af en lille magnet på stikket, men magneten er ret svag, og du skal være meget forsigtig med ikke at forskubbe den, når du flytter rundt på enheden.
Fabrikanten hævder mellem syv og tolv timers batterilevetid efter en fuld opladning, afhængigt af indstillinger og brug af skærmen. Efter op til fire timer i vandet hver dag på en liveaboardtur, havde jeg stadig to segmenter (ud af tre) tilbage på batteriindikatoren, men jeg ladede alligevel hver nat. Der skulle komme en advarsel om lavt batteriniveau, men jeg kom aldrig til det punkt.
Deepblu’s koncept bygger på det faktum, at du næsten helt sikkert allerede ejer en enhed med imponerende computerkraft og et HD–display – nemlig din smartphone! Og du er sikkert online 24/7, selv på de fleste dykkerrejser. En dykkecomputer behøver egentlig kun at understøtte de funktioner, der er nødvendige under selve dykket. Resten kan outsources til en enhed med meget mere computerkraft – en enhed, du allerede har betalt for og altid bærer på dig. Det holder prisen nede.
Alle indstillinger, opdatering, logning og deling af data sker via den gratis Deepblu app, og computeren forbindes problemfrit via Bluetooth. Jeg havde aldrig nogen problemer med at synkronisere de to enheder. App’en understøtter i øvrigt også logdata fra en håndfuld andre computere fra Scubapro-familien, men også Shearwater annoncerede fornylig fremtidig support til Deepblu-appen.
Betjening af COSMIQ+ finder sted ved hjælp af to metalliske knapper, en på hver side af kabinettet. Men det er kun muligt at ændre få indstillinger direkte på enheden. Du kan skifte mellem de forskellige funktioner (ur, scuba, gauge, freedive, log og synkronisering). Du kan også (hurra for det!) ændre nitrox-indstillingerne mellem 21 og 40% uden at have din telefon inden for rækkevidde.
Alle andre indstillinger som fx tid/dato, ppO2 (fra 1,2 til 1,6), meter/fod, konservatisme og andre tilpasninger sker ved at synkronisere med Deepblu-app’en på din smartphone (Android eller iOS).
Den interne hukommelse skulle kunne rumme 25 dyk, så du behøver ikke at synkronisere computeren efter hvert dyk eller endda efter hver dykkedag, men på den anden side er det centralt for denne computers raison d’être at uploade data til skyen, og hvis du holder af sociale medier og onlinemiljøer, vil du sandsynligvis synkronisere, hver gang, du har en chance for det.

App’en
Både app’en og webapplikationen er virkelig pænt designet med et rent og moderne layout. Der er allerede mange interessegrupper at melde sig ind i, og platformen ser ud til at have nået en vigtig kritiske masse, så den virker bæredygtig.
Jeg har ikke brugt meget tid på at udforske mulighederne, men jeg fandt hurtigt et par svagheder i platformen. Da jeg opretterede min profil, kunne jeg ikke vælge GUE som min uddannelsesorganisation. Det var heller ikke muligt at have mere end ét uddannelsesniveau, men mange dykkere har mange relevante certificeringer og ofte fra forskellige organisationer.
Logbogen mangler detaljer, der er relevante for tekniske dykkere. Det er ikke muligt at beskrive dykket som et dekompressionsdyk, og hverken dobbeltsæt, trimix eller rebreathers findes som valgmuligheder. Men det kan nemt løses i fremtidige opdateringer, og jeg formoder, at efterspørgslen på tekniske dykkerrelaterede funktioner vil øges, når Shearwater-støtten bliver implementeret.
Men lad os tænke lidt længere. En tilstrækkelig stor database kunne give interessante...

Læs hele artiklen i NetMag #17...

Ønationen, der i 1978 fik sin selvstændighed fra Storbritannien har været beboet af melanesiere tusinder af år. Øerne blev navngivet af den spanske søfarer Alvaro de Mandana, da han og hans besætning som de første europærere steg i land på øerne i 1568. Historisk set er det nok Anden Verdenskrig, der tydeligst har sat øgruppen på verdenskortet. Mange hårde og blodige slag udspillede sig mellem japanske og amerikanske styrker under verdenskrigen. Ikke mindst omkring den største ø, Guadalcanal, hvor skibe og flyvemaskiner blev sænket i så stort et omfang, at sundet nord for øen har fået navnet Iron Bottom Sound.

LINGUA FRANCA
Selv havner jeg på Salomonøerne efter at have vundet kategorien ”Cold Water” i fotokonkurrencen Ocean Art. Præmien, en syv-dages liveaboard, er blevet opgraderet til en ti-dages liveaboard på det velrenommerede fartøj Bilikiki. Jeg lander et par dage før mønstring i øgruppens eneste internationale lufthavn, der ligger lige udenfor hovedstaden Honiara. Med sine næsten er 70.000 indbyggere er Honiara faktisk det eneste sted på øgruppen man reelt kan kalde en by. Størstedelen af ørigets 600.000 beboere lever i mindre landsbyer spredt rundt på næsten tusinde øer. Flertallet lever i hvad man kan kalde naturhusholdning og ernærer sig primært gennem landbrug og fiskeri. Øerne er ikke kun isoleret fra omverden, men også hinanden. Det vidner de mange forskellige sprog om – der tales omkring 80 forskellige sprog på Salomonøerne. I dag er engelsk det officielle sprog, selvom det kun er de færreste der har det som modersmål. Det har betydet, at et engelsk-baseret pidginsprog er opstået og har fået fæste som et lingua franca.
En ting jeg bemærker og undrer mig over er, at mange af de indfødte er lyshårede. Man har længe troet, at det skyldtes den tidlige introduktion af europæiske gener, men faktisk ved man i dag, at hårfarven er naturlig og har udviklet sig uafhængigt af de europæiske søfarere. Flere etniske fejder har plaget landet i lange perioder. Så sent som i 00’erne har der været interne stridigheder som udviklede sig til reel borgerkrig. Selv i dag præges landet af politisk ustabilitet og uro. Dette har betydet, at turismen ikke udvikles i samme takt som i de omkringliggende lande og øgrupper i Sydhavet.

RØDE SPYTKLATTER
Den store temperaturforskel fra den middelmådige skandinaviske sommer, slår mig hårdt, da jeg samler min baggage op i lufthavnen, der tydeligt mangler aircondition. En taxitur, i en tilrøget Hyundai, gennem hovedstaden, fra den ene ende til den anden ende, proppet med tæt trafik, som til tider er helt stillestående, sætter min følsomhed overfor varme yderligere på prøve. Jeg checker ind på et forhåndsbooket hotel i den vestlige udkant af byen. Udenfor hotellet hører jeg bølgerne, der ruller ind mod stranden. Jeg sætter hurtigt min baggage på plads i værelset og finder vej mod stranden, hvor jeg møder et azurblåt hav, der glitrer i solens stråler. Ved første øjekast ser det fuldstændig paradisisk ud, men idet jeg nærmer mig, forvandles herligheden til noget helt andet. Plastikemballage og flasker ligger i bunker og i mængder der får mig til opgivende at trække på skuldrene. Og det er ikke kun havet og strandene, der er blevet provisoriske lossepladser. Fortove og vejkanter er også overfyldt med alverdens skrald. Uden at forholde mig til at landet har andre og formodentlige mere akutte problemer, er det tydeligt, at affaldshåndtering ikke er en prioritet. Gaderne er desuden fuldstændig plettede af røde plamager, hvilket jeg undrede mig meget over, indtil at jeg forstod, at det er spytklatter efter beteltygning. Størstedelen af den voksne befolkning tygger tilsyneladende jævnligt på betelnødder, hvilke siges at bringe velbehag og være stimulerende. Til gengæld misfarver betelnødder tænderne og mundvandet bliver blodrødt, samtidig kobles regelmæssig og langvarig beteltygning til en række sygdomme.

HOLD FAST I KAMERAET
Honiara regnes for at være en af verdens farligste byer og turister advares mod at gå rundt på egen hånd, særligt efter mørkets frembrud. Min tid i hovedstaden er afsat til at forsøge at mindske jetlaget og at, trods advarslerne fra diverse guidebøger og institutioner, slentre rundt i gader og stræder. Jeg besøger Honiara Central Market, en overfyldt, hektisk og svedende forsamling med enkelte stande omkring et delvist overdækket betonområde i byens havneområde. Her sælges eksotiske frugter, grøntsager, fisk, skaldyr, lokalt håndværk og tekstiler. En spændende plads, der er blevet samlingsted for øernes forskellige etniske grupper og som giver et godt indblik i hvad der produceres i området. Markedet er bestemt et besøg værd også selvom det er vigtigt at holde godt fast i sit kamera.

BLANDT AMERIKANSKE GÆSTER
To dage er gået og jeg er nu ombord på Bilikiki, der skal være mit hjem de næste ti dage. Båden medtager 20 dykkere og en besætning på hele 14 mand skal sikre at vi bliver serviceret ordentligt med alt hvad man kan tænke sig på krydstogtet gennem den salomonske ø-verden. Bilikiki har to aluminiumsbåde på slæb, som skal transportere os til og fra dykkerstederne når moderskibet ligger for anker. Begge både er robuste og praktiske i al sin enkelhed.
De venlige og kyndige værter, Tina og Oli, byder os velkommen ombord og gennemgår procedurerne på skibet og inviterer herpå til middag.
Da vi har spist er det blevet tid til at krybe til køjs. Alle kahytterne er udstyret med aircondition, toilet og bad. Jeg deler værelse med australieren Philip. Bilikiki har normalt flest gæster fra USA og også på denne tur er der flest amerikanere. Med på krydstogtet er også et par fra Schweiz, en koreaner, en new zealænder og et ungt argentinsk par, der fungerer som dykkerguider. Bortset fra Tina og Oli er hele besætningen fra Salomonøerne.

FUGLEKVIDDER
Endelig er det blevet dagen, hvor vi skal have vores første dyk. Vi er blevet lovet, at vi ikke kommer til at møde nogen andre dykkerer på hele turen, et løfte som skal vise sig at blive holdt. I løbet af natten har Bilikiki sejlet os til Russel Islands, en øgruppe af vulkansk oprindelse, omkring 50 kilometer nordvest for Guadalcanall.
Sigten er god og vandet holder en temperatur på behagelige 29 grader. Artsrigdommen er stor også selvom vi ikke oplever noget spektakulært som man ellers ofte gør i disse vande. Men fantastiske og dramatiske oplevelser skulle vise sig at komme til os alligevel. Vores andet dyk er på et dykkersted kaldet Leru Cut. Her er en sprække i bjerget, som er et par meter bred og ti meter dyb og strækker sig 70 meter ind i den ø vi har fortøjet ved. Solen når netop ind i sprækken, og dens stråler, der skærer gennem det klare vand, giver et magisk lysspil. I bunden af sprækken stiger vi op til overfladen og er omgivet af grøn vegetation og lianer, der klæber til de stejle klippevægge. Over os er regnskoven så̊ tæt, at man får følelsen af at være under et tag. Det fantastiske rum akkompagneres af betagende fuglekvidder.

ALDRIG MERE GRUPPE TRE
Vi ankommer til et nyt dykkersted kaldet Mirror Pound, som til forveksling ligner Leru Cut. Også her følger vi en sprække ind i bjerget, der sidenhen åbner sig og forvandles til en cirkulær lagune inde i selve junglen. Under briefingen blev vi fortalt, at der er i enkelte tilfælde har været set saltvandskrokodiller herinde. Man siger, at man ved et sådan et møde langsomt skal svømme væk og under ingen omstændigheder søge mod ovefladen, da det i så fald kan være det sidste man gør i live. Jeg er med i den sidste af tre grupper. Vi er på vej ind gennem sprækken, da vi støder på den første gruppe. Deres guide signalere at saltvandskrokodillen er hjemme i dag. Min puls stiger øjeblikkeligt, men da det er første gang min guide dykker på dette sted beslutter han, at vi af sikkerhedsmæssige årsager ikke skal svømme ind. Jeg er skuffet.
Da de andre dykkere viser billeder og video af krokodillen kan jeg mærke følelsen af misundelse i kroppen. Det viser sig, at deres respektive guider vurderede situationen sikker og flere af dykkerne praler med fine og nærgående billeder af det fascinerende dyr. Efter dette dyk sørger jeg for aldrig at havne i gruppe tre igen.

I TOPPEN AF FØDEKÆDEN
På andendagen er vi nået frem til Mary Island, en isoleret og ubeboet vulkanø. Dykkerstedernes navne som Barracuda Point og Jackfish Alley fortæller hvad vi kan forvente at se i det strømrige vand omkring øen. De store fiskestimer imponerer, ligesom forsamlingerne af de gigantiske pukkelhovedpapegøjefisk Bolbometopon muricatum, der spiser korallerne på revplateauerne. Men det er alligevel først om eftermiddagen, at rejsens højdepunkt skal vise sig.
Pludselig råber kaptajnen at der er blevet set to spækhuggere lidt længere ude på havet og straks går alt hurtigt. Jeg får hurtigt min maske og finner på, griber mit kamera og hopper ombord i en af dykkerbådene. Det er først da vi nærmer os de fascinerende dyr, at det går op for mig at jeg sidder iført intet andet end underbukser. Men mit sindsnærvær har i det mindste gjort, at jeg som den eneste dykker har fået udstyr med så jeg kan hoppe i vandet. Jeg lader mig glide i og svømmer resolut hen imod de høje rygfinner, der stikker op af vandet et stykke foran mig. Jeg får hurtigt øje på den første spækhugger under vandet. Den svømmer under mig, desværre for dybt til at det bliver andet end en sort/hvid plet i søgeren på mit kamera, der idenne dag er sat op med fisheye-objektiv.
Selvom det mislykkedes mærker jeg adrenalinen pumpe i kroppen. Jeg er virkelig på nu. Jeg svømmer videre, igen uden resultat. Jeg skifter taktik og lægger mig i stedet helt stille i overfladen og håber at de store dyr kommer til mig. Det virker. De kommer nærmere...

Læs hele artiklen i NetMag #16...

Jeg sidder og samler mit undervandskamera. Godt en time senere stopper larmen fra de kraftige motorer, og vi glider stille ind i den lille smukke havn på øen. Dykkercenteret Mare Nostrum Diving Ustica ligger få minutters gang fra kajen, og ejeren, Tatiana Geloso, byder mig velkommen og spørger, om jeg er frisk på at sejle ud og tage et solnedgangsdyk. En italiensk dykkerfamilie, der også er med på dykkerbåden, fortæller, at de har holdt sommerferie på Ustica hvert år i over 15 år, fordi dykningen er helt fantastisk. I 1986 blev havet hele vejen rundt om Ustica fredet som national marine park. Et 15.000 hektar stort område delt i tre zoner. Zone A Reserva Integrale er totalfredet, og her er al bådtrafik og dykning forbudt, man må dog svømme fra stranden. I Zone B, der kaldes Reserva Generale, er dykning tilladt, og enkelte lokale fiskere med specieltilladelse må fiske med line, men harpunjagt er strengt forbudt. Zone C, der hedder Reserva Parziale, har den lempeligste fredning. Her blev der I år 2000 åbnet op for at lokale erhvervsfiskere kan få tilladelse til at fiske, men harpunjagt er også forbudt i dette område. Dykkerguiden, Marco Gonelli, fortæller, at vi skal dykke i Zone B på dykkerstedet Secca Della Columbare, hvor der er rigtig gode chancer for at se store pelagiske fisk som barracudaer, stor ravfisk og mørk havaborre.
Mine forventninger er høje, og jeg bliver ikke skuffet, da jeg lidt senere i vægtløs tilstand glider gennem det krystalklare vand og hen over det spektakulære undervandslandskab. Fiskelivet er helt fantastisk. En halv time inde I dykket får Marco og jeg øje på en stor stime af gulmundet barracuda. Hvor er det smukt at se de store strømlinede rovfisk bevæge sig ubesværet gennem vandet. Vi ligger på 33 meters dybde, og min dykkercomputer er lige gået i deco og brokker sig højlydt, men jeg har heldigvis masser af luft tilbage, så jeg ligger stille og beundrer de smukke fisk et stykke tid, inden jeg søger op på lavere vand og gasser af på et flot stenrev med masser af mindre fisk.
Tatiana har sørget for overnatning til mig på Hotel Clelia, der ligger 5 minutters gang fra hendes dykkercenter højere oppe i den lille by. Stejle små gader og trapper leder derop, og næste morgen bliver jeg belønnet med en fantastisk udsigt over havnen og Det Tyrrhenske Hav, mens jeg indtager hotellets velassorterede morgenmadsbuffet. Tatiana har lovet at være model for mig på morgendykket. I dag sejler vi ikke ud i den hurtige RIB, men derimod med hendes dejlige QALFAT 36’, som hun fortæller, er bygget af en bådebyggerfamilie på syv brødre fra Malta.
Ustica er af vulkansk oprindelse, og der er flotte landskaber både over og under havoverfladen. Vi svømmer først gennem et spændende undervandsklippelandskab, hvor Tatiana leder mig gennem flere lange sprækker, der ikke er for folk med klaustrofobi. Da vi kommer ud på den anden side, står der store stimer af barracudaer på 25-30 meters dybde, og Tatiana poserer smukt tæt på stimen. Vi ser også flere andre store fisk, bl.a. mørk havaborre og den meget smukke rovfisk, stor ravfisk, der er en art af hestemakreller. Jeg får tre rigtig gode dyk den dag, og...

Læs hele artiklen i NetMag #16...

Da jeg stiger ned på det legendariske vrag efter San Francisco Maru, er det med en særlig følelse af at have været der før. En slags vrag-déjà vu. I over 25 år har jeg drømt om dette vrag, og jeg har set så mange ikoniske billeder af den berømte bunke af Type 95 HA-GO tanks, at det hele virker mærkeligt velkendt – selv om dette er mit første dyk på The Million Dollar Wreck som vraget også kendes som.
Mange betragter San Fransisco som det bedste dyk i lagunen. Og det er et imponerende vrag med sin værdifulde last af miner, sprængstoffer og de tre type 95 HA-GO tanks på dækket. Hvordan de lykkedes med at presse en kommandant, en maskingeværskytte og en chauffør ned i de små køretøjer, er uforståeligt.
Japanske søfolk mål have været meget tørstige. Overalt på vragene er der ølflasker. Nogle gange bare hist og her, men ofte i stabler, i kasser eller bare i store bunker.
Mellem dykkerne bruger jeg tid i referencebiblioteket på båden. Jeg har allerede afdækket de begivenheder, der førte til det amerikanske luftangreb i februar 1944, (se forrige udgave af DYK NetMag), men jeg spekulerer over, hvordan Truk dukkede op som en verdensklasse dykkedestination. Jeg ved, at Jacques Cousteau spillede en nøglerolle, men hvordan blev Truk genopdaget, efter at havde været helt glemt efter krigen?
For at finde ud af det, medbragte jeg en kopi af en Cousteau-dokumentarfilm, og jeg spillede den på skærmen i den rummelige salon på Truk Master en aften efter middagen.

Manden i dragten med den gule stribe
En mager mand i en underlig gummidragt med stilfulde gule striber klatrer ned ad dykkestigen. Faktisk er han så tynd, at han knap kan udfylde sin dragt. Han er ikke ung. Hans tynde grå hår, hans næsten skrøbelige udseende og de vejrbidte træk tyder på, at han må være i 60’erne. Han har det mest basale scubaudstyr, man kan forestille sig. Den gule ståltank er fastgjort på ryggen med et enkelt seletøj. På tanken sidder et første- og et andettrin forbundet med en enkelt slange. På hans håndled er et dykkerur. Hans grej fuldendes af et sæt gummifinner og en maske. Det er det hele. Ingen dikkedarer.
Han sætter masken på ansigtet, anbringer regulatoren i munden og forsvinder under overfladen. Manden bevæger sig rundt med en smidighed og lethed, der modsiger hans alder. Han udforsker vraget i Truk Lagoon med en behændighed, der næsten får én til at tro, at han har nærmest har opfundet dykning. Hvilket han faktisk har. Manden i dragten med den gule stribe er selvfølgelig Jacques-Yves Cousteau, og scenen er med i den legendariske dokumentar Lagoon of Lost Ships.

Alene på vragene
San Francisco Maru er et ret dybt dyk med en gennemsnitlig dybde, der nærmer sig 50 meter, så for dykkere, der hellere vil bruge tid på at udforske vraget i stedet for at hænge på deko i længere tid, har Nippo Maru, efter min mening, endnu mere at tilbyde. Blandt højdepunkterne på Nippo er Haubitzer-kanonerne, en HA-GO-tank, magen til San Francisco Marus, tonsvis af ammunition og det sædvanlige sortiment af gasmasker, ølflasker og habengut.
Det virkelig fine maskinrum er et virvar af rustne paneler, måleinstrumenter og underlige apparater, men højdepunktet på et Nippo-dyk er den ekstremt fotogene bro med de to intakte maskintelegrafer og den farverige styrekonsol.
Det er en ekstra luksus at have vragerne helt for os selv. I løbet af mine ti dage på Truk Master møder jeg ikke andre dykkere under vandet end mine rejsekammerater. Der er i øjeblikket kun tre liveaboards, der opererer i lagunen, og de små dagbåde fra de landbaserede dykkercentre har masser af vrag at vælge imellem. At være alene på disse verdensklasse vrag giver turen et ekstra eksklusivt element og en håndgribelig ekspeditionsoplevelse.
Jeg spekulerer på, om Cousteau holdet også dykkede på Nippo Maru? Hvordan fandt de i det hele taget frem til Truk?

Calypso bliver pimpet
I 1966 fik den amerikanske producent David L. Wolper Cousteau med på ideen om at lave en tv-serie, men efter at have besøgt Calypso, blev Wolper noget skuffet. ”Det ligner lort!”, sagde han.
Alt skulle være strømlinet på tv i USA i en tid, hvor renskurede NASA-astronauter i kridhvide rumdragter var landets største helte.
Det var Wolpers idé at pimpe Calypso-besætningen op med de stiliserede våddragter, de gule hjelme med radiokommunikation og at pakke aqualungene ind i strømlinede plastikkabinetter. Calypso fik en tiltrængt ansigtsløftning og blev omdannet til et flydende tv-studie med en enorm kapitalindsprøjtning fra tv-selskabet ABC.
Undersea World of Jacques Cousteau blev en enormt populær tv-serie, der blev vist over hele verden fra 1966 til 1976. Og i talrige genudsendelser lige siden.
Cousteau-holdet og producenterne var altid på udkig efter nye eventyr, og Truk fik Cousteaus opmærksomhed, da han læste en artikel i Los Angeles Times. Den var skrevet af journalisten Charles Hillinger, som var amerikansk veteran fra anden verdenskrig. Han kendte til Truk fra sin tjeneste ombord på amerikanske hangarskibe i stillehavsområdet. Den 26. maj 1969 publicerede LA Times den første avishistorie, der nogensinde var skrevet om vragene i Truk under overskriften: ”Sunken Japanese Fleet Lie Untouched in Truk Lagoon”. Et par dage senere modtog journalisten et opkald fra Jacques Cousteau, der stillede detaljerede spørgsmål om Truk. Det er rimeligt at antage, at Cousteau følte, at det hastede. Han ville være den første, der plantede dykkeflaget i Truk.

Steam punk
Et andet højdepunkªt på turen er vores udforskning af Heian Maru, det største vrag i lagunen. Det 163 meter lange fartøj hviler på sin bagbordsside på 35 meters dybde og er meget let at identificere, da navnet klart kan læses på stævnen – både med vestlige bogstaver og japanske skrifttegn.
Vores rebreathere er en stor fordel inden i vraget, hvor udåndingsbobler ville have produceret en rustregn, der kunne forværre sigtbarheden og i værste fald gøre det svært at finde udgangen. Navigationen udfordres af, at vraget hviler på siden, og det gør det svært at opretholde et mentalt billede af, hvad der er op og ned.
Aron bevæger sig langsomt og forsigtigt foran mig. Jeg stopper nu og da for at 

Læs hele artiklen i NetMag #15...

For at kunne begynde eventyret veludhvilet og finjusteret til Stillehavsområdets tidszone, har jeg booket to overnatninger på Blue Lagoon Resort, inden jeg skal om bord på liveaboard-fartøjet Truk Master. Vejen fra lufthavnen til resortet er i en sørgelig stand, men langs den hullede asfalt mødes man af et eksotisk sceneri. Kvinderne i vejkanten i deres farverige gevandter med blomsterkranse i håret, ser ud som om de lige er trådt ud af et Gauguin-maleri. Mærkeligt nok synes alle bilerne at have højrestyring, men de kører ikke i venstre side. Måske er det derfor, at der ligger så mange smadrede biler langs vejen?
Blue Lagoon Resort er et noget udtjent foretagende med et meget tilbagelænet servicekoncept. Det siges alligevel at være det bedste på øen. Jeg minder mig selv om, at Truk er et fattigt sted. Jeg sætter hurtigt forventningerne derefter og tilbringer hovedparten af dagene på resortet med at læse op på den historiske baggrund for det eventyr, der ligger foran mig.

Oprustning
Der var forbindelser mellem Japan og Truk allerede i slutningen af det 19. århundrede, da japanske søfarende begyndte at besøge øerne i den enorme atol. Efter første verdenskrig blev Japan formelt tildelt herredømmet over Mikronesien som en del af Versailles-traktaten. Japanere bosatte sig på øerne og udviklede infrastrukturen. De to kulturer blandede sig og ægteskaber på tværs var ikke ualmindelige, en kendsgerning, der selv i dag er tydelig i lokale ansigtstræk og navne. Japan blev mere og mere militariseret gennem 1920’erne og 30’erne, og flådeofficererne havde fået øje på fordelene ved den beskyttede lagune. Lagunen lå ideelt halvvejs mellem Hawaii og Filippinerne, så de forvandlede i al hemmelighed Truk til en gigantisk befæstet flådestation, og Truk blev Japans største marineforsyningsstation til støtte for både kommercielle og militære operationer i Stillehavsområdet. Lagunens oprustning var en direkte overtrædelse af Versailles-traktaten, men japanerne formåede at udføre befæstningen i største hemmelighed, og ingen udlændinge fik lov til at besøge området.

Kyndig besætning
Efter et par dage forlader jeg landjorden for at påmønstre Truk Master. Om bord mødes jeg med en skarp kontrast til det noget lurvede resort – på båden er alting rent, effektivt og strømlinet. De lokale besætningsmedlemmer er meget venlige, hjælpsomme og de taler glimrende engelsk. Truk Master er rummelig med store kahytter og masser af plads til kameraer og dykkergrej. Det satellitbaserede Wi-Fi på båden er nok den hurtigste og mest pålidelige i Mikronesien. Det er dog hundedyrt at benytte, så det er klogt at begrænse online-tiden til et absolut minimum – eller gå helt off-grid i et stykke tid.
Båden styres af den erfarne britiske skipper Martin Cridge, som selv er en ivrig vragdykker, og den ti dage lange tur er under ledelse af den unge, men meget kompetente cruise director, Aron Arngrímsson fra Island. Martin og Arons kombinerede omfattende kendskab til vragene og deres smittende entusiasme for Truk tilføjer en ekstra dimension til turen. Derudover kender de lokale dykkeguider på Truk Master hver en krinkelkrog af vragene – de er bogstaveligt talt vokset op på dem.
Truk Master har et udmærket referencebibliotek i salonen på øverste dæk, så efter, at jeg har klargjort mit udstyr, pakket scrubber i min rebreather og sat kameraet sammen, fortsætter jeg mine studier af Operation Hailstone, mens jeg venter på, at turen begynder for alvor.

Værgeløst mål
Amerikanerne anede nok, at Japanerne brugte Truk Lagoon som ankerplads, men de havde i starten ingen forestilling om de massive militæroperationer, der fandt sted i lagunen. Over 40.000 japanske civile boede og arbejdede i Truk og der lå mere end 1000 krigs- og forsyningsskibe fortøjet. Dertil kom fem flyvepladser, som supporterede næsten 500 fly. Blandt flådefartøjerne var slagskibe, destroyers, ubåde, hangarskibe, minestrygere og desuden et stort antal hjælpefartøjer, forsyningsskibe og tankskibe.
Efterhånden som krigen udviklede sig, kom de allierede styrker gradvist tættere på, og i starten af februar 1944 blev lagunen overfløjet af to amerikanske PB-4Y Liberator-rekognosceringsfly fra en base på Salomonøerne. Japanerne forsøgte at nedskyde spionflyene, men de amerikanske piloter formåede at flygte med de afslørende rekognosceringsfotos. Hemmeligheden var ude. De amerikanske generaler begyndte straks at planlægge angrebet på Truk Lagoon under kodenavnet Operation Hailstone.
De japanske hærchefer indså, at Truk nu var et værgeløst mål, og de besluttede øjeblikkeligt at evakuere de mest værdifulde krigsskibe til en base i Palau. Men mange fragtskibe blev tilbage, og andre var stadig på vej ind – ikke alle vidste, at hemmeligheden var sluppet ud, og at det kun var et spørgsmål om tid, før amerikanerne slog til.
Nogle af skibene kunne ikke flytte sig på grund af mangel på brændstof. Andre blev tilbage fordi de var under reparation, eller også var de i færd med at losse eller laste. Et par fartøjer var tomme, men mange havde lastrum og dæk pakket med tanks, miner, artilleri, landkøretøjer, reservedele til fly, benzintønder og andre forsyninger til den japanske krigsmaskine.

Stilleben
Efter et par opvarmningsdyk er det tid til at dykke på den mægtige Shinkoku Maru, som er fuldstændig dækket af sten- og blødkoraller. Faktisk er overbygningen så overgroet med marint liv, at vraget fik en ekstra hård medfart under en orkan i marts 2015. Den ekstra vægt fra korallerne fik skorstenen til at bryde sammen i det hårde vejr.
Der er så meget natur at nyde på Shinkoku, at du næsten glemmer, at det er et rev af metal. Overalt er der skyer af glasfisk i skyggerne mellem store grene af blødkoraller. Hver eneste kvadratcentimeter er dækket af koraller eller af tæpper af søanemoner med hjemmeboende klovnfisk. Skibets ræling er nærmest usynlig bag alle gevæksterne. En grå revhaj følger os fra en afstand, og en bofast havskildpadde kigger ud fra et lastrum og svømmer langsomt væk. Med så meget liv om bord, er det ikke underligt, at Shinkoku Maru er et populært natdyk. Men hvis du i et øjeblik skulle have glemt, at du rent faktisk dykker på et berømt skibsvrag fra anden verdenskrig, bliver du mindet om det, når du navigerer gennem eksplosionshullet i styrbordssiden og vrider dig ind i det store maskinrum. De nedre dele er ret trange og det kræver en guide, som kender ruten godt, men den øverste del af maskinrummet er på den anden side en enorm katedral med et svagt skær af lys, der trænger gennem et skylight øverst oppe. Oppe på dækket, der ligger på omkring 18-20 meter, er der masser af detaljer at nyde. På maskintelegrafen i agterstævnen, har en kridhvid søanemone taget bolig på selve telegrafskiven – komplet med en lille klovnfisk. Det er fristende at beskrive Truk Lagoon som verdens største undervandsmuseum, men nogen har misforstået konceptet en anelse. Jeg går ud fra, at det er velmenende lokale dykkeguider, der har arrangeret opstillingerne af genstande, som er så typiske for Truk? På de fleste vrag vil du se disse stillebens af flasker, porcelæn, støvler, ammunition, gasmasker, køkkengrej og alle slags habengut pænt arrangeret i fotogene positioner. En mere naturalistisk tilgang ville give et mere realistisk indtryk af fartøjet før forliset, men jeg er sikker på, at disse museumsopstillinger er lavet med de bedste hensigter. I overbygningen svømmer vi ind i infirmeriet, komplet med et operationsbord. Nogen har arrangeret et udvalg af store knogler på bordet, men jeg...

Læs hele artiklen i NetMag #14...

Det er en stor revlehaj på over to meter. Med øjnene følger jeg begejstret den smukke haj med den karakteristiske høje rykfinne, indtil den med elegante svømmebevægelse igen forsvinder i det blå.
Vi ligger på godt 30 meters dybde lidt ud for den lille klippeø Lampione, som er en af de tre Pelagie-øer. Ifølge et gammelt sagn stammer øen fra en klippe, der faldt ud af hånden på en kyklop. Geologer vil dog påpege, at den sammen med øen Lampedusa er en del af den afrikanske kontinentalsokkel, mens den tredje Pelagie-ø Linosa er af vulkansk oprindelse. Lampione er kun et par hundrede meter lang og har et areal på ca. fire hektar. Der står et fyrtårn på øen, men de eneste beboere er små firben samt falke og havfugle, der ubesværet glider frem og tilbage i opvindene fra de næsten lodrette klippeskrænter. Pelagie-øerne, der tidligere har været et yndet tilflugtssted for pirater, blev en del af det Italienske kongerige i 1860. Øerne ligger et par hundrede kilometer syd for Sicilien. De er omgivet af krystalklart vand, og især italienske dykkere har i mange år vidst, at man her kan opleve noget at den bedste dykning i Middelhavet. Men de fleste danskere kender nok Pelagie-øerne for en helt anden omtale i medierne, for den største af øerne, Lampedusa, ligger kun godt 110 km fra det afrikanske kontinent og er et oplagt mål for bådflygtninge, fra især Libyen. Et par flyveknurhaner ligger og svæver hen over bunden med deres ”vinger” smukt foldet ud. Vores dykkercomputere er gået i deco, og vi svømmer langsomt op langs det flotte undervands klippelandskab og bruger den sidste del af dykket på lavt vand, hvor vi nyder synet af de store stimer af bl.a. tobåndet havrude og tandbrasen, der svømmer tæt forbi os. Tilbage på dykkerbåden byder Gioseppe på lokalt bagt brød og oliven, mens han fortæller at Lampione er den eneste af Pelagie-øerne, hvor man kan se revlehajer. De kommer som regel i juli og bliver indtil sidst i september, og i den periode ser man hajer på...

Læs hele artiklen i NetMag #14...

Midt ude i Atlanterhavet strækker en bjergkæde sig 1400 mil under vandet. Bjergkæden kaldes den Midtatlantiske Ryg. Den undersøiske bjergkæde løber fra Island i nord og videre sydpå gennem Atlanterhavet. Toppe på bjergkæden danner den subtropiske øgruppe Azorerne, og ligesom Island er Azorerne et vulkansk aktivt område, hvor kontinentalpladerne mødes og magmamasser fra jordens indre trænger op til overfladen. Landet her er dog meget mere frugtbart end sin Nordatlantiske fætter – med frodige skråninger, der møder det dybblå hav. Det lille øhav hører til Portugal og ligger på samme breddegrad som Lissabon omkring 1.400 km ude i Atlanterhavet. På grund af sin beliggenhed er Azorerne et af de mest fiskerige områder i Atlanterhavet. Her er mættet med liv under overfladen og her er bl.a. hele 21 forskellige hvalarter.

DEN TROPISKE STORM GASTON
Vi er en gruppe på ni personer, der rejser fra forskellige dele af Skandinavien. Jeg og min makker Andreas er på en tidlig morgenflyvning til Bruxelles, hvor vi har en times mellemlanding. Vi får en god belgisk øl inden vi rejser videre til Portugals hovedstad Lissabon. Her fortælles det at stormen Gaston blæser direkte til Azorerne og vi gætter på, at det vil betyde forsinkelser. Indenlandske fly afgår imidlertid som planlagt, men jeg er bekymret for at det bogstavligt talt vil blive en rystende tur. Vi flyver lige vest ud over Atlanterhavet og efter næsten to timer kommer de frodige grønne vulkanske øer til syne. Det blæser voldsomt, men vi lander stille og roligt i den lille lufthavn på øen Faial. Herfra tager vi en bus og kører i regn og blæst mod færgen ved Horta, der ligger en kilometer øst. Der er to timer til næste færgeafgang, hvilket giver god mulighed for at få lidt at spise og lære de andre i gruppen at kende på det nærliggende pizzeria.
Det er så småt ved at være tid til at gå ombord på færgen til naboøen Pico, hvor vi skal være den kommende uge. Da båden forlader havnen begynder det straks at gynge gevaldigt eftersom stormen netop har passeret, men heldigvis tager turen kun en halv time. Vi går i land ved den pittoreske lille by Madalena og trækker vores tasker til hotellet, der ligger lige ved siden af havnen. Her møder vi Magnus Lundgren, der ankom dagen i forvejen for at lægge en plan for vores dykning sammen med dykkercentret CW Azorerne. Magnus er ambassadør for Scuba Travel og Exposure Expeditions og han er en erfaren undervandsfotograf der tidligere har været her og kender dykningen på Azorerne. Han har bl.a. fotograferet kaskelotter for National Geographic her. Andreas og jeg tjekker ind på hotellet, pakker vores dykkergrej ud og gør vores kamera-rig klar inden vi falder om efter en lang rejse.

BLÆKSPRUTTER OG SØHESTE
Dykkercenteret CW Azores er beliggende lige op af hotellet og efter morgenmaden tager vi vores dykkerudstyr med dertil og udfylder de nødvendige papirer. Da vi har skrevet under bærer vi udstyret over på den anden side af gaden til en af dykkercenterets RIB-både, der ligger klar i havnen. Solen skinner fra klar blå himmel og vinden er aftaget en del, men der er stadigvæk store bølger på havet efter stormen. Vi sejler derfor mod naboøen Faial, hvor vi kan dykke i en afskærmet bugt ved en vulkan, der grænser ned mod havet.
Jeg ruller baglæns i fra båden og synker ned mod bunden i det krystalklare blå vand. Her er en utrolig sigtbarhed og jeg bliver helt opslugt af det vidunderlige undervandslandskab da vi langsomt glider med strømmen henover bunden. Jeg tænker på de kontraster man oplever som dykker. Mit forrige dyk var på vraget Ingrid Horn i Stockholms skærgård med fem graders vand og næsten totalt mørke og kun en halv meters sigt. Her er der mindst 30 meters sigt, sollys og 23 grader i vandet. Jeg nyder friheden i en våddragt. Jeg ved, at det hen mod slutningen af et dyk begynder at blive køligt herude i Atlanten, så jeg har garderet mig med en 3 mm overdel med hætte og en 5 mm våddragt. En stor blæksprutte kryber over bunden og idet jeg nærmer mig finder den hurtigt vej ind i en klippesprække og forsøger at gøre sig usynlig. Jeg følger bjerget dybere ned og passerer nogle muræner, der kigger frem fra deres skjul. Længere fremme hvor bjerget stopper og planer ud i en sandbund, ligger to dykkere og fotografere et eller andet. Jeg bliver nysgerrig og svømmer hen imod stedet da de bevæger sig videre. I søgræsset hænger nogle små søheste, der hægter sig fast til stråene. Det er faktisk første gang, at jeg får lov at opleve søheste under et dyk og bare et øjeblik ærgrer jeg mig over at jeg ikke har makroobjektiv på kameraet i stedet for min 16-35 mm vidvinkelzoom.

GROTTER OG BABY ØRNEROKKER
Vi holder overfladeinterval på marinaen i Horta, hvor vi tager på café med våddragter på og bestiller en espresso. Personalet lader til at være vant til at have dykkere som besøgende og der er ingen indvendinger da vi sætter os på balkonen og kigger ud over bugten med vulkanen bagved. Jeg får hurtigt drukket kaffen og vi går tilbage til båden, som er blevet tanket og klar til dyk nummer to.
Denne gang sejler vi om på ydersiden af vulkanen, hvor den delvist kollapsede side danner en bugt ind til selve krateret. Her er vi ikke længere i læ og da jeg hopper i vandet, mærker jeg at der er kraftig strøm.
Vi svømmer ind i stor grotte og på vejen møder vi en stime af små rokker der svømmer ud forbi os. Da vi bevæger os tilbage, stopper jeg et øjeblik og skyder nogle billeder mod åbningen inden det er tid til at svømme ud af grotten. Da jeg kommer rundt om hjørnet er strømmen så stærk, at jeg må kæmpe for at svømme mod den. Jeg ser et mindre, sønderrevet stålvrag under os, da vi fortsætter fremad for at komme i læ for den kraftige strøm, men der er ikke tid og luft til at blive og kigge nærmere på det.
Afslutningen på dykket bliver noget rodet idet alle forsøger at komme op i gummibåden, der hurtigt bliver drevet væk med bølgerne. Guiden sidder stakåndet i båden og fortæller, at det her dyk var et af de mest anstrengende dyk han nogensinde har været med på, og jeg må indrømme, at jeg også synes at det var et meget hårdt dyk.

”DER BLIVER RÅBT ”HAJ!” – SÅ HOPPER VI I…
Azorerne er kendt som en destination, hvor der er gode muligheder for at se hajer og vi har alle glædet os til at dykke med blåhajer er måske makohajer, hvis vi er heldige.
Blåhajen lever primært på større dybder og for at lokke dem til overfladen anvendes beholdere med hakket fisk blandet med salt. På denne måde lægger man duftspor ud, som hajen kan registrere på lang afstand.
Den her morgen har vi delt os op i to grupper, der med hver sin båd sætter kursen nordpå til åbent hav mellem øerne Faial og Pico. Efter en lille time stopper skipperen motoren og begynder at hælde ”fiskesuppen” i en beholder, som fæstnes til en line og bliver kastet i vandet. Det vipper fortsat en hel del efter stormen og et par af de andre i båden begynder at bliver søsyge da vi driver sidelæns i bølgerne. Vi har nu ventet i over to timer i den gyngende båd og jeg begynder at tænke, at det nok ikke bliver til noget dyk, men pludselig bliver der råbt ”haj!”. Vi gør os lynhurtigt klar og hopper i vandet. RIB’en driver hurtigt i vinden så jeg hægter mig fast med en jon-line i en af linerne der hænger under båden, for ikke at komme bagud. Her svæver jeg midt ude i Atlanten med en dybde på mere end tusinde meter under mig. Jeg føler mig lille når jeg ligger og kigger ud i det store blå. Et stykke væk ser jeg en smuk blåhaj, der lidt afventende cirkler omkring os. Endnu en haj dukker op og de kommer straks tættere på. Den største af dem styrer direkte imod mig og jeg mærker pulsen stige samtidig med at jeg gør kameraet klar. Hajen passerer mig med mindre en halv meters afstand og jeg lader kameraet skyde løs og panorerer samtidig for at holde den i billedet.

NÄRKONTAKT
Vi har fået strenge ordrer om at dykke med mørke dragter og handsker for at undgå uheld. Når hajerne kommer tæt på beholderen med madding begynder de at svømme rundt med hurtige bevægelser. De synes også at være interesserede i blitzene på kameraerne. Hajer er kendt for at være dyrerigets mest følsomme dyr over for elektriske signaler. Nogle få gange kan jeg mærke at de strejfer min dragt når de glider forbi. Den store haj standser op lige foran mig. Jeg ser hvordan dens øjne bevæger sig i det den betragter mig og jeg forestiller mig, at den spekulerer over hvilken slags dyr, den sorte figur foran den er. Snart dukker en tredje haj op og vi bliver næsten euforiske og gestikulerer til hinanden. Hajerne bliver endnu mere ophidsede og et par gange støder en af dem næsen mod mit kamera. Vi har også fået instruktioner om forsigtigt at skubbe hajerne væk, hvis de bliver for nærgående og en enkelt gang vender jeg kameraet og puffer til den mest nærgående haj, der så svømmer væk. Det er en ubeskrivelig følelse at møde disse store og majestætiske dyr i deres naturlige miljø og man glemmer tid og sted. Guidelinen farer op og ned på grund af bølgerne og med jævne mellemrum rykker det så voldsomt i min jon-line, at jeg taber min maske. Pludselig opdager jeg, at linerne og de andre dykkere forsvinder væk i det blå. Jeg svømmer så hurtigt jeg kan for at komme tilbage til båden, som driver i høj fart. Da jeg nærmer mig, ser jeg min jon-line, der stadigvæk hænger fast i linen sammen med en D-ring, der har revet sig løs fra min BCD...
 

Læs hele artiklen i NetMag #13...

Alder
Blåhajen kan blive mere end 20 år gammel.

Føde
Den primære føde er blæksprutter, men de spiser også hummer, rejer, krabber, flere forskellige fisk, mindre hajer og hvis tilfældet tillader det, også havfugle. Obduktioner har endda vist spor af kød fra marsvin og hvaler. Det tyder på, at de spiser alt hvad de kommer i nærheden af.

Udseende
En blåhaj bliver normalt1,8 - 2,4 meter (maksimalt 3,8 m) lang og vejer mellem 60 og 80 kg. Blåhajer i Stillehavet er oftest mindre end de hajer, man finder i andre oceaner.
Hajen har en slank kropsform med en lang rygfinne. Ryggens farve er dyb blå mens den er lysere på siderne og hvid på undersiden.
Langdistance svømmer
Båhajen (Prionace glauca) er den eneste haj af slægten Prionace og man finder den på dybt vand i alle verdens tempererede og tropiske vande. Den er kendt for at migrere over store afstande og for at få mange unger.

Jaget vildt
Blåhajen er den haj, der fiskes mest i hele verden. Man antager at mellem 10 og 20 millioner blåhajer fanges hvert år. Kødet tørres, ryges og saltes og skindet anvendes til læder, finnerne bruges til hajfinnesuppe og man udvinder olie af leveren. Blåhajen er på IUCN’s røde liste over truede arter. 

Læs hele artiklen i NetMag #13...

Dalarö var en vigtig og strategisk brik i Sveriges flådeforsvar under stormagtstiden, og herfra udmønstrede fartøjer med titusindvis af soldater mod kontinentet under 30-årskrigen. Det er derfor intet tilfælde, at der ligger en hel del vrag i området, og til glæde for os dykkere er flere af dem imponerende velbevarede.
Vragjægere og dykkere har været aktive i området omkring Dalarö gennem lange tider. Allerede sommeren efter forliset af skibet Riksäpplet i 1676, foretog man de første dyk på vraget med dykkerklokker. Her brød man dækket op for at få adgang til de eftertragtede bronzekanoner ombord på fartøjet.
I fiskerihavnen er der en gammel bygning, der blev anvendt til saltudvinding. Huset kaldes i dag Anders Franzéns Sjöbod. Det lille hus udgjorde basen for en stor del af Franzéns forskning, der bl.a. ledte frem til genopdagelsen det kongelig skib Vasa i 1956. Bygningen er i dag et mindesmærke og museum.
I starten af 50’erne begyndte de første sportsdykkere at vise interesse for vrag i området, og i takt med at antallet af dykkere steg i Sverige, blev Dalarö en populær dykkerdestination. Stedet ligger tæt på Stockholm, og her er lettilgængelige vrag, hvor man ovenikøbet kan dykke på flere af dem som stranddyk.
I 70’erne deltog et antal sportsdykkere i udgravningerne af flere af vragene, deriblandt min far, og vragene ansås som et stort aktiv for marinearkæologien.

En invasion af dykkere
I 1990’erne var dykkersporten vokset kraftigt i Sverige, og Svensk Sportsdykkerforbund talte mere end 20.000 medlemmer. Dette afspejlede sig også i antallet af besøgende i Dalarö, hvor dykkere valfartede til for at udøve deres hobby.
Naboer begyndte at klage over trafikken til og fra broen, og flere husejere påstod, at dykkerne begyndte at udøve dykning fra deres grunde. En familie på øen Jutholmen, hvor et af vragene ligger, kaldte det for en dykkerinvasion.
Det værste var dog, at 1600-talsvraget Anna Maria blev vandaliseret, hvilket ledte til, at man i 1995 indførte dykkeforbud på både Anna Maria og Jutholmsvraget.

Et unikt fund
Nær Edensön ved Dalarö gjorde en gruppe dykkere i 2003 et sensationelt fund. Gruppen, der kaldte sig ”Gubbgänget”, havde fundet et yderst velbevaret vrag fra 1600-tallet.
Gruppen holdt deres fund hemmeligt indtil 2007, hvor de kontaktede Statens Maritima Museer i Sverige og kom ud med en pressemeddelelse om vraget. Vraget, som i dag kaldes Dalarövraget, blev umiddelbart efter pressemeddelelsen belagt med dykkeforbud, og kun Riksäpplet var tilgængeligt for dem, som ønskede at...

Læs hele artiklen i NetMag #12...

Anna Maria
Anna Maria udførte mange rejser til blandt andet Portugal, England og Spanien. Under en rejse til Spanien blev hun angrebet af tyrkiske pirater. På trods af, at et fløjtskib er bygget til transport og ikke til krig, lykkedes det besætningen at afværge angrebet fra piraterne, men kaptajnen blev dødeligt såret og omkom kort efter.
Vinteren 1709 var ekstrem med voldsom kulde og tyk is langt ud på havet. Fartøjer kunne ikke sejle videre, og flere skibe lå indefrosset i Dalarö havn. Anna Maria var et af disse fartøjer. Hun var på vej mod Portugal med en last af planker, jern og kobberplader. Ombord på skibet fyrede man op i ovnen for at lave mad og holde varmen. Det var dog mere populært blandt besætningen at komme op til Dalarösøen for at blive varmet op og få en skål suppe. Det valgte vagtholdet også at gøre, efter at den åbne ild næsten var brændt ud, og kun aske var at se. Uden at være bevidste om det efterlod de gløderne ubevogtet. En lille times tid senere blev vagtholdet mindet om deres ubetænksomme handling, da de uvidende slubrede varm suppe i sig på kroen og hørte råb uden for, der fortalte, at Anna Maria stod i flammer. Med toldpersonalets hjælp gjorde man et forgæves forsøg på at slukke ilden, og snart var agterstavnen brændt ned til vandlinjen, hvorefter Anna Maria forsvandt ned gennem isen.

Nok se, men ikke røre
Vraget af Anna Maria ligger præcis lige ud for Dalarö havn med en maksimum dybde på 22 meter. Selv om man har fået tilladelse til at dykke på vraget, er det forbudt at hoppe i fra land. Det er et krav, at man dykker fra båd og fortøjrer ved de gule bøjer. Denne gang er vi ude med Dykcharter.se og båden Tessi II, hvor ejeren Niklas Ekström står ved roret. Jeg og Anders fra Oceanic Tech er guider på dette dyk, hvor vi har delt de otte deltagere op i to grupper. Anders giver den første briefing og fortæller historien om Anna Marias forlis, inden han går ned på vraget med den første gruppe. Imens Anders briefer, gør min gruppe sig klar til at komme i vandet. Jeg finder min drone frem og optager en kort filmsekvens over området. Efter tyve minutter er de sidste i min gruppe klar. Vi hopper i vandet og samles ved bøjen som aftalt. Vi giver O.K.-tegn og følger linen ned mod bunden. Herfra svømmer vi en kort strækning og rammer vragets styrbordside. Vi følger det 38 meter lange skib agterud til den del, som brændte ned for mere end 300 år siden. Lidt bag vraget er det store ror nedsunket i dyndet. Vi svømmer rundt om vraget og fortsætter langs bagbordsiden frem til...
 

Læs hele artiklen i NetMag #12...

Som mange andre vrag i Stockholmsområdet blev Jutholmsvraget fundet af sportsdykkeren Sven Olov Johansson i midten af 1960’erne.
Fartøjet er ligesom Anna Maria et hollandsk fløjtskib, men noget mindre med en længde på 25 meter. Der bliver dykket mindre på Jutholmsvraget end på de andre vrag i området, men det er efter min mening et fint dyk med lidt mere dybde, og vraget er bestemt et besøg værd.

Fornemme passagerer ombord
Den gule bøje er placeret umiddelbart ud for fyret på øen og vi fortøjer båden til bøjen på samme måde som ved forrige dyk. Vi starter med en briefing og en kort beskrivelse af vraget og hopper derefter i vandet og følger linen ned til omkring 15 meter til bøjestenen, hvor linen er fastgjort. Sigtbarheden er ikke helt så god som på Anna Maria, men det er intet problem at finde linen, der fører videre til vraget.
Liegsom Anna Maria, har dette vrag et næsten intakt skrog, men med agterstavnen smadret og spredt ud over området bag vraget. Skibet er bygget i kraftigt tømmer med massive spanter og bjælker. Når først du har fået dykketilladelsen, er det også tilladt at dykke over vraget. Jutholmsvraget er blevet udgravet over flere omgange, først i 1970’erne og senere i 00’erne, hvor en del af lasten blev bjærget. Efter lasten at dømme vurderer arkæologerne, at også dette skib var på vej mod udlandet med jern, der dengang var et stort eksportprodukt.
Ombord på vraget fandt arkæologerne også mønter, guldringe, fine messingknapper, varer dekoreret med rav og dyrebart porcelæn med kinesiske mønstre. Fundet vidner om, at der sandsynligt har været fornemme passagerer ombord på skibet...
 

Læs hele artiklen i NetMag #12...

Bodekull
På 30 meters dybde nær sejlrenden ved Edensö, stik nord for Dalarö opdagede gubbgänget et af de bedst bevarede 1600-tals skibsvrag, der nogensinde er fundet. De besluttede sig til førstmed at holde deres opdagelse hemmelig, men valgte efter et par år at gå til Statens Maritima Museer med deres viden om vraget. Da man ikke kendte skibets identitet, fik vraget hurtigt øgenavnene Dalarö-vraget, Edensö-vraget eller Gubb-vraget. Statens Maritima museer undersøgte vraget over flere omgange de følgende år uden at kunne identificere det. Først i maj 2017 kom der gennembrud i sagen, da Niklas Eriksson fra Center for Maritime studier og afdelingen for Arkæologi løste mysteriet om det velbevarede og gamle vrag. Forskningen viser, at skibet var fra den svenske flåde og hed Bodekull. Bodekull blev bygget i Blekinge og sank under den skånske krig i 1678. Navnet Bodekull stammer fra byen Karlshamn, der faktisk frem til 1664 hed Bodekull.
Det er et forholdsvist lille skib, omkring 20 meter langt, med lastrum og seks kanonhuller. Skibet blev først bygget som landgangsfartøj, bestilt af kong Karl X Gustav. Bodekull var et af flere fartøjer i den planlagte landgangsflåde, men efter kongens død i 1660 indstillede man planerne om at invadere Danmark, og det blev besluttet, at skibene skulle ombygges til at kunne fungere i flere forskellige sammenhænge. Bodekull var lastet med mel til den svenske flåde, da hun sank i 1668.

Dykning på Bodekull
Bodekullvraget er yderst skrøbeligt, og det kræver derfor ekstrem god afbalancering og en temmelig erfaren dykker at dykke på vraget. Derfor starter vi normalt med en rundvisning i et af de andre vrag for at vurdere gæsternes dykkekundskaber. Det går normalt godt, og der har ikke været anledning til bekymring i forhold til at bringe gruppen med til Bodenkullvraget.
Vi sejler nord mod Edensö og fortøjer igen ved en gul bøje. Briefingen er kort og gruppen er hurtigt klar. Vi hopper i vandet og giver O.K.-tegn til at dykke ned. Vi glider langsomt ned langs rebet i det dybgrønne vand, der bliver mørkere i takt med, at vi kommer dybere ned og samtidig med, at kulden langsomt kommer krybende. Sigten er ofte ret god her, og det er også tilfældet i dag, men det tager lidt tid, før øjet vænner sig til mørket. Ved bøjestenen signalerer jeg igen O.K., denne gang med lygten, da det er mørkt. Alle i gruppen signalerer O.K. tilbage, og jeg svømmer forrest langs linen over bunden. Snart tårner det hvælvede vragskrog sig op for os, og leder tankerne mod Vasaskibets former. Vi har på forhånd aftalt, at jeg skal fokusere på fotografering, så jeg overlader gruppen til Anders, der dykker rebreather og derfor kan køre med længere bundtider.
Det er ikke tilladt at svømme over dækket på dette vrag, og man skal mindst holde en meters afstand til vraget. Bodenkull er et af mine favoritvrag. Jeg har...

Læs hele artiklen i NetMag #12...

BLØDKORALLERNES HOVEDSTAD
Fiji er kendt som verdens hovedstad for blødkoraller. Med sin placering i det sydlige Stillehav omgivet af tropiske vande og en fascinerende polynesisk kultur, er Fiji ganske enkelt et tropisk paradis. At dykke på Fiji har længe været på min bucket list. Efter at have arbejdet som divemaster på Hawaii og udforsket dykningen i Fransk Polynesien, kunne jeg næsten ikke vente på at opleve at dykke i andre områder af Oceanien.
Liveaboard-priserne i området ligger uden for mit budget og vi har valgt at tage på roadtrip øen rundt, hvorfor dykningen bliver tilpasset dette.

 

WINSTON
Vi er blevet advaret om, at Cyklonen Winston (februar 2016) ødelagde store dele af landet. På land kan man stadigvæk se huse uden tage og folk, der fortsat bor i telte. Unicef-telte bruges til undervisningslokaler, da mange skoler også er ødelagt.
De berømte dykkersteder E6 og Mount Mutiny (Rainbow Wall) er voldsomt skadede med stenkoraller, der er knækkede. Viftekoraller og andre blødkoraller er forsvundet. Vi undrer os over, hvor hårdt andre dykkersteder i området er ramt og selvfølgelig om det er pengene værd at tage på dykkerferie på Fiji.

 

Mellow Yellow
Det har regnet i ugevis, men nu begynder den blå himmel at vise sig og håber vi på, at det er tegn på, at det er muligt at gennemføre en bådtur til Vatu-I-Ra, som er området med alle de gode dykkersteder – hjertet af korallernes hovedstad. Der skal være minimum fire dykkere for at dykkercenteret gennemføre deres planlagte tur og heldigvis dukker der to andre dykkere op, så vi netop er deltagere nok til at opfylde mimimumskravet.
Mellow Yellow er et berømt dykkersted og i samme øjeblik jeg kommer under vandet bliver jeg nærmest blæst omkuld af fascinationen af alle de mange farver og fisk.
Dette er nok det bedste og mest imponerende blødkoralsdyk, jeg nogensinde har oplevet. Som en regnbue af farvefyldte koraller, svampe og anemoner med tusindevis af juvelfanebars (Anthias) dansende over dem. Jeg kan næsten ikke stoppe med at fotografere udsigten ud over det fascinerende landskab, som bare er imponerende smukt.

Easter Kangaroo
Det er vores anden bådtur og dykningen skal foregå ved dykkerstedet Easter Kangaroo. Her er et par smukke klippebuer og huler med en masse blødkoraller, man kan svømme igennem. Vi ser bl.a. en blå dragenøgensnegl (Pteraeolidia ianthina), dragefisk og kæmpemuslinger.
Sigtbarheden er omkring 30 meter og vandtemperaturen ligger på ca. 25 grader, på trods af, at det faktisk er vinter her på Fiji. Jeg har min 1 mm våddragt og en langærmet Lavacore trøje på og fryser under dykket.
Da vi hopper i vandet anden gang, forsvinder solen og dermed også en del af de smukke farver, men heldigvis har vi fortsat ingen regn.

Dykkercenteret
Vi dykker med dykkercenteret Dive Wananavu Fiji, som ligger ved det nordøstlige hjørne af Volivoli Peninsula. Alt efter køretøjet, tager det omkring 20 minutter ad en bumpet og stenet grusvej at nå til dykkercenteret fra asfaltvejen. En dags dykning varer fra klokken otte om morgenen til klokken to om eftermiddagen, hvor vi spiser frokost. Man bruger næsten en time på transport fra dykkercenteret til selve dykkerstedet. Jeg anbefaler at sørge for toiletbesøg inden afgang, da der ikke er toilet ombord på båden.
Personalet er flinke og yderst hjælpsomme. Der var tre guider til fire dykkere. Der er ingen tidsbegrænsning på dykkene, ud over at vi selvfølgelig skal holde os inden for sikkerhedsgrænserne. Da de to andre dykkere var mindre erfarne og hurtigere fik tømt deres flasker, kunne vi blive længere under vandet hvis vi ville, men da jeg frøs ret meget, var jeg glad for at komme op samtidig med de andre.
Imellem dykkene blev vi tilbudt frisk frugt, kager og drikkevarer samt et badehåndklæde. Udlejningsudstyret er rimeligt, men som flere andre steder på Fiji er jeg ikke tilfreds med finnerne, som var med lukket hæl og et alt for ufleksibelt blad, hvilket gjorde det svært og anstrengende at skabe fremdrift. I kraftig strøm vil det være hårdt arbejde med de her finner. Det er både svært og dyrt, at skaffe dykkerudstyr på Fiji, så jeg forstår godt, at selv et DIN-adapter er på udlejningslisten og hvis du mister en blyklods må du betale for det.

HAJOPLEVELSE PÅ NÆRT HOLD
I området Bega Lagoon, der ligger mellem Pacific Harbour og Bega Island kan du for under 400 Fiji dollars komme på dagstur med to hajdyk.
Har du nogensinde set en haj på et dyk? Har du nogensinde været på et rigtigt hajdyk? På Fiji tilbyder de garanti på hajoplevelsen. Den ultimative hajoplevelse ved Bega Lagoon er berømt for, at du på et enkelt dyk møder utallige hajer.
Hvor mange hajarter kender du? Du kan helt sikkert krydse et par stykker af på listen her. Lad adrenalinen pumpe og dyk med utallige hajer uden bur på Fiji. Oplev tyrehajer, tigerhajer, sølvtippede hajer og mange andre arter på bare et enkelt dyk. Det absolutte højdepunkt er at møde tigerhajen ansigt til ansigt!

Hajfodring
Hajer og tusindvis af fisk kredser omkring lige så snart du er i vandet, sandsynligvis allerede når de hører båden er på vej – det er fodringstid.
Offentlige skraldespande, fyldt med døde fisk placeres og fastgøres under vandet imens dykkerne gør sig klar til at hoppe i.
Da der kan forekomme høje bølger og overfladestrøm, opsætter de en form for infrastruktur af fortøjningsreb samt op- og –nedstigningsliner så alle kan stige ned uden at flyde væk fra området.
Der er bygget en mur på omkring 20 meters dybde, så alle kan se ”forestillingen” i sikkerhed bag muren uden at beskadige revet. Side om side knæler alle dykkerne, omkring 20 stykker, mens dykkerguiden holder øje med at kameraer og hænder ikke stikker for langt frem.
Skraldespandene har huller i toppen, så hajerne nemt kan dufte maden. Dykkerguiderne, der står for fodringen har specielfremstillet ringbrynjerustning på armene og de bærer handsker så de kan håndfodre hajerne. Stykke for stykke bliver maddingen taget ud af spanden og serveret for hajerne. Hajerne kredser...

Læs hele artiklen i NetMag #11...

Imens Marlies rejser fra den ene misundelsesværdige destination til den næste, deler hun sin store passion og sine oplevelser med den digitale verden under navnet Dive o’clock. Marlies er en rutineret dykkerinstruktør med undervisningserfaring fra forskellige lande jorden rundt og ligeledes fra hendes hjemland, Holland. Hun er uddannet i friluftsformidling og international forretningsøkonomi. Marlies arbejder henimod at få en Ph.D. inden for området marinebeskyttelse og dykning. Hun elsker at dykke og elsker at dele alt det smukke som kan opleves under overfladen med både begyndere og erfarne dykkere. Nøgensnegle og blødkoraller er hendes yndlingsdyr i havet og dyk på lave dybder med masser af solskin er hendes absolutte favoritdyk.Læs hele artiklen i NetMag #11...