Efter 2 1/2 måned i konstant bevægelse i hhv. Australien og New Zealand er det en fornøjelse at ankomme til Fiji, slå sig ned i en liggestol og lade øjnene hvile på det blå ocean, mens hjernen får ro til at processere og lagre de mange oplevelser og indtryk...
Auckland, New Zealand d. 10. Juli 1985. Greenpeaces flagskib 'Rainbow Warrior' er på vej til Moruroa for at protestere mod Frankrigs atomprøvesprængninger i området, men bombes i Auckland havn af den franske efterretningstjeneste. Bombningen, der kostede en portugisisk fotograf livet og udløste et internationalt ramaskrig, huskes nok af alle født før 1975. Jeg husker det i hvert fald tydeligt, men hæftede mig som 12-årig mere ved skibets navn og mission, end det politiske kaos.
Jeg sidder ved Trinity Beach nord for Cairns og skriver mit sidste blogindlæg fra Australien. De sidste 2/3 af vores rejse har været underlagt risikoen for ubehagelige møder med 'stingers', og al badning i havet derfor foregået i beskyttende heldragter eller inden for afskærmede områder.
Vi tilbragte d. 30. december til 2. januar ved Airlie Beach; gateway til 'Whitsunday', som er verdensberømt for sine 74 smukke øer og selvfølgelig Great Barrier Reef. Vi havde på forhånd besluttet at bruge en del af udflugtbudgettet på at udforske området både under og over havoverfladen.
Efter 3 uger langs Australiens østkyst kan vi konstatere, at strækningen er fabelagtig for opdagelsesrejsende men frustrerende for bloggere og andre internetbrugere. Skulle der forvilde sig en læser eller to forbi bloggen her må jeg beklage, at opdateringerne kommer med forsinkelser... Vi befinder os pt. på Fraser Island, verdens største sandø.
På Australiens østligste punkt ligger Byron Bay. Her har jeg booket mit første dyk i South Pacific Ocean hos Byron Bay Dive Centre, som tilbyder dyk og guidede snorkelture ved 'Julian Rocks Marine Reserve' 5 minutters sejlads fra kysten.
Der er under 48 timer til afgang og jeg er vel nået halvvejs igennem pakningen af kufferterne. Dykkerudstyr og sommertøj pakker jeg nærmest på autopilot. Beslutninger om hvad der ellers er praktisk at medbringe, når man skal tilbringe størstedelen af de kommende tre måneder i en autocamper, kræver lidt mere nærvær og forestillingsevne.
Jeg kan nu næsten mærke solens lys og varme og høre lyden af bølgerne på havet. Lugte min våddragt og smage Abyss’en i min mund. Forventningens glæde er stor … ☺
