NetMag Teaser

Brr!Det kolde vand pibler ind i min 3mm våddragt og jeg mindes om, at vi betaler en pris for det næringsrige vand i området. Det er de kolde strømme fra de store dybder rundt om øen Nusa Penida, der lokker de store filter feeders hertil. Så i den henseende, jo køligere jo bedre. Termometeret på min dykkecomputer er faldet til 23 grader, langt under de mere behagelige 27-28 gra- der, vi har haft under vores foregående dykkedage på Bali. Men efter et par minutter dukker en manta plud- selig op på scenen, og vi glemmer alt om temperaturen. Det store dyr svæver hen over en stor koralknold foran mig og forsvinder så igen lige så hurtigt som den kom. Den kommer så overraskende, at det helt tager mig med bukserne nede, og jeg må skyde billeder uden meget tid til at justere kameraet. Med forventning ser jeg på min skærm. Fik jeg i det mindste et par anstændige skud af det store dyr på trods af de måske mindre end optimale eksponeringsindstillinger? Hvem ved? Måske er det den eneste manta, vi ser i dag? Mens al min opmærksomhed for et øjeblik er rettet mod mit kamera, hører jeg bag min ryg min kones råb gennem regulatoren. Jeg vender mig om og ser hende pege ivrigt på et godstog bestående af omkring et dusin store mantaer, der kommer lige imod mig på rad og række. Okay, så er det sådan, vi leger...

Manta Point er en pudsestation, og her hænger mantaerne normalt ud for at nyde godt af pudsefiskenes service. Det er almindeligt – eller næsten garanteret – at se mindst et par mantaer i løbet af en times dyk her, men i dag er vi virkelig heldige. Mellem 12 og 15 store dyr suser over den lave koralknold igen og igen, og skuet er helt fantastisk. De er overalt og de kommer rigtig tæt på os. De er fuldstændig ligeglade med os og de utallige andre dykkere, fridykkere og snorklere i vandet. Hvis mantaerne blev generet af mennesker i vandet, ville de være forsvundet for længst, da det populære dykkested besøges af et stort antal både hver dag og har været det i mange år.
Efter måske 45 minutter mere eller mindre konstant action, forlader manta-toget pludselig pudsestationen. Den lave temperatur kryber tilbage i vores bevidsthed, da vi slutter dykket med et stort grin i hele fjæset. Mens vi venter i overfladen på, at vores dykkebåd skal samle os op, spørger en af dykkerne i vores gruppe: ”Såh, hvorfor hedder det egentlig Manta Point?”. Ukarakteristisk ironisk bemærkning af en tysker.

Nusa Penida
I dag planlægger vi at dykke på Nusa Penidas Malibu Point. Jan har lovet os gode chancer for at møde Mola mola. Det er den rigtige sæson, og Malibu Point skulle være et af de bedste steder for nærkontakt med klumpfi- sken. Malibu Point er en typisk repræsentant for dykker- stederne på den nordlige side af Nusa Penida. Topografien består af et skrånende rev, der langsomt forsvinder i dybet. Her og der tårner enorme tøndesvampe sig op i landskabet med deres modernistiske former og fiskelivet er virkelig sprudlende. Karetteskildpadder er et ret almindeligt syn – vi ser mindst en eller to på hvert dyk. Alle dyk omkring øen er strømdyk. Det handler om klogt at udnytte den stadigt skiftende strøm, der fejer om kysten af den lille ø omgivet af dybt vand i kanalen mellem Bali og Lombok. Der er ingen permanente fortøjninger her – du bliver samlet op i slutningen af dykket efter et sikkerhedsstop under din sikkerhedsbøje.
Hemmeligheden ved at få øje på en Mola mola er at se efter termolag, der indikerer strømning af koldt vand fra større dybder og at holde øje med usædvanlige ansamlinger af de farvestrålende vimpelfisk (Heniochus di- phreutes), der normalt omgiver de store skabninger. Stimer af gule og hvide vimpelfisk er lettere at se imod den mørke baggrund, og fiskene udfører en hygiejneservice, der synes at være årsagen til at Mola molaen kommer op på – for dem – lavt vand. 15 minutter inde i dykket ser jeg, at Jan vinker med armene – han peger ud i det blå og laver et hang loose- håndtegn, der normalt er forbundet med cool surfer dudes på Hawaii. Brugt under vandet, er denne gestus med lillefingeren pegende ned og tommelen pegede op, og de resterende fingre bøjet ind i håndfladen, tegnet for Mola mola.
Vi gør den fejl at nærme os dyret lidt for hurtigt, så molaen bliver lidt forskrækket over vores iver. Men jeg får et par gode skud, før kæmpen har fået nok af os. Vi kaster mange hang loose-håndtegn i vores gruppe, mens klumpfisken forsvinder i baggrunden med en elegance og lethed, der ikke rigtig passer med dens danske navn.

Pygmæsuperstar
Fra betonplatformen er der kun en kort gåtur til klippestranden. Vi ved allerede, at den vil blive serveret en kop muck-dykning, hvor hovedattraktionen er marint liv i ministørrelse som på de berømte muck-dyk i Sulawesis Lembeh-stræde (Se DYK NetMag #23). Ligesom i Lembeh, danner det vulkanske substrat her optimale betingelser for de diminutive livsformer og en enorm artsrigdom.
Vi har hørt, at der er en chance for at møde superstjernen på ethvert makrodyk: den celebre pygmæsøhest, Hippocampus bargibanti. Vi finder dog ikke den lille bandit på det første dyk, men vi støder på massevis af de sædvanlige mistænkte, der er typiske for muck-dyk i ko- raltrekanten: nøgensnegle, tudsefisk og talrige harlekin spøgelsesnålefisk – for ikke at nævne masser af krebsdyr såsom pudserejer, harlekinrejer og kejserejer.
Vi er så vilde med dykket, at vi beder vores guide om...

Historie
Færgen blev bygget på det franske værft Forges & Ateliers et Chantiers de Mediterranee i La Seyne og søsattes i november 1964. Skroget bugseredes den 6. december samme år til værftet i Port-de-Bouc, for dér at blive færdiggjort. Skibet, der døbtes Fred Scamaroni, blev udstyret med adskillige nye tekno- logiske nyskabelser; en bovport så der kunne tages biler ombord, højdeindstillelige ramper på bildækket samt justerbare blade på skruen. I maj 1965 blev hun sendt tilbage til La Seyne for nogle sidste tilføjelser inden levering.
Mindre end en måned senere udbryder der brand i maskinrummet, og et stort antal brandfolk kæmper for at slukke ilden. Fire af brandmændene bliver fanget i en elevator, men i sidste ende lykkes det at redde dem ved at fylde hele maskinrummet med tøris.
Der sker stor skade, og tre ud af de fire motorer må repareres, hvilket forsinker leverancen 11 måneder. I maj 1966 bliver fartøjet sat i drift mellem Marseille i Frankrig og Bastia på Korsika og betjener samme rute indtil 1979. Det følgende år sælges fartøjet til det danske rederi Olau Line A/S og får navnet Nuits Saint Georges. Færgen har nu rute mellem Frankrig og Storbritannien, men selskabet begæres konkurs det samme år, hvorefter skibet strander i Holland. I november 1980 bliver Nuits Saint George solgt til det egyptiske rederi Lord Maritime Enterprise og på samme tid omdøbt til Lord Sinai og opererer nu mellem Aqaba og Suez frem til 1984, hvor skibet får navnet Al Tahra. I 1984 blev skibet endelig solgt til Hussein Salem, en egyptisk forretningsmand ogen bekendt af den tidligere egyptiske præsident Hosni Mubarak. Det nye navn bliver Salem Express, og færgen betjener herefter strækningen Suez – Jeddah i Saudi- Arabien via Safaga.

Den sidste rejse
Om natten den 14. december 1991, kom Salem Express tilbage fra Mekka efter at have været forsinket i to dage på grund af maskinproblemer. Ombord er hundredvis af pilgrimme, og mange har bragt gaver og tøj med til deres slægtninge i Egypten. Man ved ikke præcis...

Dykning
Vi sidder i en gummibåd, på vej fra vores liveaboardbåd ud til dykkestedet. Rødehavet er lidt uroligt i dag, og gummibåden slår i bølgerne. Bådføreren stopper og vi må lede et stykke tid, før vi finder bøjen. Bølger rammer den lille båd, og han tøver et øjeblik, mens han overvejer om vejret tillader dykning. At komme i vandet er ikke et problem, men vi skal jo også kunne komme op igen. Efter lidt betænkningstid meddeler han, at vi trods alt kan dykke, men vores guide står over, fordi han ikke selv vil dykke på denne gravplads. Vi ruller baglæns og synker ned under overfladen, og alt bliver stille og roligt, bortset fra dønningerne der vugger os.
Vraget ligger på styrbordssiden, og vi kommer ned på lige under 15 meters dybde, tæt på en af skruerne, hvor bøjens line er fastgjort. Store dele af skroget er overgroet med koral og jeg ser nogle dragefisk. Gennem en luge i bagbords side, synker vi ind i vraget, så vi via bildækket kan bevæge os frem og ud gennem den store port i agterenden. For at få et overblik over vraget svømmer jeg lidt ud og...

Sommeren fører ikke bare varme med sig, men også alger og ålegræs, der dækker for ”landskabet”. Om vinteren, hvor algerne er væk, kan du bedre nyde terrænet under vandet. Særlig ved vragdykning er det nøgne vinterlook en klar fordel. Og sigten er ofte langt bedre i det køligere vand. Hvis din yndlingsbeskæftigelse er at kigge på fiskeyngel, bliver du måske lidt skuffet. Om vinteren søger alt det fritsvømmende liv nemlig ned på større dybder. Kun de fastsiddende organismer, der ikke kan flygte til varmere ”himmelstrøg”, sidder tilbage. Men hvis du gør dig den ulejlighed at skaffe dig lidt viden om livet i havet, er der stadig mulighed for at opleve en hel masse.

En anden grund til at dykke om vinteren er, at man ikke kan lade være. Mange har det som jeg, at de med jævne mellemrum bare skal i vandet – uanset vejret og årstiden... Det er ligesom med lystfiskeri: Man hører om lystfiskere, der ikke engang gider at sætte madding på krogen – fiskegrejet er bare en undskyldning for at komme ud i naturen.
Det er også vigtigt at holde sig i gang. Hvis du altid holder pause i vinterhalvåret, er det som at begynde helt forfra hver gang, det bliver forår igen. Har du bare et par dyk i løbet af vinteren, holder du dine færdigheder ved lige. Og du er toptunet, når højsæsonen sætter ind igen. Endelig er det rart, at du på dykkeferien i januar på spørgsmålet om, hvornår du dykkede sidst, kan svare: ”I sidste uge!”.

En kold spand vand
Det har aldrig været Vorherres mening, at vi overhove- det skulle opholde os under vandet – uanset årstiden. Indtil vi en dag udvikler gæller og et tykt spæklag, er vi nødt til at tage teknologien til hjælp for at kunne besøge det fremmede element. Vi må jo have luft med og vi må beskytte os mod vandets ubønhørlige afkøling.
Vandet afkøler os langt hurtigere end luften. Og med- mindre vi altid dykker i vand, der har kropstemperatur, må vi have en dragt på. Hvilken type og hvilken tykkelse afhænger bl.a. af, hvor længe du vil dykke, hvor dybt du vil dykke, aktiviteten på dykket og ikke mindst hvor kuldskær, du er. Jo koldere vandet er, jo mere effektivt må din dragt isolere dig – det er logik for perlehøns.
Vi har alle prøvet at bade i 20 grader varmt vand. Efter få minutter begynder vi at fryse og vi er nødt til at bevæge os for at holde varmen. Men alligevel er en lufttemperatur på 20 grader fuldt tilstrækkeligt til, at vi kan holde varmen i timevis. På et grundkursus i dykning lærer du, at det skyldes, at vand har større varmekapacitet end luft. Varmekapacitet er et mål for evnen til at bevare temperaturen, på trods af, at omgivelsernes temperatur ændrer sig. Vand overgås faktisk kun af få andre væsker, når det gælder evnen til at optage og holde på varmen. Vandet er derfor en meget stabiliserende faktor i jordens klima.
Eftersom vandets afkølende effekt har så stor betyd- ning for dykkeren, kan det betale sig at undersøge, hvordan varmen ledes væk fra kroppen. Denne afledning foregår på fire forskellige måder: konduktion, konvektion, radiation og evaporation. Konduktion (ledning) kender vi fx når en ske bliver varm i en tekop. På samme måde overføres energien fra dykkerens hud til det omgivende vand. Da vand er 800 gange tættere end luft, foregår dette langt hurtigere i vand. I en våddragt udnyttes det til at opvarme vandet i dragten.
Konvektion er betegnelsen for den effekt, der opstår, når en væske opvarmes, stiger op og erstattes af ny og koldere væske. Konvektion opstår også i gasarter. Det er fx årsagen til, at der ofte ligger støv under et varmeapparat. Når varmeapparatet varmer luften op, stiger den til vejrs og erstattes af koldere luft nedefra. Dette skaber en svag vind i gulvhøjde og støvet blæser med. En dykker, der ikke er beskyttet, vil afkøles efterhånden som det opvarmede vand stiger op og erstattes af nyt. Men våddragten holder på vandet, så det bliver omkring dykkerens krop.
Den overførsel af elektromagnetisk energi, der fx giver strålevarme fra et bål eller fra solen, kaldes radiation (stråling). Afgivelse af varmen i form af radiation har ikke så stor betydning for dykkeren som konduktion og konvektion, fordi den begrænses betydeligt af dragtens isolation.
Endelig mister du varme i form af evaporation (fordampning). Den kolde, komprimerede luft, du indånder, bliver opvarmet i dine lunger. Det koster energi, der går til spilde, når du udånder igen. Her har rebreather-dykkere en markant fordel, fordi de indånder deres egen udåndingsluft, der ovenikøbet opvarmes yderligere, når luften renses kemisk i scrubber-materialet.

Tørdragten
Tørdragten er uden tvivl den optimale dragttype til koldvandsdykning og til decideret vinterdykning. Ved dyb dykning i koldt vand og til isdykning, er tørdragten det eneste rigtige. Tørdragtens store force er, at den ikke mi- ster isolation på dybden. Selv en dobbelt 7 mm våddragt på 35 meter isolerer nogenlunde ligeså effektivt som et lag bølgepap. Det skyldes, at neoprenens gasbobler bliver komprimeret af vandets tryk. Men da du i tørdragten kan lukke luft ind i den, efterhånden som den bliver tryk- ket sammen, er du lige så varm på dybden som i overfla- den.
Tørdragter laves af forskellige materialer. De to hoved- typer er neoprendragter og trilaminatdragter. Neopren- dragten er lavet af det samme materiale som våddragter. Dens fordel er, at der ikke behøves så meget undertøj, da materialet isolerer i sig selv. Den er også fleksibel som en våddragt. Ulempen er, at den ofte kræver mere bly, fordi neopren har en stor opdrift i sig selv. Den an- den hovedtype er trilaminat- eller skaldragten. Her er der ingen isolerende egenskaber i selve materialet, så her bruger man en tykkere underdragt for at holde sig varm. Den er mere ufleksibel end neoprendragten og skal derfor tilpasses bedre. Det er til syvende og sidst en smagssag, hvilken tørdragt man skal vælge. Og de to ty- per har nogenlunde lige mange tilhængere. Men fælles for dragterne er, at du bør lære at dykke i dem på et tør- dragtskursus, hvor du samtidig lærer mere om vedlige- holdelse, på- og afklædning samt problemløsning.

Klæder skaber folk
Det tøj, du har på før og efter dykket, er faktisk lige så vigtigt, som den dragt, du dykker i. Er du kold allerede inden du hopper i vandet, bliver det meget svært at holde varmen på selve dykket. Og har du ikke noget or- dentligt varmt og vindtæt at tage på efter dykket, kan der gå flere timer, før du igen får varmen. Et par varme støvler er er god begyndelse. I dag findes støvler i et utal af udformninger. Men et par vinterstøvler med åndbar membran som fx Gore-tex, er en god investering.
relags-princippet, der er ufejlbarligt på en skitur, gæl- der også her: Inderst svedtransporterende undertøj, der kan lede fugten væk fra huden. Mellemlaget er fleece eller uld til at holde på varmen. Yderst et vind- og vandtæt lag, der tillader kroppen at ånde. Det kan være en god idé at have ekstratøj med i tasken, så du kan få noget helt tørt på efter dykket. En hue eller kasket og et par varme luffer eller skihandsker fuldender billedet. Navnlig huen er vigtig – det er ikke tilfældigt, at den røde tophue var salig Jacques Cousteaus varemærke... Vi afgiver op til 40 % af vores kropsvarme til omgivelserne via hovedet. Med en varm hue lukker du effektivt skorstenen.
Klæd dig om etapevis, så du ikke blotter hele dit korpus på én gang. Sørg så vidt muligt for at klæde om i læ, især hvis du er våd. Vinden kan sætte turbo på afkølingen takket være den såkaldte wind chill-faktor.

Uden mad og drikke...
Du har uden tvivl opdaget, at man bliver sulten af at dykke. Om vinteren bruger din krop ekstra mange kalorier på at holde varmen. Og selvom du ikke har været kold på dykket, er der blevet skovlet masser af brændsel i kaminen. Et par termokander med fx varm suppe, kakao, te eller kaffe er et hit. Min egen favorit er en blanding af Nescafé, varm mælk og lidt sukker. Men husk også, at det er vigtigt at undgå dehydrering. Kaffe er ikke nok; du skal også drikke rigeligt vand. Er der te tilovers i din termokande, kan du hælde det i dine handsker, så de er dejligt varme inden dykket... Men undgå at hælde tomatsuppe i dragten!
Når du har dragt, hætte, handsker og maske på, er det kun din hage og dine kinder, der er direkte eksponeret for det kolde vand. Det virker altid...
 

Min søn smiler gennem dykkermasken og giver mig et “ok” tegn og vender opmærksomheden tilbage på sin onkel. Det er første gang at min søn er under vandet med flaske på ryggen. Min bror svømmer ved siden af ham, det er også hans første gang under vandet og han ingen maske på. Det er længe siden, at jeg sidst svømmede rundt i en pool med kamera og dykkerudstyr på, men når familiemedlemmerne er ved at tage deres første dykkercertifikat, skal vi selvfølgelig have nogle gode billeder af det.
Min søn og min bror har valgt at prøve kræfter med dykning og er ved at tage dykkercertifikat. De har begge fulgt mig på sidelinjen, når jeg har fortalt om dykning og entusiastisk vist film og billeder frem fra mine dykkeroplevelser. Nu er det min tur til at være på sidelinjen og deres tur til at opleve livet under overfladen. Normalt vil det kede mig lidt, at dykke rundt i en pool, men når jeg er her sammen med familien er det en helt anden sag. Jeg glædes ved at se hvor hurtigt, de begge tager tager ved lære og begynder at forstå teknikken og allermest, at se, hvordan de begejstres af de nye oplevelser.

At rejse på dykkkerferie
Normalt tager jeg gerne alene på dykkerferie, men denne gang tager jeg afsted med familien. Ja, vi skal faktisk to familier afsted - med børn! Min familie og min brors familie. Min bror har en datter, Sally, som er 8 år og jeg har en søn, Nilas, som er 12 år. Jeg er den eneste dykker, men vi har snakket om at de andre skal prøve at se om det er noget for dem. Vi har valgt, at rejse til Jordan, som har en spændende historie og flere interessante turistattraktioner og samtidig har en kyststrækning, der grænser ud til Rødehavet. Her er lidt af hvert, vi har mulighed for sol og varme, der er mulighed for at dase ved poolen eller ved stranden, opleve kultur og seværdigheder og vigtigst for mig – at dykke. Og jeg har nu en enestående mulighed for at dele min passion med familien.

Sammen og hver for sig
Vi har valgt et dykkercenter, der ligger lige ned til vandet og har egen stor pool. På den måde, kan vi stadigvæk være sammen som familie selvom vi egentlig laver lidt forskellige ting. Familien kan ligge ved poolen og følge med i pooløvelserne og vi kan spise frokost sammen og kursisterne kan fortælle om hvordan det føles at trække vejret under vand og at det faktisk er ret nemt at tømme sin maske for vand, under vand. Vi er lidt delt op i drenge og piger, men det har mere noget med alder og hvor parat man er til at skulle hoppe i vandet med dykkerudstyr på, end med køn at gøre. En halv uge, kan godt være meget at hive ud af en hel uges ferie, men det tager jo altså lidt tid at tage et dykkercertifikat og når det gøres på denne måde, så ople- ves det ikke slemt, fordi vi allesammen faktisk er sammen, selvom vi laver aktiviteter hver for sig.

Teori, teori, teori
Når man ikke har læst teorien hjemmefra, er det faktisk teoridelen, som er den hårdeste del af et open water dykkerkursus. Der faktisk ret meget teori at holde styr på. Det virker som om at det for både Nilas og Onkel er rart at have en at læse sammen med og snakke med teorien om. Jeg snakker selvfølgelig gerne med om teorien og kan komme med praktiske eksempler på teorien. Det fascinerer mig, at se...

Det var skræmmende at være et helt andet sted [i verden], men også spændende at komme på nye eventyr. Den første dag snorklede jeg og så alle mulige fisk – også Nemo og senere Dory. Først var det lidt svært at trække vejret igennem snorklen, men så lærte jeg det og så var det sjovt at snorkle med min fætter og bagefter min mor og far og se fisk over det hele. Der var virkelig mange.
Jeg skulle ikke dykke den første dag, som jeg ellers havde forventet, så det var ikke særlig sjovt, og jeg blev lidt misundelig, da jeg så min far skulle dykke, men jeg kunne svømme hen til ham i poolen hvor han øvede sig og se hvad han lavede. Det var ikke nemt at vente, men så kunne jeg...

Vi havde glædet os meget til at rejse til Jordan. Vi vidste at dykningen ville være i højsædet, da min mand er en passioneret dykker, og dykning ville være en stor del af turen. Min 12-årige søn og jeg har det på samme måde. Vi er ikke så glade for at få hovedet under vand, ikke engang i brusebadet! En snorkel i munden giver opkastningsfornemmelser! Vi vidste begge, at faderen drømte om, at vi ville opdage dykningens lyksaligheder, og at vi, som en treenighed, sammen kunne udforske den undersøiske, vidunderlige verden, som vi har hørt så meget om. Men der var umiddelbart langt fra drøm til virkelighed.

“Du kan trække vejret, lyt, du kan trække vejret, lyt!”
Allerede på dag to i Aqaba indfandt vi os på dykkerdestinationen. Sønnike blev tilbudt snorkling. Han tøvede kortvarigt, men sprang så i med snorkel og briller. Jeg stod tilbage på broen; tænkte, at nu var det nu. På med briller og snorkel og så i Rødehavet. Til en start mærkede jeg panikken vokse ved fornemmelsen af at være under vand. Jeg beroligede mig selv, lagde mærke til, hvordan lyden af mit eget åndedræt var beroligende og næsten meditativ. Messede i mine tanker ”du kan trække vejret, lyt, du kan trække vejret, lyt”. Og så skete det: Fiskenes liv og verden åbenbarede sig lige for øjnene af mig! Jeg så stimer af fisk, jeg svømmede rundt om dem og mest overraskende; jeg slappede af og nød det! Min søn og jeg snorklede mange gange den...

Historie War Fundy blev bygget 1918 i St Johns i Canada, midt i krigens flammer. Hun var et af mange fartøjer af samme type hvis navn alle startede med “War” – med andre ord bygget under krigen. Det var et relativt stort fartøj på i alt 3000 dwt og med en længde på 76 meter. Hun var et moderne skib med elektrisk belysning og blev tilmed forsynet med en trådløs telegraf, som der blev skrevet om i aviserne på det tidspunkt. Ifølge Lloyds optegnelser, blev hun registreret af den franske ejer, Achille Bayart & Fils, mellem 1919 og 1920. I de officielle statistikker fra 1920 angives hjemstedet dog som London.
Tirsdag den 7. september 1920, var hun på vej til Gävle fra Blyth i England med 1497 tons kul, bestilt til jernproduktion i Gästrikland. På grund af tåge grundstødte hun lige syd for Grundkallens fyrtårn og hang med stævnen på en klippe med 14 favne vand over agterstavnen. Onsdag gik firmaet Neptuns dampskib af samme navn ud fra Furusund for at redde skibet og dets besætning. Vel fremme konkluderede man, at det eneste man kunne gøre, var at tage besætningen ombord og transportere dem til Öregrund, hvor de ankom ved 10-tiden om morgenen torsdag. War Fundy havde en 32-mands besætning, og da alle havde forladt skibet, stod vandet allerede højt og steg hurtigt. Den følgende dag gjordes endnu et forsøg på at redde skibet, men den hårde nordenvind og en hård sø gjorde det umuligt, og efter ca. et døgn gled hun af grundstødningen og gik til bunds.

Dykning
War Fundy ligger ligesom andre højt rangerede vrag langt ude på havet, midt i en labyrint af forræderiske skær. Farvandet ud for Gräsö er formentlig et af de mest vanskelige at navigere i Østersøen, så det er ikke tilfældigt, at der er et antal vrag herude. Det bør være i roligt vejr, hvis du vil ud til vraget, da der ikke er nogen øer at søge ly bagved herude på Ålands hav. For mig er det tredje gang jeg er på vej ud til War Fundy, og det er en dejlig sommerdag i midten af juli med perfekt vejr. Vi forankrer og på afstand kan jeg se Grundkallens fyr, som er det eneste faste punkt på det åbne hav. Opblomstringen af alger er startet, og de lysegrønne striber ses på overfladen. Efter et check af udstyret hopper vi i og svømmer ned gennem algesuppen. Sigten er som regel meget god her, men denne gang virker det håbløst. Lige før vi når vraget, kommer vi ned i et springlag, hvor det til min store glæde...

Vejret er perfekt, og der er næsten havblik. Vores mål er vraget af ”Ricardo”, der ligger 14 kilometer fra kysten.
Youssuf Jradi, en 54 år gammel mand med vejrbidt ansigt, styrer båden stående. Det er ham, der ejer ”Club de Plongée La Sirene Djerba”, som han åbnede i 1998. Han er en erfaren herre med over 12.000 dyk i logbogen. Men han har også dykket med flasker, siden han var 13 år. Ved sin side står hans søn, Wadia på 23 år, der med over 5.000 dyk heller ikke just er en nybegynder.
Det er meningen, at Wadia og jeg skal være dykkermakkere, mens Youssef vil danne makkerskab med en russer, som er den eneste anden dykker på båden. Youssuf fortæller, at han startede med at fridykke efter svampe allerede som 12-årig. Og at han var 20 år, da han begyndte som erhvervsdykker, hvor han dykkede efter...

”Til gavn for menneskeheden og for at stoppe alle verdenskrige”

Forestil dig, at det banker på døren. En venlig mand på dit dørtrin forsøger at overbevise dig om, at du skal pakke alt og forlade dit hjem. Ikke bare dig, men hele dit nabolag. ”Det vil gavne menneskeheden, og stoppe alle verdenskrige”, hævder han. Vil du indvillige? Vil du acceptere at skulle flyttes langt fra det sted, du er vokset op, det eneste sted, du nogensinde har kendt? Og vil du acceptere situationen, når du opdager, at flytningen langt fra er midlertidig, men vil vare flere generationer? Og at du sandsynligvis vil dø en grusom død, hvis du vender tilbage til dit barndomshjem?
I dag virker metoden brutal og yderst hensynsløs, men det var netop det, der skete i februar 1946, da den amerikanske militærguvernør Ben H. Wyatt overtalte den lokale høvding Kong Juda til at overbevise sit folk om at evakuere deres lille ø i Bikiniatollen. De 167 indfødte blev flyttet til trange barakker på en fjern ø og forberedelserne til det nukleare testprogram gik i gang. Operation Crossroads var sat i værk.

På datolinjen
Bikinis afsides beliggenhed var den primære årsag til, at atollen dengang blev valgt som nukleart testområde. Som følge heraf skal du – selv den dag i dag – indstille dig på en lang og udmattende rejse for at komme dertil. Da vi endelig er fremme, efter at have været på farten i næsten tre dage, føles det som om vi er rejst til den modsatte side af kloden, . Og det er vi næsten også. Vi er tæt på datolinjen – 12 tidszoner fra Greenwich-meridianen.
Efter korte mellemlandinger på tre andre øer, hælder United Airlines’ Island Hopper fra Guam os af på den amerikanske militærbase på Kwajalein – forestil dig Area 51 i tropiske omgivelser. Herfra fortsætter rejsen med en kort færgetur til den nærliggende lille og tætbefolkede civile ø Ebeye. Her slapper vi af og reparerer vores jetlag i et døgns tid på det charmerende Hotel Ebeye, det eneste i byen, indtil vi går om bord på Truk Master for at begynde vores eventyr.
Før vi sætter kurs næsten stik nord på den 24 timer lange sejlads til Bikiniatollen, har vi tid til at dykke på panserkrydseren Prinz Eugen. Dette oprindeligt tyske fartøj blev beslaglagt af allierede styrker efter anden verdenskrig, og det blev besluttet at indskrive både tyske og japanske skibe i Operation Crossroads for at vurdere, om der var nogen meningsfulde forskelle i fjendens skibsbygningsmetoder i forhold til amerikanske med hensyn til skader fra atomvåben. Prinz Eugen overlevede både Able og Baker-eksplosionerne med kun mindre strukturelle skader, men fartøjet blev udsat for en ordentlig dosis radioaktivt nedfald. Senere samme år blev Prinz Eugen bugseret til Kwajaleinatollen for at blive dekontamineret. Men skibet tog vand ind, og kunne ikke repareres på grund af radioaktiviteten. Prinz Eugen kæntrede på lavt vand i Kwajaleinatollens lagune i december 1946.
Som det er tilfældet med de fleste pansrede militærfartøjer, ligger Prinz Eugen på hovedet. Men det er stadig et episk dyk, og vragets enorme størrelse forbereder os på, hvad der venter længere nord i Bikini. Den største fotografiske seværdighed er de tre gigantiske propeller, hvoraf en af dem delvist stikker ud af vandet.

Mægtige Sara
Vi har Bikiniatollen i syne i horisonten hen på eftermiddagen den følgende dag. Vi har skudt en god fart på det for en gangs skyld usædvanligt rolige Stillehav, og vi ankommer et par timer tidligere end forventet. Det giver os mulighed for et hurtigt orienteringsdyk på hangarskibet USS Saratoga.
Med sine 270 meter er USS Saratoga sandsynligvis det største dykkebare skibsvrag i verden og blandt de meget få hangarskibe, der er tilgængelige for dykkere.
Mens jeg svømmer i overfladen mod nedstigningslinen i stævnen af vores liveaboard Truk Master, kigger jeg ned og pludselig går det op for mig: det jeg ser nedenunder os er ikke havbunden i lagunen. Det er...
 

HMS Queen Mary
HMS Queen Mary var en slagkrydser fra 1913, omkring samtidig med at Lützow fik sine kanoner placeret langs centerlinjen. Imidlertid blev HMS Queen Mary monteret med 13,5” kanoner og som medierne dengang skrev, var hendes panser i krigsskibsklassen. I teorien mente man at tyskernes 11” kanoner på deres slagkrydsere ikke kunne penetrere skibet, hvorfor Queen Mary var en af flådens stoltheder.

Historie
På et tidspunkt under slaget var Queen Mary i en single duel med SMS Seydlitz da de lå i midterlinjen af formationen. Tre andre skibe var også engageret i single dueller med modstanderne. Uheldigvis mister Queen Mary kontakten med SMS Derfflinger og uden deres modstander sigtede de med deres kanoner på Queen Mary. Således var hun pludselig under beskydning fra to skibe. Den ulige kamp betød, at hun blev ramt af mindst to skudsalver indenfor tre minutter hvorefter hun gik ned i en kraftig eksplosion og tog sin besætning på 1266 mand med sig.
Baseret på ni overlevendes beretninger, var der to eksplosioner på skibet, hvilket rev skibet i to dele idet magasinet i frontkammeret og muligvis midterkammeret detonerede boven. Vragdelene blev spredt lidt over 100 meter; faktisk sejlede agterstavnen henover boven inden den sank.

Da vraget er delt og ligger to forskellige steder, bliver vi delt ind i to grupper og begge RIB’er bliver brugt til dagens dykning. Det lykkes os at komme i vandet noget hurtigere end de foregående dage. Vi beslutter os for at dykke på agterstavnen først da den ser mere intakt ud.
Queen Mary ligger på 60 meter og er ekspeditionens dybeste vrag, hvilket også kan ses på lysforholdene da vi kommer ned. Vraget er meget mørkt og ligger på en mudret bund, men heldigvis er sigten rimelig god, men det er svært at tage nogle ordentlige billeder.
Vraget er meget beskadiget. Det er svært at finde nogle genkendelige dele, så vi bruger nogle minutter på bare at svømme rundt og undersøge. Vi må også holde øje med en makker som ligger lige lovlig langt fra linen, forholdene taget i betragtning. Det er rent held, hvis du finder vej tilbage uden linen.
Vi svømmer langs rælingen i noget tid da vi endelig ser noget. Der er ingen tvivl om at det her er et 13,5” kanontårn, der ligger på hovedet. Desværre ligger den på en måde, så kanonløbet ikke kan ses, men der er en revne omkring det så vi kan kigge ind og se det.
Kort efter kommer vi til hvad jeg antager er agterstavnen, men når jeg senere dobbelttjekker med gamle tegninger og billeder, må jeg konkludere at det ikke kan være agterstavnen, men snarere den nedre del af tårnet.
Vi vender om og gør en lille omvej, da vi møder to italienere, der har fundet en del af en propellerne stikkende op af bunden, hvilket vi får bekræftet, da vi kort efter ser akslen.
Herfra er vraget noget rod og da vi når ankerlinen vender vi om og svømmer den anden vej. Endelig ser vi koøjerne, hvor nogle sidder løst. Det lykkes os ikke rigtig at få et overblik over vraget. Vraget er et stort rod indtil vi når trædækket, som stadigvæk næsten er intakt.
Vi ser ikke rigtig noget interessant på denne del af vraget bortset fra en fortøjningskæde og en pullert, så vi vælger at gå op til overfladen igen.

Den anden del af Queen Mary
Det er tid til at dykke på den anden del af vraget. Ud fra sonarbillederne at dømme, ser det ikke særlig lovende ud. Forholdene bliver ikke bedre da vi kommer ned til bunden: mørkt, mudret, dårlig sigt og et smadret vrag. Men det var her de to magasiner eksploderede.
Vi svømmer næsten ind i hvad der ligner et stort stempel med tænder på den ene side. Tamás mener, at det er en del af kanontårnet. Vi ser en pullert og flere led fra en ankerkæde og endelig den første granat på vraget. Vi ser også dele af selve skibets skeletstruktur, som jeg dog ikke ud fra billederne efterfølgende kan placere hvor hører til på skibet.
Den bedste måde at beskrive vraget på er løse jerndele og bøjede plader. Det er umuligt at få et overblik over vraget, særligt når...
 

Vi har kun dykket i få minutter, da jeg får øje på hajen. Det er en stor hvidhaj på over 5 meter.
Jeg forestiller mig, at de fleste dykkeres puls vil stige en smule, hvis de møder en hvidhaj uden at være i bur. Men jeg kan mærke, at jeg er rolig og afslappet. Jeg svømmer ind foran hajen, stikker undervandskameraet helt op foran det frygtindgydende gab og fyrer blitzen af.

Hajen har holdt til i området siden 2009 og har fået navnet ”Antons”. Den er lavet af glasfiber og er en af hovedattraktionerne på dykkerbanen i Slokasøen 40 km vest for Riga. Men siden 2010 har Antons måttet finde sig i at dele opmærksomheden fra dykkerne med ”Nessija”, som er en 6 meter lang Plesiosaurus, også kendt som svaneøgle. Valters, der er ejer af dykkerbutikken Daivings, havde hentet mig i Riga lufthavn et par timer tidligere. Han havde dog dykket meget de sidste par dage, og valgte derfor at blive på land, mens han lod sin ven Uris vise mig søen. Da Uris og jeg var kommet gennem dykkerbanen, fulgte jeg Uris tilbage til...

Fornemmelsen af at stige ned mod vraget langs bundtovet, giver næsten den samme kriblen i maven, uanset om du har været på vraget mange gange, eller om det er dit første dyk på det. Hvor på vraget kommer vi ned? Hvordan mon sigten er? Er vraget intakt? Det er elementært spændende hver gang. Desuden udgør vraget et kunstigt rev, der hurtigt indtages af fisk og planter. Så selvom du overhovedet ikke interesserer dig for det historiske aspekt, og synes, at vrag bare er en bunke kedeligt metal, kan det alligevel være meget mere udbytterigt at dykke på vraget end ved siden af det…
Så snart du kan se omridset af vraget oppefra, så prøv at finde ud af, hvor du er på det. Kender du det i forvejen, og har du måske set et billede eller en tegning, så prøv at forestille dig vragets layout. Dels er det sjovere, når du ved, hvor du er og dels kan det hjælpe dig med at navigere.
Lige når I kommer ned, er det vigtigt, at I sikrer jer, at båden, I dykker fra, er forsvarligt fastgjort. Især hvis du og din makker er det første hold nede. Se dig omkring og find et solidt punkt, hvor båden kan gøres fast – uden at beskadige vraget. Vurder også, om sigten og vragets tilstand gør det nødvendigt at bruge et linehjul, som kan hjælpe med navigationen tilbage til opstigningsstedet. Husk at sigten kan ændre sig, så hvis du er i tvivl om det kan betale sig at bruge linehjulet, så er der ingen grund til at tvivle. Brug det! Det er under alle omstændigheder god…
 

Dæksdrengen, der blev millionær
I foråret 1888 blev den 65 meter lange damper Eber Ward søsat ved Bay City og var et af de smukkeste skibe på Great Lakes. Damperen blev opkaldt efter Michigans rigeste person, industrimagnaten Eber Brock Ward. Eber Ward blev hurtigt kendt som et af de hurtigste skibe på ruterne mellem Detroit og Lake Superior.
Manden, der har givet navn til skibet har en interessant livshistorie. Som teenager begyndte han at arbejde som dæksdreng på forskellige dampskibe i den nordlige del af Great Lakes. Her mødte han forskellige pelshandlere og lærte en masse om de nordlige søers rigdom…

Forlis
De følgende år sejler skibet i tro tjeneste frem og tilbage over Mackinac-strædet og da Eber Ward blev lagt på land i vinteren 1908-1909 kunne skibet fejre 20 års fødselsdag. På dette tidspunkt blev damperen værdisat til en fjerdedel af den oprindelige forsikringsværdi fra da hun blev hun blev søsat.
Det var under disse økonomiske forudsætninger, at Eber Ward ud fra Milwaukee i april 1909 på sin første tur dette år. Med lasten fuld af majs fra Wisconsin var hun på vej til en mølle i nærheden af Port Huron – det var i hvert fald planen, men hun skulle aldrig nå frem til sit mål.
Omkring daggry den 20. april er hun på vej mod øst og nærmer sig Mackinac-strædet. Pludselig støder den nyrenoverede damper mod…

Dykning og vragets stand
Selvom Eber Ward ligger øst for det smalleste sted i strædet, er det ofte en del strøm her. Det var også tilfældet, her på mit første besøg. Vores første dyk går til stævnen af vraget og vi dykker ned langs linen, der går diagonalt i strømmen. Her møder jeg Eber Wards spidse forstavn – og strømmen er ret stærk, selv i dybden.
Vraget står kølret og er næsten intakt, bortset fra overbygningen, der mangler en del planker. Der hænger et anderledes svampeanker på bagbordside i stævnen og oppe på dækket er der to patentankere.
Jeg forsøger, at finde ly for strømmen på den ene side af stævnen for at kunne fotografere, men jeg driver hurtigt væk fra vraget og kæmper…
 

1. Intakt
Vraget må gerne have lidt synlige spor efter forliset, men det skal helst være nogenlunde intakt. Nogle vrag er efterfølgende nedsprængt for ikke at være i vejen for skibstrafik eller fiskeredskaber, og det er selvsagt ikke så spændende. Andre vrag har ligget så længe på havbunden, at det kan være svært at forestille sig, hvordan vraget oprindeligt har set ud.

2. Penetration
Det er naturligvis en smagssag, om man vil penetrere eller ej, men vrag, der kan udforskes indvendigt vil altid appellere ekstra meget til de mere eventyrlystne og erfarne vragdykkere. Dertil kommer, at penetration findes i mange sværhedsgrader, lige fra vrag, der er sunket med vilje og hvor stort set alle faremomenter er fjernet inden sænkningen, til særdeles udfordrende og vanskelige penetrationer, hvor det er nødvendigt at anvende teknikker fra huledykning som fx penetrationsliner og sidemount-konfigurationer.

3. Opretstående
Et nogenlunde opretstående vrag er altid at foretrække. Det er lettere at forestille sig livet om bord og visualisere, hvordan fartøjet har fungeret, inden det gik ned, når man ikke skal kompensere for unaturlige vinkler eller vende det hele på hovedet. Omvendte vrag kan være kedelige og svære at udforske, selv om skruer og ror, der vender opad kan være ret fotogene. Mange krigsfartøjer ender med kølen i vejret, når de går til bunds, fordi overbygningen er armeret og derfor tipper skibet rundt. Et rigtigt Racham Den Røde-vrag skal stå på kølen.

4. ...

Slaget var en kamp mellem England og Tyskland, og den blev udkæmpet under første verdenskrig, omkring 80 sømil fra Jyllands kyst . Tyskernes mål var – endeligt – at bryde englændernes blokade, mens englænderne ønskede fuldstændig at udrydde den tyske deltagelse i krigen.
Slaget varede i to dage og involverede 249 skibe. Da slaget sluttede var 25 skibe gået til bunds og 8500 mand døde. Selvom tyskerne havde mindre kanoner end englænderne, lykkedes det dem at sænke flest skibe. Alene på den baggrund udnævnte tyskerne sig selv til sejrherre på trods af at flåden forblev i havn resten af krigen og at der fortsat var handelsrestriktioner mod dem.

100 år
I anledning af hundredåret for slaget arrangerer Belgian Stef Teuwen fra CMAS en ekspedition for tiltrække opmærksomhed til begivenheden og for at indsamle viden om vragene. Ekspeditionen er organiseret i tre faser á syv dage hver, så man kan vælge hvilken uge man vil deltage. Skibet Cdt. Fourcault, A diver’s dream, er blevet booket som base for ekspeditionen. Skibet er ikke som et almindelig liveaboard skib i Rødehavet – Cdt. Fourcault er 55 meter langt, har en helikopter, trykkammer, 3 RIBs, 2 kraner og kan rumme op til 30 tekniske dykkere.

SMS Frauenlob
Under slaget var hun en del af den fjerde rekognosceringsgruppe sammen med flere andre skibe, der lå øst for kampflåden. Hun havde endnu ikke engageret sig i direkte krig, men sent om natten opdager tyskerne englændernes anden gruppe af krydsere på 800 meters afstand og åbner ild. Tyskerne fokusere deres søgelys og beskydning mod de to forreste skibe og dræber 89 mand. Som modsvar på dette skyder englænderne en torpedo afsted der rammer og kæntrer SMS Frauenlob. Begge sider trækker sig herefter fra kampen da også den engelske side led med brand i to af deres skibe.

Rapport fra den engelske kommandør:
Aftentåge og dårlig sigt da han så skibene. Samtidig affyrede tyskerne en “starshell” og da hans torpedo-officer spurgte om han skulle skyde, svarede han ham: “Jeg kan ikke gøre noget ved det, hvem fanden det end er – skyd!” og gav ordren om at affyre torpedoen. Han var ikke i tvivl om at det var fjendtlige skibe, men var lettet, da han så rester af tysk ammunition på kajen dagen efter.”

Dykkeproceduren
Efter briefingen er alle i gang med at gøre udstyr klar. Vi er to grupper og min gruppe er den sidste. Efter lidt ventetid er det endelig vores tur.
Dykningen foregår således, at en bøje smides over vraget og skibet ligger få hundrede meter derfra. Når du hopper i vandet, kommer en RIB og henter dig. Bag motoren er der fastspændt en form for surfbræt, der når båden ligger stille, ligger en smule under vand. En fra crewet hjælper dig op på brættet mens han presser det ned, og så skal du blot holde fast.Der skal ikke meget fart i båden før brættet er fri af vandet. De sejler dig til bøjen og du kan nu rulle ned af brættet, hvis du har kamera eller scooter med, ligger det i båden mens du bliver sejlet til bøjen.
Med 32 dykkere ombord, kræver det at alle er effektive. Et af problemerne her den første dag, er at de som har kort dykketid begynder at komme op før de sidste dykkere er kommet ned. Det betyder, at da vi er på vej ned ad rebet, må vi zigzagge i mellem de andre dykkere på rebet. Heldigvis er her ingen strøm. Vi rammer vraget på omkring 47 meter...
 

Churchill Barrieren
Den 14. oktober 1939, en måned efter at tyskerne startede anden verdenskrig, sejlede den tyske ubåd, U-49, ind i Scapa Flow og sænkede HMS Royal Oak og dræbte 883 mand ud af en besætning på 1400. Gamle og udrangerede skibe var bevidst blevet sænket i den østlige del af indsejlingen under første verdenskrig. Sænkningen af HMS Royal Oak var dog et bevis på at forsvaret var utilstrækkeligt. U-47 var lykkedes med at slippe ind i Scapa Flow gennem Kirk Sound mellem Lamb Holm og Orkney Mainland og forsvinde samme vej tilbage igen efter angrebet.
Under anden verdenskrig byggede man derfor…

Dykning og nuværende stand
Tabarka ligger i smalt sund, hvor tidevandet er en faktor man skal tage hensyn til. Her gælder det om at i starte dykket præcis inden tidevandet vender og at afbryde dykket tids nok før strømmen igen bliver for stærk, ellers er der risiko for at man ikke kommer ud. Vores kaptajn John Thornton fortæller om en dykker som sad fast i vraget fordi at han ikke nåede at komme ud og blev kastet rundt som i en vaskemaskine da tidevandet satte den 12 knob stærke strøm i gang.
Vi hopper i vandet på det givne signal, præcis klokken 11.15, lige inden strømmen vender og skynder os ned til bunden for ikke at drive væk. Kun få minutter efter vender tidevandet og vi driver langsomt frem til vraget, der ligger omkring 20 meter foran os. Sigten er ganske fin når man tænker på at vi er ved Scapa Flow, og vi ser tydeligt et kæmpe skrog tårne op foran os. Heldigvis er det et lavt dyk, så her er lyst og fint med blandet tang- og sandbund foran vraget.
Dele af Tabarka blev skrotbjærget i 1947, men skroget er næsten intakt bortset fra en del større huller.
Vi svømmer ind i en stor åbning i siden på vraget og ser...
 

Selv er jeg ankommet fra Wien lufthavn i en lille lejebil. Michael spørger, om jeg vil parkere lejebilen ved asfaltvejen og køre med ham i firehjulstrækkeren de sidste 800 meter, hvor vejen ikke er asfalteret. Men jeg havde allerede været en tur oppe ad den lille jordvej, og selvom der var flere dybe huller, så var det ok i en almindelig bil, da jorden var knastør. Så jeg kører efter Michal i lejebilen. Det skulle senere vise sig at være en rigtig dårlig beslutning.
Michal har købt rettighederne til et lille hjørne af søen og har her anlagt sit dykkercenter DiveINN og en dykkerbane, hvor han træner sine elever. Han er PADI Course Director og tek-dykker, og så er han læge med speciale i dykkermedicin. En meget kompetent herre må man sige.
Han undskylder, at han ikke selv kan dykke med mig, da der netop er kommet et hold dykkerelever, men han låner mig en flaske, så jeg kan tage et solodyk.
Jeg har ikke de store forventninger, da jeg dykker ned i søen og følger rebet på hans dykkerbane hen til den første platform. Men her bliver jeg positivt overrasket...
 

Væk fra civilisationen
Det er stadigvæk mørkt, men jeg kan høre fugle kvidre. Jeg kan skimte nogle mindre øer omkring os. Jeg finder mit ur frem. Klokken er 5:30. Jeg kan høre nogle af de andre gæster gå rundt nedenunder og snakke. Jeg bliver liggende og mærker duftende i den friske luft, der som en let og behagelig brise langsomt vækker mig. Jeg kan se solen snart vil stå op og øerne begynder så småt at få farver, den grå klippe og den grønne vegetation er en skarp kontrast til havet og himlen. Der er hverken skibe eller huse i nærheden, vi er en hel nats sejlads væk fra civilisationen. Jeg nyder øjeblikket – smukt, stille og eksotisk. Præcis som jeg havde forestillet mig!
Klokken ringer – det betyder, at vi snart skal dykke og at jeg stadigvæk kan nå at få en morgensnack. Jeg er ikke rigtig sulten, så jeg nøjes med at drikke en kop kaffe.
Det er mit første dyk i våddragt i mere end et år, og samtidig skal jeg have testet mit UV-hus uden kamera, hvilket vil give en positiv opdrift, så jeg er lidt i tvivl om hvor meget vægt jeg skal bruge, når jeg har en 5mm shorty på. Jeg starter med 7 kg.

Hulemalerier og gamle skeletter
Efter aftensmaden er der hver aften briefing, hvor næste dags rute og dykning bliver præsenteret. I går fortalte Edi, at der i dag er mulighed for en særlig oplevelse på land, men at det vil betyde, at vi vil gå glip af mindst to dyk. Han fortalte at der på flere af øerne i området har boet mennesker for flere tusinde år siden og at der er huler – dybe huler – og hulemalerier. Edi sælger oplevelsen godt og vi er 12 gæster, der vælger huleturen til. De sidste fire gæster vælger at blive og dykke hele dagen.
Vi tager afsted med to gummibåde og sejler ind i et område, der mest af alt minder om en labyrint af øer. Vandet er fuldstændig turkisblåt og ligner en scene i en Hollywood film om paradis.
Edi har været her nogle gange før og har markeret de interessante steder på en håndholdt GPS, som vi følger rundt mellem klippeøerne.
Vi kommer forbi en stejl klippevæg, der går direkte ned i vandet. Flere meter oppe på væggen kan vi se rødlige malerier af noget der minder om dyr og aftryk af hænder. Jeg undrer mig over hvordan de er blevet for tusinde år siden?
Det begynder at regne og vi sejler ind i en grotte og spiser frokost. Regnen stopper heldigvis inden vi er færdige med maden og vi sejler videre til den hule, som Edi fortæller er den mest spændende. Efter at være sejlet en halv times tid gennem de smukke floder, der løber gennem de mange småøer, peger Edi over mod en høj klippeø og siger ”Der er den, der er hulen!”. Jeg kan se klippeøen og de grønne trætoppe, men ser ingen hule. Han peger igen og forklarer, at der er et stort mørkt område i træerne – det er hulen. Da jeg kigger igen, kan jeg godt se, at der et mørkt område og efterhånden som vi kommer nærmere bliver det mere tydeligt, at der er en kæmpe indgang i klippen, gemt bag træerne. Vi sejler helt tæt til øen, men træer, der stikker ud over kanten, gør det svært at komme helt tæt. Til gengæld kan vi bruge grenene til at trække os op på øen, som er svært tilgroet hvilket gør den næsten ufremkommelig.
Edi har taget machete med og går forrest og skærer os vej frem mod indgangen, der ligger omkring 50 meter højere oppe. En 50 meter høj og 100 meter bred åbning i bjerget står nu som et stort mørkt hul foran os. Der er en sø lige nede foran os, inde i bjerget og bag den kan man se et lille mørkt hul, som er starten på en...

Barracuda angreb!
Da vi kommer tilbage fra huleturen er der tidlig aftensmad, så vi kan nå at få et natdyk. Selvom vi er en stor gruppe og ikke er opdelt i par, er vi alligevel langsomt begyndt at finde sammen i makkerpar og jeg er helt naturligt begyndt at dykke med Brad, som jeg deler værelse med.
Det er vores første natdyk på turen og jeg glæder mig. Jeg elsker natdyk; der er noget særligt over mørket og dét ikke rigtig at kunne se andet end hvad lyskeglen peger på. Alle tre grupper er sejlet ud til samme dykkersted; et roligt sted mellem to øer. Man kan vælge, at dykke langs klippevæggen ved den ene ø, ned til cirka 20 meter eller rundt over bunden imellem de to øer. Med 20 dykkere i vandet med deres lygter og kameraer, er der lyskegler og blitzglimt over det hele. Det er smukt. Jeg slukker gerne mit eget lys i ny og næ for bare at nyde mørket og synet af de andres lys.
Brad og jeg er svømmet væk fra væggen og vil nå en tur over bunden imellem de to øer inden vi afslutter dykket. Brad svømmer, som jeg, stille og langsomt, hvorfor vi passer godt som makkerpar, Desuden er det altid godt med en makker der svømmer stille og langsomt – så er han bedre at bruge som model på billederne.
Vi har begge kamera med og er selvfølgelig på jagt efter et godt motiv. Brad svømmer på min højre side og lyser ud i mørket. Jeg fornemmer ud af øjenkrogen, at noget har fanget hans opmærksomhed. Jeg vender hovedet og ser Brad dreje hele sin krop over mod mig. Hans ansigt virker fortrukket og skærer en mærkelig grimasse. Jeg hører ham give et skrig fra sig inden at han... 

Men så får jeg øje på et lille skilt på muren, hvor der står MJ Cave. Jeg kan genkende logoet, og nu ved jeg, at jeg ikke er gået forkert.

Den berømte Molnár János Grotte i Ungarn ligger midt i hovedstaden. Budapest er delt i to af floden Donau, med Buda på den vestlige bred og Pest på den østlige bred af floden. Buda, der er mere kuperet end Pest, har været bebygget siden romertiden og var kendt for sine varme mineralske kilder. Fordi grotterne er skabt ved erodering af det varme vand fra undergrunden, har der ikke været en naturlig indgang til grotterne fra jordens overflade, og de blev derfor opdaget forholdsvist sent ved et gravearbejde i byen. I 1950'erne begyndte dykkere at udforske hulerne, og i 70’erne og 80’erne havde dykkere fra den lokale dykkerklub, FTSK Delfin, udforsket og kortlagt 400 meter af hulesystemet. I 2002 fandt huledykkerne en ny passage, og der er nu kortlagt over seks kilometer af hulen.

Min guide Zoltan byder mig velkommen. Han viser mig først den lille flotte sø, hvis vand er direkte forbundet med grotterne, og så følger jeg ham ind i en meget...
 

Den sidste rejse
Ingrid blev bygget på værftet Neptun i Rostock i 1901 og var et relativt stort skib, der blev styret af kaptajn Holtz. I juli 1917 forlod hun Emden i Tyskland med kurs mod Luleå i Sverige for at fragte jernmalm retur til den tyske krigsindustri. Torsdag d. 26. juli Sejler Ingrid fra Luleå tilbage mod Tyskland. Under første verdenskrig var denne rute meget risikabel da både de tyske og de allieredes ubåde gjorde alt for at forhindre malmen i at komme frem til dets mål. Derfor valgte man ofte trange og mere beskyttede søveje indenom skær og rev. Samtidig med dette er det svenske fragtskib Bergvik på vej til Skellefteå og sejler også indenom revene. Bergvik gør stop ved Landsort for at få en lods ombord inden det fortsætter den farlige rute. Både lodsen og kaptajnen, Johan Lindh, befinder sig i styrehuset ombord på Bergvik da de sejler nordpå denne disede aften. Nær Dalarö tager Ingrid Horn lodsen Hilmer Engström ombord og fortsætter ruten sydpå. Skibet har mangel på petroleum og man vælger kun at have top lanternerne tændt, en beslutning som skal vise sig at blive fatal.

Forliset
Kort efter midnat d. 30. juli nærmer Bergvik sig Dalarö med halv fart og opdager et svagt lys hvidt lys længere fremme i bagbords side. Både lodsen og kaptajnen tænker at lyset kommer fra et skib, der ligger for anker. Da Bergvik kommer nærmere, ser de til deres forfærdelse, at det hvide lys bevæger sig sydpå og de ser også et svagt rødt skær. Kaptajn Lindh forstår hurtigt, at der må være tale om et skib, der sejler og beordrer straks fuld bak samtidig med at lodsen giver signal med dampfløjten. Kollisionen er uundgåelig. Et øjeblik efter støder de, midtskibs, ind i Ingrid Horns bagbords side med en sådan kraft, at Bergvik går hele tre meter ind i Ingrid Horn. Bergvik sidder nu fastkilet i skroget på Ingrid Horn, men formår, fortsat med fuld bak, at vriste sig løs. Det efterlader et kæmpe hul i Ingrid Horn, hvor vandet fosser ind. Ingrid synker hurtigt og rejser sig med agter op i luften, stadigvæk med propellen snurrende. Ombord på Bergvik standser man maskinen og sætter redningsbåde i vandet. Da de kommer frem er Ingrid Horn allerede forsvundet. Blandt vraggodset finder man den 20-årige tyske matros Heinrich Kals, der halvnøgen reddes op i en redningsbåd. De bliver ved forlisstedet adskillige timer, men finder ikke flere overlevende. De øvrige 20 besætningsmedlemmer og lodsen Engström gik ned i dybet med skibet. 

Bjærgning
Ingrid Horn blev tidligt et populært dykkemål og flere genstande er blevet bjærget, blandt andet skibsklokken og et kompashus. En af de første dykkere på vraget var den legendariske vragjæger Sven Olof Johansson. I år 1959 skulle Sven bjærge et stokanker fra vraget. Han havde allerede solgt ankeret til en række personer, der ville forære det til en dame fra Dalarö i 50-års fødselsdagsgave og han havde hyret en trawler med kraftig løftekapacitet til arbejdet. Efter at have lagt sig for anker ved Toklo, foretog han et...

Jeg dykker ned og kommer til en kløft med vægge på begge sider og store sten på bunden. De to vægge er virkelig frodige og væggene fyldes af søpindsvin, dødemandshånd, søanemoner og solsøstjerner sammen med andre havdyr. Sollyset giver vandet en virkelig smuk smaragdgrøn farve og rammer det smukke undervandslandskab på en fantastisk måde. En lille tangspræl gemmer sig i en sprække og stiller op til et par billeder før jeg og Emilia svømmer videre. På omkring 30 meters dybde kommer vi til slutningen af kløften og beslutter at svømme op langs væggen på vores venstre side. Taskekrabber står på række i en sprække i klippen og bag krabberne kan vi skimte den farverige troldhummer, som forsigtigt kigger ud. Dykkestedets kvalitet er simpelthen fabelagtigt! Långklacken, som stedet kaldes, er et nyt bekendtskab for mig, på trods af mange dyk i skærgården, der ligger uden for Smögen. Calle fortæller senere, da vi kommer tilbage til båden, hvorfor jeg ikke har oplevet dette dykkersted før. Långklacken er nemlig først blevet opdaget som et dykkerspot for en måned siden, og alle der haft mulighed for at opleve stedet er kommet op med brede smil på læben og flere mener, at det er et af de bedste dykkersteder i Sverige. Han smiler da han fornemmer min tilfredshed med stedet og kalder med et grin stedet for “Sveriges Thingvellir”. Selvom sammenligningen naturligvis halter lidt, så kan jeg ikke komme i tanke om andre steder med den topografi, så jeg kan godt gå med til Den Svenske Thingvellir!

Nye dykkersteder
Det er virkelig sejt, at der stadig eksisterer steder som Långklacken derude og bare venter på at blive opdaget, noget som Smögen Dyk og Opplevelse har specialise- ret sig i og de afholder weekender, hvor de afprøver nye potentielle dykkersteder. Det er nok ikke noget for alle, da det ikke er så nemt at finde nye steder i denne klasse, men desto større er oplevelsen, når man opdager et nyt fantastisk dykkersted og er…
 

Klubben blev grundlagt primært af dykkere fra FALCK stationen på Aarhus Havn.
I den første tid have klubben ikke et klublokale, og klubaftener blev holdt på skift privat hjemme hos de enkelte medlemmer.
Klubbens første klublokale, var et kælderlokale i J.M. Mørks Gade 7 i Aarhus centrum.
Efter i længere tid at have ansøgt Aarhus Kommune om et nyt klublokale, lykkedes det endelig i slutningen af 1981, at få både klublokale, værksted og andel af bådhal i ’Søsporten’ sammen med Aarhus Roklub. ’Søsporten’ ligger på lystbådehavnen i Aarhus, hvor klubben den dag i dag har til huse.
Samtidig var vi også så heldige, at Idrætssamvirket Aarhus gav et stort tilskud til en Bauer Capitano kompressor, så det var virkelig optur for Sportsdykkerklubben KVAK.
Det medlem som har været længst tid i KVAK og som stadig er medlem, er Henning Oehlers, som blev medlem 01.12.1971. Henning har været meget aktiv i klubben, og har bl.a. været kasserer fra 01.01.1973 og indtil 1998, hvor Henning blev valgt til klubbens første æresmedlem. Henning er i dag den ene af klubbens to revisorer.
KVAK har været så heldig, at der gennem årene har været medlemme som har haft skibe, så det var muligt at komme på vragdykninger. Bl.a. havde Axel Hein ’Albatros’, den senere så kendte ’Dynamit Åge’ havde ’Ternen’ og Henning Kristensen havde ’Iron Dane’.
KVAK var meget uddannelsesaktiv i en periode fra sidst i 1970’erne og op gennem 1980’erne, og havde også flere Forbundsinstruktører.
Det ikke var usædvanligt med 20-25 elever på CMAS** uddannelse, og næsten alle medlemmer tog så snart det var muligt også en CMAS*** uddannelse. En stor del blev også instruktører.
Klubben var som mange andre klubber i starten eksklusivt for CMAS dykkere, og det var iflg. klubbens vedtægter et krav, at man havde mindst et CMAS** certifikat, for at kunne blive medlem.
Da PADI, NAUI og CMAS* certifikater kom til Danmark, blev vedtægterne efter en føles ladet debat ændret til de nuværende bestemmelser, så også andre end CMAS** dykkere kunne optages.
Vi har til huse i en historisk bygning på havnen, bedre kendt som Søsporten. Oprindelig startet som restaurant og klubhus for Aarhus roklub i 1935. Efterfølgende fik vi mulighed for at komme med ind i bygningen, der nu også er klubhus for Aarhus kano og kajakklub. Sammen med kommunen er de tre klubber i gang med at rejse kapital til en gennemgribende renovering af den gamle bygning. Når dette er tilendebragt, vil resultatet være en moderne klubfacilitet for de tre vandsportsklubber, i fine historiske rammer. Noget vi alle glæder os til.
Vores medlemmer kommer fra det meste af Østjylland, med hovedparten fra Aarhus området.
 

Truk Lagoon, der ligger i øgruppen Mikronesien, er uden tvivl alle vragdykkeres mekka, og her er så mange spændende vrag at dykke på, at det er svært at vælge en favorit. Et vrag, der stikker ud er San Francisco Maru, også kaldet “The milion dollar wreck”, der ligger lidt dybere end gennemsnittet. Her er blandt andet hundredvis af miner, ammunition og torpedoer foruden lastbiler og kampvogne – det her er et vrag der byder på mere end man kan forvente!

Sænkningen
Under anden verdenskrig var Truk en del af Japans territorium og en vigtig base for den japanske stillehavsflåde, hvor lagunen fungerede som en naturlig beskyttelse mod fjendtlige skibe. Den 5. februar 1944 ankom San Francisco Maru til Truk, hvor det blev liggende selvom konvojen sejlede videre d. 12. februar. Skibet lå på det tidspunkt for anker sydøst for Dublon Island. Nogle dage senere, d. 17. februar 1944, indledtes Operation Hailstone - et massivt angreb, hvor mere end 100 amerikanske kamp- og bombefly angreb bygninger, skibe og fly i lagunen. San Francisco Maru klarede sig dog i den indledende runde af angrebet, men dagen efter, d. 18. februar, smed en TBF Avenger fra USS Essex en 200 kilos bombe, der ramte midtskibs og startede en brand ombord. Skibet stod i flammer inden det sank med agterenden først og…

Artikelserien ”Vrag i sigte” sætter fokus på nogle af de mest spændende vrag i verden.
 

Med til de mange gode oplevelser under vandet, hører også en masse arbejde over vandet. Normalt kræver dykning en masse forberedelse før et dyk og en masse tid efter et dyk. Udstyret skal pakkes, man skal transportere sig til dykkestedet, udstyret skal slæbes og sættes op, før man kan komme i vandet. Efter dykket skal udstyret pakkes sammen, slæbes hjem igen, skylles og hænges op. Man bruger generelt mere tid på dykning før og efter selve dykket, men man gør under vandet. Fair nok, det ved vi, det hører med til det at dykke. Jeg har været på dykkerferier, hvor vi blev hentet hver morgen på hotellet eller selv skulle transportere os til dykkercenteret, hvorfra vi sejlede ud med dykkercenterets båd. Oftest kan man have sit udstyr stående i kasser eller hængende på dykkercenteret, så det er tørt og nemt at pakke om morgenen.

Men jeg må indrømme, at jeg flere gange har drømt om at betale mig fra den del af oplevelsen, som ikke var under vandet. Jeg kan faktisk godt lide at nørde med udstyr og bruge tid på at få et godt trim og en korrekt opsætning, men jeg kan altså også være doven og ikke
altid have det store overskud til alle forberedelserne og efterarbejdet som et dyk nu engang kræver.

Eat, sleep, dive – repeat?
Jeg har mange dykkervenner, der har fortalt om deres dykkerferie ombord på en båd, altså en liveaboard. De fortæller om, at hele ferien bare har handlet om dykning. De dykker gerne fire gange om dagen og er altid på de bedste dykkersteder på de rigtige tidspunkter – før de almindelige dagtursbåde er nået til stederne eller efter de er sejlet tilbage i havn. De sover ombord på båden ude på havet og det første de gør om morgenen er at dykke – måske ovenikøbet før morgenmaden. Der er nogen liveaboards, der har besætningsmedlemmer, der hjælper med at sætte deres udstyr op og skylle udstyret efter dykket. De behøver faktisk ikke at koncentrere sig om andet end at spise sove og dykke! Jo, jo selvfølgelig er der også tid til at snakke om dykkene og fortælle dykkerhistorier og få nye gode venner.
Flere af dem er også kommet hjem med en t-shirt med teksten: ”Eat, sleep, dive – repeat!”. Jeg vil godt indrømme, at jeg er blevet draget af sådanne historier og en smule misundelig. Men er det ikke bare noget man siger, for at pynte lidt på historien, er det virkelig sådan det foregår?
Efter at have været dykker i flere år og hørt på de misundelsesværdige dykkerberetninger besluttede jeg mig for at nu skal det være. Jeg vil undersøge om det virkelig er muligt at opleve den ultimative dykning, hvor alt besværet er skåret væk og selve dykkeoplevelsen står frem i koncentreret form.

Valg af liveaboard
Det kan være svært at gennemskue priserne på en liveaboard, når man læser på de forskellige hjemmesider – eller rettere at finde ud af hvad der er inkluderet i prisen. Nogle liveaboards kræver ekstra betaling for nitrox, nogle for drikkevarer. Det ser også ud til at være forskelligt, hvor høj servicen er ombord og hvor meget personale, der står til rådighed.
Det næste man skal beslutte er hvilken type båd man vil ombord på. Nyt og moderne, gammel og klassisk, træ eller metal? Der er flere muligheder.
Jeg surfede rundt på nettet i forskellige dykkerfora og læste om andres erfaringer. Det kan være farligt, for det samme argument kan bruges både positivt og negativt – ”Det er en helt ny og moderne båd, det fås ikke bedre!” eller ”Det er en helt ny båd, de kender ikke båden ordentlig og har ikke nok erfaring!”. Hmm, det kan være svært at bruge andres erfaringer så jeg valgte at lade min sunde fornuft styre.
Hvem var de første udbydere af liveaboard i Indonesien og hvilken båd havde de? Hvem har været på markedet i længst tid? Med disse spørgsmål fandt jeg Indonesiens første og ældste liveaboard.

Pindito
Pindito er Indonesiens første og ældste liveaboard. Pindito har sejlet i de indonesiske have siden 1992, har haft den samme ejer i alle årene og er dermed det skib med mest erfaring i dykning i Indonesien – det må være en fordel!
Nu havde min surfen på diverse fora dog gjort mig lidt skeptisk med hensyn til skibets alder, så jeg undersøgte lidt om skibet og kunne konstatere, at ejeren Edi Frommenwiller hvert år har Pindito på land og vedligeholder og laver forbedringer. Han kender altså sit skib, holder det løbende vedlige og lave ovenikøbet løbende forbedringer. Jeg snakkede med en god ven der er kaptajn og har sømand hele sit liv, som påstod, at gamle velholdte skibe kan være endnu bedre end de helt nye og hvis uheldet skulle være ude og der f.eks skulle være problemer med motoren, og kaptajnen kender sit skib, så ved han og hans besætning nok hvad der skal gøres og kan løse problemet. Det fjernede mine ”internetskabte” bekymringer. Men min ven stillede nye spørgsmål omkring hvor meget personale, der var ombord og hvad jeg egentlig fik med i prisen?
Skibet Pindito er et smukt træskib med 17 besætningsmedlemmer ombord plus fire dykkerguider. Der er plads til 16 gæster, så der er altså ret meget personale i forhold til gæster. Der tilbydes gratis nitrox og fire dyk om dagen. Mad serveres fire gange dagligt og snacks og drikkevarer (inklusiv spiritus) er tilgængeligt døgnet rundt. Alt undtagen rødvin er inkluderet.
 

Læs mere om Pindito og ruten gennem Raja Ampat og Bandahavet samt Sune’s forberedelser og pakkeliste til hans første livaboard i DYK NetMag #31.